Tag Archives: at finde familielivet igen

Hjerterum

Mit hjerte bliver så varmt og jeg tuder uden varsel, hver gang jeg ser på Facebook eller andre steder, at nogen donerer/sponsorerer noget til Trygfondens Familiehuset i Skejby.

Trygfonden – de har jo masser af penge, tænker du måske. Men det gør ikke driften af et sted, som kræver så lidt til gengæld for at give så meget til familier i deres livs sværeste situation. Når børn rammes af alvorlig sygdom. Trygfonden har givet rammerne og udvider stedet med nye værelser, som står færdige om et år. Og det er både fantastisk og nødvendigt. Jeg er ret sikker på, at vi skal på besøg på åbningsdagen med både hjertebarn og storesøster.

Jeg bliver glad, fordi enhver donation kommer de familier til gode, som bor på stedet. Og de søskende, som i større eller mindre grad er skyggebørn. Uden omvej – direkte hen, hvor der er brug for det i et lille land, hvor der nok ikke er hungersnød og krig, men hvor sygdommen rammer lige så uretfærdigt som i resten af verden.

Hvad enten det er 30 lastbiler, som i dag, der ruller ind på pladsen foran huset og får små mennesker til at gøre store øjne, eller om det er værelsessponsorater, legetøj eller frivillige hænder, så rører det mig. Dybt. Jeg græder, fordi vi engang for ikke så længe siden var der og huset gav storesøster mulighed for at være barn og at have begge sine forældre, imens lillebror kæmpede for livet. Fordi det var der, jeg skulle have 12 timer til at gå, imens lægerne opererede på min nyfødte dreng uden nogen garantier. Fordi det var lige uden for døren til huset, jeg fik beskeden om, at alt var gået godt. Fordi vi var en familie i huset og forlod den med alle i så god behold, som omstændighederne tillod det.

Jeg håber, at huset og dets fantastiske medarbejdere fortsætter indsatsen. Og at omverdenen stadig vil betænke huset. Også når hjertebørn ene sendes øst for Storebælt i nær fremtid.

Reklamer
med emneordet , , , , , , , , , , , ,

Til sommer har vi 4 børn på terrassen

I går aftes så jeg solen gå ned sammen med gode venner. På en af de skønneste terrasser, jeg kender. Desværre ikke min egen, men et sted, jeg er velkommen, når jeg har lyst. Aftenen havde været på tegnebrættet i mange måneder – ja faktisk siden slutningen af december 2013, hvor min veninde fik nyheden om Villads’ tidlige ankomst. Hun siddende på Fyn, jeg i Skejby. Uden for afstand til at give et kram og sige, at alting nok skulle gå.

Hendes vej til moderskabet har været langt hårdere end min og med dystre oplevelser, som jeg slet ikke kan fatte. Som jeg slet ikke kan fatte, hvordan man bliver normal efter. Hun og hendes mand har fulgt min graviditet med Villads med bekymrede miner og bange anelser, og var ærlige nok til at sige det højt, samtidig med at de prøvede at holde vores mod oppe. De forstod om nogen, at man ikke kunne tage noget for givet. De forstod om nogen, at glæde let kunne blive til sorg lige gyldigt, hvor meget man bad om det modsatte. Men at man stadig skal tro på det bedste.

Da jeg i telefonen fortalte hende, at Villads oveni købet var kommet 6 uger før tid og vi havde fået datoen for hans operation, lyttede hun til både min glæde over ham og min frygt for, hvad fremtiden ville bringe for så lille og svært hjertesyg en dreng. Og så sagde hun: “Han er stærk – og det er du også. Stærkere end du tror! Og til sommer skal vi sidde på vores terrasse med vores 4 børn og glædes over det, vi har fået”.

Og det blev gennemgående for vores samtaler i en svære tid efter. Drømmen om den aften med vores i alt 4 børn.

Og den aften var i går. I det smukkeste varme solskinsvejr. Væk fra sygehuse og samlet som to hele familier på trods af alle genvordigheder. Og det var fantastisk. Vi kunne tale om det svære i datid, og i en udstrækning, hvor børnenes ører kunne tåle at høre med. Også lidt i nutid, men heldigvis mest i datid. Alle fire ved vi, at dette er de børn, vi får. Der kommer ikke flere til. Og herfra skal vi nyde de børn, vi har. Glædes over det, vi har fået, som hun sagde tilbage i december.

Solen gik ned, børnene blev mere og mere vrøvlede og trætte og til sidst sagde vi godnat og kørte hjem. Trætte, mætte og taknemmelige for at høre to små snorkende trolde sove på bagsædet.

med emneordet , , , , , , ,
Reklamer