Tag Archives: Tabu

Grusomme mig

Er der liv i bloggen? Er der overhovedet noget at skrive om, når ham den lille trives så godt, som han gør? Heldigvis har jeg ikke længere brug for at komme ud med indlæggelser, operationer og en voksende sindssyge over at være indlagt. Og jeg håber aldrig, jeg får brug for det igen!!! Men der er stadig meget inden i, som jeg ikke altid ved, om jeg skal dele – af frygt for at skræmme andre væk. For det er ikke altid noget, som udstiller mig fra min bedste side.

Efterrationaliseringen. Forsøget på at lægge alle oplevelserne og tankerne i de rette kasser. At turde tænke de tanker, som jeg forsøgte at fortrænge midt i alvoren. Tankerne om, hvis det ikke var gået så godt, som det gjorde.

Det kan virke som selvpineri, at jeg netop har hentet ”Min usynlige søn” af Esben Kjær på Mofibo. En bog om at miste et barn til sygdommens uforståelige greb. For min søn overlevede jo – han er lige her hos mig! Hvorfor har jeg så det? Fordi nogle af de tanker og følelser, jeg har inden i og som virkelig skal bearbejdes, kun kan forstås eller beskrives af nogen, som virkelig har følt dem. Ikke en psykolog, som kun har læst om dem i en bog og giver gode råd baseret på, hvordan man typisk løser en krise. Jeg er blevet tilbudt samtaler med en psykolog, både før jeg fødte og imens vi var indlagt – men jeg har ingen af gangene følt mig 100% forstået. Det er bare ikke min måde at bearbejde tingene på.

Selv om jeg synes, at jeg er blevet større mentalt af at have gennemlevet modstanden, er jeg også blevet et virkelig lille menneske på andre punkter. Især ét. Jeg tager afstand fra andres graviditeter og nyfødte. Jeg kan ikke rumme dem. Jeg kan sagtens sige tillykke – og mene det – og jeg kan også godt lytte. Til en vis grad. Men jeg kan ikke involvere mig. Straks kommer der et skjold op foran mig, for at beskytte mig selv og mine følelser, og jeg trækker mig væk.

Jeg kan ikke 100% beskrive, hvad der sker, men det er som om, jeg mister pusten helt og holdent og som om, jeg skal tvinges til noget, jeg slet ikke har lyst til. Alle omkring synes at være i ekstase over det kommende lille liv – hvad enten de er kollegaer, familie eller tilfældigt forbipasserende. Alt er forventning og en blind tro på, at intet dårligt kan være i vente. Det bliver overflade: Hvor vidunderligt det hele er, og hvor meget man skal nyde sin barsel og hvilket børnetøj, der er det helt rigtige. Og det er 100% ligegyldigt i min verden. Jeg tager afstand – dels fordi jeg bliver irriteret over det filter, verden synes at få – og jeg spejler mine egne dystre tanker om at vente et alvorligt sygt barn, hvor jeg ikke kunne tillade mig selv at tro blindt på det gode og ikke turde købe tøj, fordi der var en pokkers reel risiko for, at der aldrig ville komme et barn i det.

Jeg kan godt have svært ved at genkende mig selv indimellem. Jeg er ellers et menneske, som ønsker andre det godt og som oprigtigt glædes på andres vegne. Men her ønsker jeg i virkeligheden bare, at omverdenen skal lukke røven med deres normalitet og forstå, at de ikke ved noget som helst om, hvordan livet også kan føles. At de ikke ved, hvor meget deres lykke og uvidenhed om verdens kvaler gør ondt på andre, for hvem livet ikke flaskede sig så let.

Hvor irrationelt det end er, og det ved jeg godt, det er, så føler jeg stadig at der bliver gnedet salt i såret og kradset lidt med vilje, når gravide kvinder eller nybagte mødre kvidrer løs om, hvordan det hele jo bare er og hvor lykkeligt det hele er, og hvor meget baby bare SKAL have mærketøj eller særligt hypede genstande. Jeg ville bare gerne have vished for, at mine børn overlevede – blev normale – jeg ville også bare gerne være glad. I dag ved jeg, hvor uforsigtig og uvidende jeg sandsynligvis selv har været over for andre, der har mistet børn. I retrospekt ved jeg nu, hvordan de har det.

Da jeg selv var gravid og lige havde født – og også i dag – føles det som om, andre har taget patent på lykken og råber den ud i megafon lige i fjæset på mig, alt imens de grimme oplevelser og gråden over det hele stadig knuger i maven.

Det er ikke omverdenens skyld, at det var de vilkår, jeg blev givet – og jeg ønsker heller ikke, at andre skal gemme deres lykke for mig. Stemple mig som hende den kolde og arrogante. Andre skal have lov at have deres glæde – også selv om jeg ikke kan genkende et eneste ord af, hvad de taler om.

Jeg må leve med, at jeg åbenbart er blevet typen, som helst ikke vil involveres. Mest af alt, fordi det ripper op i det hele igen – alt det, som livet bød mig at opleve anderledes. Fordi jeg rigtig gerne ville have haft en bid af den lykkefølelse. Den sorgfrihed, som de tager for givet. Jeg er langt bedre til at forstå dem, som ikke gik af den lette vej.

Jeg mister pusten – igen og igen – når jeg møder den normale graviditet eller ser spædbarnet uden ar på brystet og sjælen. Jeg bliver lammet. Jeg beskytter mig selv. Mest af alt mangler jeg nok, at det ikke er tabu, at sige “nej tak – jeg har ikke lyst til at involvere mig”. Jeg mangler muligheden for at melde mig ud af det forventede hype uden at blive stemplet deller dømt.

Jeg har det, som jeg har det, med de erfaringer, jeg har i bagagen. Det har jeg valgt at acceptere. For det er sådan, jeg har det, og det vil jeg give mig selv lov til. Det ændrer sig måske på sigt.

Jeg vælger at forholde mig til mine egne to. Det er dem, jeg kan og skal rumme. At jeg har dem hos mig trods modgang – og det er verdens største lykke. En lykke, som jeg ikke tager for givet på samme måde, som jeg ikke forventer, at andre til fulde forstår, hvad mit indre gemmer. Jeg håber blot, at de med tiden forstår, at jeg ikke ønsker dem noget dårligt. At jeg blot beskytter mit eget hjerte, som har sine egne “ar”.

Reklamer
med emneordet , , , , ,
Reklamer