Tag Archives: Reaktion på at få et hjertebarn

Forbudte følelser

Nu hvor hverdagen indfinder sig hjemme og Lillebror på rigtig mange punkter (heldigvis) er som enhver anden baby, så bliver der langsomt plads til flere almindelige tanker og følelser oppe i mit hoved. Almindelige i den forstand, at det er den slags følelser “almindelige” mødre sandsynligvis også kan have.

Men der er alligevel en forskel. For når jeg som træt andengangsmor synes, at det hele er rigtig træls, når man ingen søvn for og når den lille skriger konstant og den store hænger i skørterne. Når jeg nogle gange kan ønske mig langt væk fra det hele. Når jeg bare er brugt og trænger til en pause – bare 5 minutter. Så er det som om, min samvittighed giver mig et ordentligt slag i nakken og siger: “Sådan har du ikke lov til at føle. Du skal bare være taknemmelig og holde af det hele, for du er heldig, at Lillebror er hos dig. Du er heldig, at du ikke længere er adskilt fra sin datter!”

Og det er så sandt, som det er sagt. Jeg er taknemmelig. Men jeg har det svært ved at have de følelser – som i bund og grund nok er meget almindelige – og så alligevel føle, at de er helt forbudte. Jeg føler mig utaknemmelig. For jeg skal jo bare være glad for, at det hele gik godt.

Jeg synes, det er svært at håndtere. For jeg elsker mine børn uendeligt, men mine batterier er også afladet. Både af almindeligt nybagt moderskab og introduktionen til livet som mor til to. Men også af det helt sindssyge år, som 2013 var og de oplevelser, som 2014 startede med. Jeg var i minus, allerede før jeg kom fra hospitalet.

Jeg kæmper med at finde et leje mellem taknemmeligheden og følelsen af at være utaknemmelig. For selv om jeg er taknemmelig, så er jeg vel ikke utaknemmelig for at ønske mig lidt overskud og tid alene? Eller er jeg? Jeg har i hvert fald svært ved at sige til mig selv, at det er ok, at tænke på mig selv for en stund. Med alt det, både Lillebror og Storesøster har oplevet siden jul.
Det tærer endnu mere på overskuddet at gøre sig de tanker. Men følelsen forsvinder ikke helt.

På Neonatalafdelingen i Skejby sagde en sygeplejerske til mig: “Du skal huske, at når man skal flyve, får man af vide, at man skal tage iltmasken på selv først og derefter hjælpe sit barn”. Og jeg trænger i den grad til ilt. Men jeg føler alligevel, at jeg til stadighed skal give mere til mine børn for at gøre op for de seneste måneder.

Reklamer
med emneordet , , , , , ,
Reklamer