Tag Archives: Hjerteoperation

Det sure og det søde

Sommeren nærmer sig, selv om det kan være lidt svært at skelne sommer fra efterår her til aften. Skybrudsvarsel, gråvejr og blæst.

Med sommeren kommer også Villads’ hjertekontrol, som altid rammer det mig lige i maven. Der er 2 uger til, men jeg kan alligevel mærke spændingen – og ikke helt på den gode måde. Maven krøller sig sammen og tankerne vandrer imod undersøgelsen: Briksen. Skanneren. Det lille rum, som bliver endnu mindre, så snart lyset dæmpes og lægen klikker skanningsfotos ind i systemet. Klikker, uden jeg ved, om det hun kigger på, er godt eller skidt, præcis som før og efter hans fødsel. Holder min store fyr og ønsker kun at fortælle ham, at det hele er godt. Og håber, at jeg får ret.

Jeg er ikke specielt overtroisk eller har en håndfuld OCD’er med i bagageb, men jeg skal være nervøs inden en undersøgelse. Sådan er det bare. Enhver mor til et barn med andre udfordringer, end gennemsnittet har det sådan, tør jeg vædde på. Vi ønsker, at intet ondt skal ramme vores elskede, ud over det de allerede har gennemlevet. Jeg føler, at hvis jeg antager at alt er godt, så får jeg det modsatte af vide. Det er skørt, men sådan har jeg det.

Der knytter sig en del tanker til denne skanning. Velkendte og nye. Nervøsiteten er det samme, men den bliver toppet af det faktum, at det er 3/4 år siden, han sidst blev skannet. Det er godt, at lægerne mener, at han kan gå så længe imellem kontrollerne – det er jeg stolt af, men mit moderhjerte kan ikke helt finde ro og trøst i tidsperspektivet. For over tid, kan der også ske mange ting. Hvad hvis der er noget, der ikke er set i det mellemliggende interval? Noget, mit øje ikke kan finde.

Når jeg ser på min skønne, frække, stædige og kærlige bandit, så ser jeg en dreng, som er stor af sin alder – ikke tyk – men tæt og lang. En stærk dreng fysisk. En følsom dreng mentalt. En fyr, som ser sund og rund ud, og som allerede er ved at tage de første skrift mod børnehavens dør efter sommerferien. På det seneste har vi dog oplevet, at han umotiveret har haft blå læber og har klaget over, at det gør ondt. Ikke fordi han har frosset, men primært om morgenen, når han ellers er udhvilet og har fået mad i maven. De bliver blålilla, og det gør mig bange. Det forsvinder igen efter noget tid, og pædagogerne lægger ikke mærke til det. Det er for mig både godt og enormt foruroligende. Godt at han fungerer og det forsvinder; foruroligende, hvis en eventuel ændring i løbet af dagen ikke bliver set og fortalt til mig. Det kan godt være, at jeg ikke er helt rationel i det, jeg skriver her – men jeg tror, du forstår, hvis du selv har eller har haft et barn med alvorlig sygdom.

Det er dog langt fra sådan, at vi går og er bange hele tiden. Fraset blå læber og en magnet til alle former for bakterier, så har de seneste 9 måneder været fredelige alt taget i betragtning. Ingen indlæggelser, ingen kateter-undersøgelser, knap så meget gråd og frustration hos os alle, som 9 måneder før det og 9 måneder før det igen.

Jeg kan se, at han vokser og jeg er umådeligt taknemmelig hver eneste dag. Han er så kærlig, at mit hjerte nærmest er ved at sprænges. Han er så stædig og så meget i trodsalder, at jeg kan finde ham virkelig irriterende. Og så skammer jeg mig lidt bagefter. Han taler i et væk, han er vild med alle former for køretøjer og kan ligge i timevis og lege med sine små biler. Han elsker Cars som alle andre drenge igennem de sidste 5 år, og han er dumdristig og frygtløs lige som “almindelige” drenge. Lige som en dreng på 2,5 år skal være!

Der er et eller andet los p.t., for jeg tuder simpelthen så umotiveret – både af gode og dårlige følelser. Jeg tuder i Føtex, som tidligere skrevet, og jeg tuder, hvis nogen i fjernsynet bliver rørt over det mindste. Jeg kan simpelthen også bare begynde at tude uden nogen særlig anledning. Følelserne tager ret meget over lige nu. Måske på grund af den forestående skanning?

