Tag Archives: i følelsernes vold

Så står man der og tuder midt i Føtex

Vi nærmer os Storesøsters 5-års fødselsdag, og i dag skulle der handles ind til festivitas for hende den skønne. Fejlagtigt tog vi afsted kl. 13.00 med en pige, som føler sig overset, fordi lillebror har været hundesyg af opkastvirus i 7 dage, og en dreng, som skal have sin døgnrytme tilbage efter de 7 dage, og derfor havde nægtet at sove til middag. Ikke verdens bedste idé…

Det vi ikke fik på indkøbs-sedlen, besluttede jeg at finde i den lokale Føtex på min daglige aftengåtur. Og bedst som jeg stod og lagde tomme flaske i flaskeautomaten, faldt mine øjne på dette skilt:

20160514_184252

Reklamen er for Læger Uden Grænser, som man kan donere sin flaskepant til. Men for mig vækkede ordlyden helt, helt andre minder og følelser. De første bip-lyde, da jeg så min søn for første gang efter kejsersnittet – koblet på alverdens udstyr, der var større og tungere end hans præmature lille krop for at holde ham i live. Den første lyd af hans hjerte uden for min mave. Den første gang, jeg hørte hjertemonitoren bippe, da vi trådte ind på stuen på intensivafdelingen efter 12 timers operation.

Og sådan kan man så stå og tude lige midt i Føtex. Tude af sorg og af glæde på én og samme tid. Fordi det stadig gør så ondt at tænke tilbage på. Fordi jeg er så taknemmelig for at have min skønne lille fyr hos mig. Fordi han fik muligheden for livet.

Reklamer
med emneordet , , , , , , ,

I aften synger jeg frem for at græde

Ok, ikke helt sandt. Jeg har allerede tudet et par gange i dag. Men i disse timer, er det et år siden, jeg sad ved min søns kuvøse på stue 221 og hulkede, så vidt muligt uden lyd for ikke at dele med de 5 andre forældrepar på stuen. Hulkede, imens laboranterne prøvede at tage blodprøver fra en åre i min søns hoved inden operationen. Imens personalet gjorde ham klar til operation næste morgen. Jeg græd, bad, græd endnu mere, holdt ham i hånden, imens han sov. Turde ikke kigge på ham, af frygt for at miste. Rædselsslagen for, hvad der skulle ske næste morgen kl. 8. Og kunne ikke give slip på ham. Det var hæsligt! 1 million tanker og alligevel lammet. Personalets hænder på min skulder, når de gik forbi. Trøstende, men ingen kunne trøste. Min angst blottet og til offentlig skue.

Havde lyst til at skrige og løbe min vej, da et andet forældrepar spurgte personalet til omstændighederne og procedurerne ved deres datters operation et par dage ud i fremtiden. En rutineoperation. Det gjorde fysisk ondt at høre, imens jeg sad der og prøvede at lukke realiteterne ude og kun have min søn, så alene, som det nu kan lade sig gøre på en 6-mandsstue. Ingen mulighed for en stund helt alene med ham, hvor jeg kunne udtrykke mine følelser for min søn, så han om ikke andet gik operationen i møde med mors dybfølte kærlighedserklæringer i ‘bagagen’. Ikke kun hvisket, imens han sov. Min lille mand, 16 dage gammel, 2 kilo stor.

Her til aften har jeg puttet 2 glade, men trætte banditter. Storesøster, der stod ved Villads’ side i hans tremmeseng og lyttede til godnathistorien og godnatsangen. 2 banditter, der grinede og holdt om hinanden, hvor de sidste år var 100% afskilt. Et stk glad dreng på 10 kilo og 81 cm.

I aften var vi glade og taknemmelige. I aften var vores familieliv ganske normalt. Vi er kommet længere, end jeg for et år siden overhovedet kunne have forestillet mig.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/939/58658796/files/2015/01/img_1352.jpg

med emneordet , , ,
Reklamer