Tag Archives: hjertebarnsmor

Så står man der og tuder midt i Føtex

Vi nærmer os Storesøsters 5-års fødselsdag, og i dag skulle der handles ind til festivitas for hende den skønne. Fejlagtigt tog vi afsted kl. 13.00 med en pige, som føler sig overset, fordi lillebror har været hundesyg af opkastvirus i 7 dage, og en dreng, som skal have sin døgnrytme tilbage efter de 7 dage, og derfor havde nægtet at sove til middag. Ikke verdens bedste idé…

Det vi ikke fik på indkøbs-sedlen, besluttede jeg at finde i den lokale Føtex på min daglige aftengåtur. Og bedst som jeg stod og lagde tomme flaske i flaskeautomaten, faldt mine øjne på dette skilt:

20160514_184252

Reklamen er for Læger Uden Grænser, som man kan donere sin flaskepant til. Men for mig vækkede ordlyden helt, helt andre minder og følelser. De første bip-lyde, da jeg så min søn for første gang efter kejsersnittet – koblet på alverdens udstyr, der var større og tungere end hans præmature lille krop for at holde ham i live. Den første lyd af hans hjerte uden for min mave. Den første gang, jeg hørte hjertemonitoren bippe, da vi trådte ind på stuen på intensivafdelingen efter 12 timers operation.

Og sådan kan man så stå og tude lige midt i Føtex. Tude af sorg og af glæde på én og samme tid. Fordi det stadig gør så ondt at tænke tilbage på. Fordi jeg er så taknemmelig for at have min skønne lille fyr hos mig. Fordi han fik muligheden for livet.

Reklamer
med emneordet , , , , , , ,

Ingen gensynsglæde

Jeg har trasket en del rundt i det med årsdage i de seneste mange indlæg – for der er så pokkers mange af dem på godt og ondt. Den 4. februar var ingen undtagelse – her var det 1 år siden, vi kom hjem fra sygehuset – efter et par forsøg med returbillet. Sådan endelig hjem i egne omgivelser og hjem og sove i egen seng. Det “fejrede” vi så med at sove på OUH igen. ØV!

IMG_20150205_083310

Man bliver efterhånden vant til ventetiden på sygehuset. Mange brokkede sig, men jeg plejer at tænke: Hvis jeg kom igennem 60 døgn, så er et døgn ikke så slemt. Det hjælper!

Lillemanden er ramt af en ondsindet luftvejsinfektion, som stort set gjorde ham mega-dårlig fra 0-100 på få timer i vuggestuen i sidste uge. Hvæsende og højfrekvent vejrtrækning, den ondeste hoste og sejt slim, han ikke kan komme op med efter mere end 2 timers forsøg, feber, mangel på kræfter og deraf ingen energi til at spise, drikke eller lege. Egen læge så an og sendte os til sidst i børnemodtagelsen. Her tilbragte min mand 8 timer, før vi havde et billede af, at der ikke var noget i blodprøver eller på røntgenbilleder af lungerne. CRP var normal, men han havde det maksimalt dårligt og lød meget skidt i luftvejene. Og så begyndte han at kaste op. Igen og igen og igen og igen. Og så var der slet ingen kræfter at tage af. Jeg overtog tjansen og far tog hjem til storesøster, som legede hos søde naboer imens.

Hele Fyn var valfartet til sygehuset den dag, virkede det som om og der var ikke plads nok til alle. Så Lillemanden og jeg overnattede i et undersøgelsesværelse sammen med en anden familie. Der blev taget et sug fra svælget og det blev sendt til dyrkning. Og så var der kun tilbage at vente. Hoste og opkastninger natten lang. Klagende hyl fra drengen på den anden side af forhænget. Hans mor, der talte i telefon det meste af natten og et fjernsyn, der kørte på al for høj styrke et sted ved i nærheden.

Et tilfælde af hospitalshumor? Måske det er grunden til, at man sover så latterligt lidt på sygehuset?

Et tilfælde af hospitalshumor? Måske det er grunden til, at man sover så latterligt lidt på sygehuset?