Hvad der senest har fået mig til at tude – ja, her til aften – var af glæde. Mindstemanden havde lige været i bad og kom stormende ned i stuen og ville høre “Elsa”, – man har vel en søster, som er fuldstændig skudt i Frost-filmen….
Til tonerne af “Lad det ske” snurrede jeg rundt i stuen med ham på armen – kun iført bar røv og ar (altså ham!) og jeg legede, at jeg for en stund havde Maria Lucias skønne og fyldige røst. Når det kildede i maven, knugede han sig til min hals og lo, alt imens tårerne trillede ned af mine kinder. Af glæde over øjeblikket. Så er det svært at tænke på noget tungt. Han er en af de to vigtigste mennesker i mit liv, og jeg har fået muligheden for at leve næsten helt normalt. Det tænker jeg også på, næsten hver eneste dag ❤

Reklamer
med emneordet , , , , ,

Til dem, der dagligt rører vore hjerter

Læste denne artikel i dag i anledningen af 25-året for den første hjertetransplantation i Danmark. 25 år… Det er ikke længere tid tilbage i tiden, hvor man i Danmark tog dette enorme skridt! Tænk lige på, hvad der er sket på 25 år! Jeg var 9 år gammel og anede intet om hjertesygdomme – og heldigvis ikke, at jeg selv skulle få en hjertesyg søn. Jeg var et barn, og alligevel er det slet ikke ret lang tid siden.

Jeg er fuldstændig slået tilbage i sædet over, hvor langt hjertekirurgien er kommet. For 25 år siden – og ikke mindst i dag. Hvilke kvantespring der er  taget for at være præcis der, hvor min søns liv blev reddet af én ufattelig dygtig kirurg og et team af dedikerede, dygtige mennesker. Og hvor meget, der er sket siden. Jeg kender ikke Doktor Liv. Jeg har aldrig været i forbindelse med ham. Og alligevel fornemmer jeg, at jeg på et plan har. For han er ganske givet et link, en inspiration og en kilde til viden for netop den mand, hvis hænder rørte min søns hjerte, og gav ham livet, efter han forlod min mave. Reddede det, min egen krop ikke formåede at skabe for ham.

Jeg er taknemmelig for de læger – de mennesker – der dagligt rører vore hjerter – bogstaveligt talt. Jeg er taknemmelig for dedikationen og evnerne. Jeg er taknemmelig for de børn og voksne, der kommer ud på den anden side – stærkere – som mennesker og pårørende. Af hjertet TAK!

med emneordet , , , , , , ,

Godt for nu

Nå, jeg må vidst hellere skrive en status fra min søns 3-månederskontrol efter operationen (i dag er selve 3-månedersdagen).

Afsted tog vi. Drengen sov hele vejen (dyyygtig dreng) og faren og jeg havde for en gangs skyld noget voksentid omend, det var på motorvej mod Aarhus. Men dog tid til at tale sammen uden en 3-årig, der vil have opmærksomhed og en baby, der græder. Sweet!

Jeg tog afsted med indstillingen, at tingene nok skulle se fint ud. Han vokser, udvikler sig og virker glad og tilfreds for det meste af tiden. Han tog da også skanningen pænt og bagefter var det tid til “dommen”.

Svaret lød “En fin dreng, der ser godt ud og med hensyn til hjertet: Godt for nu”, men at vi nok skal indstille os på, at han skal have en ballonudvidelse indenfor en overskuelig fremtid. Der er en forsnævring på aorta på grund af arvæv fra operationen – der hvor aorta er “sat sammen igen” efter rekonstruktionen.

Efter operationen fik jeg beskeden, at han var at regne som hjerterask og at hvis der blev noget på sigt, ville det være en ballonudvidelse. De ord havde jeg jo hørt før. Jeg havde nok bare set det som et evt. scenarie langt ud i fremtiden. Ikke noget, jeg skulle forberede mig på allerede her 3 måneder efter operationen. Selv om jeg ikke reagerede med tårer, var der alligevel lammet inden i for en stund på grund af disse ord. Dem var jeg ikke forberedt på. Slet ikke.
Og derfor blev det også en ekstra overraskelse, at vi fik af vide, at det allerede var set ved sidste skanning for en måned siden. Havde jeg hørt de ord den dag? Nej, det synes jeg virkelig ikke. For hvis jeg havde hørt det før, ville jeg ikke have det sådan nu? Så ville jeg også straks have fortalt min mand det! Kunne jeg have overhørt det? Nok næppe. Så jeg var meget overrasket over dette svar. Og ærlig talt frustreret.

