Tag Archives: Hjertebarnet

Hjerterum

Mit hjerte bliver så varmt og jeg tuder uden varsel, hver gang jeg ser på Facebook eller andre steder, at nogen donerer/sponsorerer noget til Trygfondens Familiehuset i Skejby.

Trygfonden – de har jo masser af penge, tænker du måske. Men det gør ikke driften af et sted, som kræver så lidt til gengæld for at give så meget til familier i deres livs sværeste situation. Når børn rammes af alvorlig sygdom. Trygfonden har givet rammerne og udvider stedet med nye værelser, som står færdige om et år. Og det er både fantastisk og nødvendigt. Jeg er ret sikker på, at vi skal på besøg på åbningsdagen med både hjertebarn og storesøster.

Jeg bliver glad, fordi enhver donation kommer de familier til gode, som bor på stedet. Og de søskende, som i større eller mindre grad er skyggebørn. Uden omvej – direkte hen, hvor der er brug for det i et lille land, hvor der nok ikke er hungersnød og krig, men hvor sygdommen rammer lige så uretfærdigt som i resten af verden.

Hvad enten det er 30 lastbiler, som i dag, der ruller ind på pladsen foran huset og får små mennesker til at gøre store øjne, eller om det er værelsessponsorater, legetøj eller frivillige hænder, så rører det mig. Dybt. Jeg græder, fordi vi engang for ikke så længe siden var der og huset gav storesøster mulighed for at være barn og at have begge sine forældre, imens lillebror kæmpede for livet. Fordi det var der, jeg skulle have 12 timer til at gå, imens lægerne opererede på min nyfødte dreng uden nogen garantier. Fordi det var lige uden for døren til huset, jeg fik beskeden om, at alt var gået godt. Fordi vi var en familie i huset og forlod den med alle i så god behold, som omstændighederne tillod det.

Jeg håber, at huset og dets fantastiske medarbejdere fortsætter indsatsen. Og at omverdenen stadig vil betænke huset. Også når hjertebørn ene sendes øst for Storebælt i nær fremtid.

Reklamer
med emneordet , , , , , , , , , , , ,

En hjertebarnsmor springer ud

I dag er en stor dag: Min søn fylder 3 måneder. Hans første kvartal! Det er vildt!

Og så ændrer bloggen karakter…

For når du åbner din postkasse og ser den nye udgave af Hjertebarnet, hvis du altså modtager det, så vil du også møde min lille familie. Min lille drengs forløb er nemlig denne udgaves Hjertebarnsportræt.

Det er med rystende knæ – for bloggen indeholder en stor del af mine personlige og subjektive holdninger og stærkt personlige oplevelser – at jeg nu står frem som Anne-Mette og ikke kun Mette, som ellers er mit kælenavn. At Lillebror bliver til Villads og Storesøster bliver til Elva. At vi er os uden omsvøb. Men her er vi altså:

20140320_163349

En tidligere kær kollega skrev et indlæg på sin blog for nogle uger siden med titlen “Velkommen i min stue. Om at stille sig selv til skue”. Og det kunne meget vel have været titlen på dette indlæg. For det føles lidt som at gå nøgen gennem gågaden, når man nu lægger navn til alt det svære og subjektive og alt det, som mine øjne og mit hjerte har set og følt igennem de seneste 6 måneder. Det er udtryk for mine oplevelser og skal ses og tages som sådan. Det meste er skrevet i afmagt og frustration – men jeg kan love dig, at det kommer fra hjertet! Bogstaveligt talt!

Dyyyybe vejrtrækninger. Pust ind, pust ud, pust ind, pust ud…

Jeg håber, at I vil tage godt imod os og fortsat følge livet med vores for tidligt fødte hjertebarn (o:

Kærlig hilsen, Anne-Mette

med emneordet , , ,
Reklamer