Hjem i åben indlæggelse med en stadig skidt lille fyr, men ingen tegn på noget alvorligt. Hvis vi ikke hørte noget via telefon et døgn efter, var der ikke tale om kold lungebetændelse eller andet, der skulle behandles. Der er endnu ikke ringet. Og alligevel kan min hjerne slet ikke finde ro omkring det faktum, at han nu er dårlig på 10. dag. Og her vakler jeg hver gang imellem min rolle som “almindelig mor” og “hjertebarnsmor”. Alle mødre er bekymrede, når deres børn er syge længere end  normalt. Storesøster var syg i 12 dage på ca. samme alderstrin og jeg var pisse-nervøs for, hvad der var med hende. Her endte vi også med indlæggelse, da det viste sig, at hun blev dehydreret efter sygdomsperioden. Men efter 2 døgn med sonde, var hun sig selv igen. Jeg har nok et eller andet sted glemt, hvordan det føltes dengang. Og 12 dage er jo vand i forhold til det, vi gik igennem i Lillemandens første 3 levemåneder.

Alle, der har været langtidsindlagt, eller som ofte frekventerer sygehuset, kan sikkert nikke genkendende til tranken til frisk luft i lungerne. Hjemmet søles underligt fremmed, når man kommer hjem igen - og luften kan nærmest virke overvældende i lungerne. Vi fik en smuk gåtur hjem takket være Kong Vinter

Alle, der har været langtidsindlagt, eller som ofte frekventerer sygehuset, kan sikkert nikke genkendende til trangen til frisk luft i lungerne. Hjemmet føles underligt fremmed, når man kommer hjem igen – og luften kan nærmest virke overvældende i lungerne. Vi fik en smuk gåtur hjem takket være Kong Vinter

Når vi nu har rundet 10 sygdomsdøgn, går jeg helt i panik og søger desperat efter tegn på bedring. Jeg ved, at han er undersøgt, og at jeg ikke har ladet stå til, men er det så noget med hjertet? Er der noget alvorligt? Hvorfor kan jeg ikke gøre ham rask? Hvorfor bekæmper hans krop ikke virus? Hjertet er jo ikke skannet… Og sådan kan jeg blive ved. Mere eller mindre konstruktivt.
Selv om jeg slet ikke anser mig selv for at være en pylret mor og er cool omkring at han lever en ganske almindelig hverdag, kommer hans forhistorie og spænder ben for mig. Jeg ved jo godt, at hans hjerte selvfølgelig tages ind i overvejelserne, når han ankommer til børnemodtagelsen, men alligevel: Fordi ingen har nævnt noget om hjertet, skal jeg så være bekymret?, skriger min hjerne og mit hjerte.

Det er ikke altid rationelt, og jeg kan ikke pakke bekymringen ned. Vi har været igennem så meget – HAN har været igennem så meget, og jeg ønsker ikke, at han eller vi skal tilbage dertil. Når han har været syg så længe, er jeg ikke i stand til at være tilstrækkelig cool.

Hans krop skal bekæmpe sygdommen selv, og hosten skal have hjælp i form af astmamedicin resten af sæsonen. Det er konklusionen. Så nu håber og beder jeg til, at han begynder at spise og drikke snart, så kroppen kan samle kræfter og at vi kan vende tilbage til den sædvanlige glade, rundkindede dreng. Jeg savner at se ham smile sit skæve filursmil. Jeg savner at høre hans glade stemme, se ham kravle og prøve at gå langs væggene. Jeg savner, at vi alle kan føle os lidt levende igen.

Is på søen og sådan ca. et billede på, hvor fragmenteret, jeg synes, vores familieliv har været det seneste 1,5 år. Så mange små stykker, som flyder rundt og længes efter at samles til en tryg enhed og falde til ro.

Is på søen og sådan ca. et billede på, hvor fragmenteret, jeg synes, vores familieliv har været det seneste 1,5 år. Så mange små stykker, som flyder rundt og længes efter at samles til en tryg enhed og falde til ro.

med emneordet , , , , , , ,
Reklamer