For selv om jeg ved, at det langt fra er at sammenligne med den operation, han lige har gennemgået – langt fra – så er det stadig et indgreb. Selv om det er et rutineindgreb, der kræver 48 timers indlæggelse, så er det stadig lig med fuld narkose, indlæggelse, Børne-i eller en børneafdeling, bekymringer og tanker om alt det, vi stadig langt langt fra er kommet fri af efter 55 dages indlæggelse. Det er kun knap 2 måneder siden, vi kom helt hjem med vores søn.
“På sigt” betød bestemt ikke SÅ tæt på den oprindelige operation, som nu.

Det gør mig bare trist og bekymret. Det giver mig et sug i maven og tager luften fra mig for en stund, hver gang jeg tænker på det. Det  gør faktrisk lidt ondt fysisk, for det vækker nogle ting, som jeg langt fra er kommet mig over og som jeg prøver at glemme lidt i håbet om at se på alt det gode. Det er endnu en ting, jeg skal forholde mig til. Endnu en ting, jeg ikke kan gøre til eller fra for at afhjælpe. Endnu en ting, der beror på det uvisse.

Måske min optimisme og beslutning om kun at tro på det bedste er svær at opretholde? Måske det skader mere, eller? Jeg har ikke lyst til at se anderledes på tingene, men jeg kan godt mærke, at det så også slår hårdt, når man så hører det modsatte – også selv om det er rutine og i mindre skala, end det oprindelige. Selv om det måske er forventeligt.

Næste hurdle er så også tidsrammen. Hvornår skal jeg så forberede mig på det? Hvad siger de så i Odense i juni? Hvornår er det så nu…igen? OMG! Jeg mangler ro på. Jeg mangler endnu engang noget afklaring.

med emneordet , , , , , , ,

Tak til kreative sjæle!

image

Så kommer der lige endnu en tak. Tænk sig, hvad søde kreative sjæle og forskellige fonde og foreninger giver til små børn, der skal opereres og/eller ligge længe på sygehuset!

Disse ting er givet til Lillebror af hhv. søde strikkedamer, Trygfonden og kreative kvinder i Aktivitetscenter Ørbæk. Og så mangler vi endda en bamse fra Børnehjertefonden, som storesøster har taget med hjem 😉

med emneordet , , , ,

Hvor kom vi fra???

Hvor er I fantastiske, kære følgere, at I sender tanker og hilsener gennem kommentarer på bloggen – også når der er radiostilhed fra undertegnede! Det sætter jeg stor pris på, og det varmer! Tak tak tak!

Men hvor kom vi fra? Hvad skete der efter operationen?

Dagene efter 6. januar er på én gang uklare og så har jeg gennemlevet hvert minut, som var det timer langt. Da jeg første gang ankom til intensivafdelingen og kiggede ned i kuvøsen til min søn, var det et hjerteskærende syn, der mødte mig. Så mange slanger, dræn, medikamenter og plastre. Så mange lyde, bip bip bip. Og den lille krop. Gul af jod, rød af blod, hævet til ukendelighed. Han lignede slet ikke den lille dreng, jeg overlod i lægernes varetægt kl. 8.15 om morgenen. Næsten uigenkendelig – og alligevel talte alt til mit moderhjerte. For alt i verden ville jeg beskytte ham, så sårbar, som han lå dér.

Men synet fik mig til at forfærdes – til at holde hænderne for munden og græde. Og da jeg hørte sygeplejersken ytre følgende ord, knækkede filmen for en stund: “Synes du, det er hårdt at se ham sådan?”.

Hvad fan*en tror du selv??? Jeg har født ham for 17 dage siden og nu ligger han her og ingen kan garantere mig, at han kommer igennem det her!?!!! Det provokerende den sidste rest af fornuft inden i mig voldsomt. De ord, havde jeg ikke ventet at høre. For gu’ var det hårdt! Ingen mor kan forberede sig på det. Ingen burde se det. Ingen burde gå igennem det, han havde.

Dagene gik med mange lange og bange blik ned i kuvøsen. Mange timer tilbragt på intensiv, uden at min søn var ved fuld bevidsthed. Sovemiddel og morfin holdt ham sovende. Jeg sad bare og kiggede efter enkelte bevægelser, som kom, da han ikke var mere “væk”, end at han kunne flytte armen lidt eller bevæge foden. Men han opfattede ikke, at jeg var der og forsigtigt nussede ham.

Hans brystkasse var ikke lukket til efter operationen og det gøs i mig, hver gang jeg kiggede på det plaster, der holdt det sammen. Turde ikke tænke på, at der under det, var åbent ind til det nyopererede hjerte. Efter 3 døgn blev brystkassen lukket helt.

Jeg var slet ikke forberedt på, at der efter operationen var så mange andre ting, der stødte til. Først og fremmest var hans nyrer i chok efter at have været på hjerte-lunge-maskinen og de skulle renses via dialyse. Dernæst fik han voldsomme væskeansamlinger i hele kroppen. Over et kilo væske i så lille en krop. Næsten dobbelt vægt! Hans hage svulmede op, hans øjne lige så og armene kunne ikke komme ind til kroppen.

Dræn ledte væske fra hjertet, kateter i blæren, elektroder på hjertet, hvis en ekstern pacemaker skulle kobles på. A-kanyle i lysken, navle-vene-kateter i navlen og iv adgang i armen. Og fuldt hus i medicin-dispenseren. Syninger i lysken, brystet og over navlen.

Heldigvis blev der ret hurtigt tyndet ud i medicinen. Men så steg infektionstallene mere end forventet efter operationen og der blev talt om infektion, lungebetændelse på grund af intuberingen og dannelse af sekret som følge heraf. Nyretallene var lige så ude af kurs og hans værdier var på flere områder helt af h****** til. Bredspektret antibiotika, mere morfin.

Og da det var ved at være ok, fik han voldsom arytmi. Hjerterytmen gik amok. 250 på ingen tid. “Det kan ske”, sagde lægen – men hvorfor og hvad gør man så? Og skal jeg gå og være bange for, at det vil ske uanmeldt, når jeg kommer hjem med ham?
Mere medicin. Og det hjalp. Men angsten var stadig i min krop.

Og så burde vi være ved at være i bedring, ikke? Men så klistrede en del af hans venstre lunge sammen og skulle blæses op. Og det skal den stadigvæk nu 14 dage senere.

Efter 10 dage blev han endelig ekstuberet og skulle vise, at han kunne klare sig uden respiratoren. Men så hævede hans hans hals op. Så skulle han begynde at spise og så gik tarmene amok og der var fare for NEC – at tarmene ikke fik ilt nok eller blev afklemt og at der i værste fald ville gå hul på en tarm, så de skulle operere igen.

Langsomt begyndte han at få mad – 2 ml hver 4 time… sikke et festmåltid. Men så langsomt, skulle det altså gå. Maven var stadig under observation, men langsomt kom der noget ud, Farven var dog helt hen i vejret – sortgrøn – og så var der også fare for, at det ville være tegn på infektion.

Og bedst som jeg troede, at vi NU var på den anden side – så kom arytmien tilbage. Vild hjerterytme igen igen og mere medicin. Hvor meget medicin kan den lille krop dog klare?

Ja, har jeg glemt noget? Ganske givet – men du får en ide om, at det var nederlag på nederlag og bekymring på bekymring. Det var hjerteskærende og opslidende. Men han syntes at ville kæmpe og for få dage siden, fik vi beskeden, at hans hjerte var så godt, som det kunne blive og at vi skulle udskrives fra intensiv og tilbage på neonatalafdelingen.

Og ja, så knækkede filmen igen for mig. For med alt det stress, vi havde været igennem efter operationen, var jeg alvorligt bange for, at jeg ikke ville klare flere uger på en klemt 6-børns-stue. Det var første gang ved at få mig ned med nakken og jeg fik kvalme bare ved tanken om, at skulle tilbage nu.
Jeg ytrede mine tanker for lægerne og sygehusets psykolog. Ytrede, at ensomheden og stress var uoverkommeligt. At jeg var så langt fra mit netværk og ikke mindst min datter.
Og det er jeg glad for, at jeg gjorde. For dagen efter fik jeg beskeden om, at der var en plads til mig på Odense Universitetshospitals neonatalafdeling. Tættere på hjem og med mulighed for at hjælpe lunger og tarme!

Fantastisk!!!! Udsigten til at komme hjem, hvor jeg kommer fra var som en forløsning af den anden verden. Nu skulle det bare gå fremad – nu var hjertet opereret og han skulle “bare” komme sig. Jeg tillod mig selv at give los for glæden og føle mig lettet.

På vej ud af døren, på vej mod Fyn, fik jeg desværre endnu en svær besked. Der var fundet en blødning i Lillebrors hjerne som følge af operationen. Den skulle undersøges i Odense – og de kunne ikke sige mig noget om, hvad betydning, det vil få for ham. Og så blev verden helt sort og uoverkommelig igen.

med emneordet , , , , ,

Det går fremad….men….

Jeg har på få uger udviklet en galoperende fobi for ordet “men”. Det provokerer kvalme og svedeture – og vrede- når jeg hører det. Og afmagt, mest af alt.

  • “Det er ok, at blive født i uge 34. Det kan han sagtens klare. Men det kan også være kritisk, givet hans sygdom”
  • “Hjertet er vokset med, som vi håbede på, men det er noget værre l***. at han er kommet før tid”
  • “Risikoen ved denne type operation er normalt moderat, men på grund af at han er for tidligt født, er den flyttet op i høj”
  • “Vi bedøver mange små børn, men der er en øget fare, når han er præmatur”
  • “Operationen er gået som forventet, men de kommende døgn er kritiske”
  • “Operationen er gået fint, men der er fare for indre blødninger”
  • “Operationen er gået fint, men der er fare for, at der er gjort skade på andre organer og hans væv, når han er præmatur”
  • “Hans hjerte ser ud til at acceptere kirurgien, men nyrerne fungere ikke på grund af hjertestoppet og hjerte-lunge-maskinen”
  • “Dialysen trækker vand af hans nyrer, så han tisser, men han clearer ikke” (læs: rense ikke)
  • “Hans hjerte fungerer, så godt, som vi kan håbe på, men hans tarme reagerer dårligt på den nye mængde blod, de pludselig får og vi frygter, at der vil gå hul på en tarm, så han skal opereres akut”
  • “Der er normale tarmlyde, men vi ved ikke helt, hvorfor hans afføring stadig er sort-grøn”.
  • Hans værdier er bedre, men infektionstallet er stærkt stigende”
  • Han accepterer maden, men hans kalium er alt for højt”
  • “Han klarer det godt under omstændighederne, men en del af hans lunge er klistrer sammen”
  • “Han skal af respiratoren inden længe, men han skal beholde sin cpap”

Jeg kunne fortsætte listen meget meget længere.

Og så er vi slet ikke omkring problematikker om morfin-abstinenser, ødemer, lækage fra fjernede katetre, sår der bliver ved med at bløde, kar der ikke kan stikkes i og en hel masse andet.

Jeg var på ingen måde forberedt på, at der var så mange ting og så mange “men”‘er efter operationen. Og jeg tør ikke tænke på, hvad der kan komme. Selv om jeg føler mig en smule røvrendt (i mangel af bedre ord) over ikke at have vidst, hvad der følger med, og selv om jeg er ved at gå i gulvet, hver gang jeg hører endnu et “men”, så er det måske også et eller andet sted for det bedste. For så tror jeg ikke, jeg var kommet hertil, hvor jeg er.

Nu drømmer jeg dagligt om, at den næste læge siger: “Han er simpelthen så stabil, at du må komme på A40 (=børneafdelingen, hvor hjertebørn typisk kommer hen efter intensiv)”. For det vil betyde, at jeg kan bo sammen med min snart 1 måned gamle søn. At han har det så godt, at jeg må holde ham, pusle ham,prøve for første gang at give ham tøj på, pleje ham og måske amme ham!!!!

Og dernæst, at de siger “Han har det jo meget godt her, men vi synes, du skal hjem til Odense”! Også selv om det så betyder Odense Universitetshospital. Det er stadig tættere på hjemme og på livet som familie på 4 under samme tag!

med emneordet , , , , , , , , ,

Operationsdagen

Jeg ved ikke, hvordan jeg fik transporteret min krop væk fra operationsgangen – og samtidig havde jeg lyst til at løbe langt, langt væk derfra. Min mand og datter og jeg gik tilbage til mit værelse og besluttede, at vi ville køre en tur ind til byen. Vi skulle væk og alligevel ikke for langt væk. Hvis nu, der skete noget. Nej, sådan måtte vi ikke tænke!

Vi tog ind til byen for at få timerne til at gå. Kan ikke huske ret meget af turen, andet end at jeg fik en kop kaffe og købte en kalender. For for mig ville 2014 først starte efter operationen – vellykket operation, that is!
Men vi kunne ikke blive hele dagen, for jeg skulle have pumpet modermælk ud til den lille fyr, så snart var vi hjemme igen.

Min mand og datter boede i Trygfondens Familiehus i forbindelse med Skejby Sygehus og her blev resten af ventetiden tilbragt. For min datter var det et slaraffenland af legetøj og legekammerater, men for min mand og jeg var timerne meget lange. Kirurgen havde fortalt mig, at selve hjerteoperationen ville vare ca. 45 minutter, og at der ville blive ringet til mig, så snart selve operationen var overstået. Men at hele operationen fra start til slut ville vare det meste af dagen.

Kl. 14.00 begyndte jeg febrilsk at tjekke telefonen. For nu måtte selve operationen af hjertet da være overstået??? De ville jo ringe efter selve operationen – og den startede jo kl. 8.30. Og herfra steg pulsen og nervøsiteten. Kl. 15, kl. 16, kl. 17, kl. 18… Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv og var på vej over til vores stamafdeling for at høre, om de havde hørt noget. Om de kunne kontakte nogen. Jeg var ved at blive kvalt af ventetid.

Og så ringede kirurgen. Alt var gået efter planen og de var på vej på intensivafdelingen med min søn. Men de var først kommet i gang kl. 11.30, da min lille dreng var så lille, at det stort set var umuligt at lægge bedøvelsen i hans kar.
Lige der i regnvejr foran Trygfondens Familiehus hørte jeg de ord, jeg havde ventet så længe på. Det var gået efter planen. Og så var alting godt! Ikke?

Da vi ankom til Intensivafdelingen, turde jeg stort set ikke kigge ned i kuvøsen og det var bestemt heller ikke et rart syn, jeg så. Min lille dreng med blod og gul farve over hele kroppen. Min søn med enorme hævelser i kroppen og omkring øjnene. Min lille dreng med så mange slanger og maskiner, at jeg troede, det var løgn. Så skrøbelig og ingen bevægelser. Et syn, jeg ikke ønsker for nogen.

Men alt var gået godt – så jeg kunne jo ånde lettet op, ikke? Var slet ikke forberedt på, at kirurgen nu fortalte mig, at de kommende døgn var kritiske i forhold til blødninger og i forhold til hans lunger. At han langt fra var i sikkerhed og at der ingen garantier var. Opløftetheden forsvandt igen og frygten kom tilbage.

Men hvad havde jeg troet? Jeg ved det ikke, men jeg var i hvert fald så naiv – eller i hvert fald uden viden om, hvad der skulle ske bagefter. Inde i hovedet havde jeg bygget op til operationen og derefter ved jeg slet ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg tror ikke, jeg har kunnet forestille mig noget overhovedet. Var 100% uforberedt på tiden efter operationen. Kunne kun kigge på min søn og bede om bedring. Være ekstremt taknemmelig for en vellykket operation og samtidig forfærdeligt bange.

Omkring mig gik min datter på knap 3 år og spurgte: “Er du ked af det, mor?” Og jeg kunne jo kun svare ja. “Vil du have en krammer?”, spurgte hun og rakte armene op efter mig. “Nu er du glad igen, mor”, sagde hun. Lille pige i en situation alt for stor for nogen og især for hende.
Hun skulle jo slet ikke være der, men tingene var bare gået så stærkt, at alle planer, vi havde lagt, var sat ud af spil. Og nu stod hun der. Og jeg skulle være mor for hende og for min nyopererede søn.
Jeg har så dårlig samvittighed over, at hun skulle opleve det. Men gjorde, hvad jeg kunne for at være mor for hende i situationen.

Herfra gik aftenen. Søster blev lagt i seng og vi sad stille i mørket, uden at sige noget, min mand og jeg. Vi kunne kun holde i hånd og håbe på det bedste. Tro på det bedste. Nu var vi på den anden side af operationen.

Kan huske, jeg prøvede at tænke på det som om, vi før var i venteposition og i uvished, og nu var vi på vej mod bedring og livet som familie på 4. Men det var en meget lang aften og nat uden ret meget søvn. Og med mange kig på telefonen og tjek, om den nu også havde strøm eller lyd på.

Heldigvis ringede den ikke i løbet af natten!

med emneordet , , , ,
Reklamer