Category Archives: Uncategorized

Grusomme mig

Er der liv i bloggen? Er der overhovedet noget at skrive om, når ham den lille trives så godt, som han gør? Heldigvis har jeg ikke længere brug for at komme ud med indlæggelser, operationer og en voksende sindssyge over at være indlagt. Og jeg håber aldrig, jeg får brug for det igen!!! Men der er stadig meget inden i, som jeg ikke altid ved, om jeg skal dele – af frygt for at skræmme andre væk. For det er ikke altid noget, som udstiller mig fra min bedste side.

Efterrationaliseringen. Forsøget på at lægge alle oplevelserne og tankerne i de rette kasser. At turde tænke de tanker, som jeg forsøgte at fortrænge midt i alvoren. Tankerne om, hvis det ikke var gået så godt, som det gjorde.

Det kan virke som selvpineri, at jeg netop har hentet ”Min usynlige søn” af Esben Kjær på Mofibo. En bog om at miste et barn til sygdommens uforståelige greb. For min søn overlevede jo – han er lige her hos mig! Hvorfor har jeg så det? Fordi nogle af de tanker og følelser, jeg har inden i og som virkelig skal bearbejdes, kun kan forstås eller beskrives af nogen, som virkelig har følt dem. Ikke en psykolog, som kun har læst om dem i en bog og giver gode råd baseret på, hvordan man typisk løser en krise. Jeg er blevet tilbudt samtaler med en psykolog, både før jeg fødte og imens vi var indlagt – men jeg har ingen af gangene følt mig 100% forstået. Det er bare ikke min måde at bearbejde tingene på.

Selv om jeg synes, at jeg er blevet større mentalt af at have gennemlevet modstanden, er jeg også blevet et virkelig lille menneske på andre punkter. Især ét. Jeg tager afstand fra andres graviditeter og nyfødte. Jeg kan ikke rumme dem. Jeg kan sagtens sige tillykke – og mene det – og jeg kan også godt lytte. Til en vis grad. Men jeg kan ikke involvere mig. Straks kommer der et skjold op foran mig, for at beskytte mig selv og mine følelser, og jeg trækker mig væk.

Jeg kan ikke 100% beskrive, hvad der sker, men det er som om, jeg mister pusten helt og holdent og som om, jeg skal tvinges til noget, jeg slet ikke har lyst til. Alle omkring synes at være i ekstase over det kommende lille liv – hvad enten de er kollegaer, familie eller tilfældigt forbipasserende. Alt er forventning og en blind tro på, at intet dårligt kan være i vente. Det bliver overflade: Hvor vidunderligt det hele er, og hvor meget man skal nyde sin barsel og hvilket børnetøj, der er det helt rigtige. Og det er 100% ligegyldigt i min verden. Jeg tager afstand – dels fordi jeg bliver irriteret over det filter, verden synes at få – og jeg spejler mine egne dystre tanker om at vente et alvorligt sygt barn, hvor jeg ikke kunne tillade mig selv at tro blindt på det gode og ikke turde købe tøj, fordi der var en pokkers reel risiko for, at der aldrig ville komme et barn i det.

Jeg kan godt have svært ved at genkende mig selv indimellem. Jeg er ellers et menneske, som ønsker andre det godt og som oprigtigt glædes på andres vegne. Men her ønsker jeg i virkeligheden bare, at omverdenen skal lukke røven med deres normalitet og forstå, at de ikke ved noget som helst om, hvordan livet også kan føles. At de ikke ved, hvor meget deres lykke og uvidenhed om verdens kvaler gør ondt på andre, for hvem livet ikke flaskede sig så let.

Hvor irrationelt det end er, og det ved jeg godt, det er, så føler jeg stadig at der bliver gnedet salt i såret og kradset lidt med vilje, når gravide kvinder eller nybagte mødre kvidrer løs om, hvordan det hele jo bare er og hvor lykkeligt det hele er, og hvor meget baby bare SKAL have mærketøj eller særligt hypede genstande. Jeg ville bare gerne have vished for, at mine børn overlevede – blev normale – jeg ville også bare gerne være glad. I dag ved jeg, hvor uforsigtig og uvidende jeg sandsynligvis selv har været over for andre, der har mistet børn. I retrospekt ved jeg nu, hvordan de har det.

Da jeg selv var gravid og lige havde født – og også i dag – føles det som om, andre har taget patent på lykken og råber den ud i megafon lige i fjæset på mig, alt imens de grimme oplevelser og gråden over det hele stadig knuger i maven.

Det er ikke omverdenens skyld, at det var de vilkår, jeg blev givet – og jeg ønsker heller ikke, at andre skal gemme deres lykke for mig. Stemple mig som hende den kolde og arrogante. Andre skal have lov at have deres glæde – også selv om jeg ikke kan genkende et eneste ord af, hvad de taler om.

Jeg må leve med, at jeg åbenbart er blevet typen, som helst ikke vil involveres. Mest af alt, fordi det ripper op i det hele igen – alt det, som livet bød mig at opleve anderledes. Fordi jeg rigtig gerne ville have haft en bid af den lykkefølelse. Den sorgfrihed, som de tager for givet. Jeg er langt bedre til at forstå dem, som ikke gik af den lette vej.

Jeg mister pusten – igen og igen – når jeg møder den normale graviditet eller ser spædbarnet uden ar på brystet og sjælen. Jeg bliver lammet. Jeg beskytter mig selv. Mest af alt mangler jeg nok, at det ikke er tabu, at sige “nej tak – jeg har ikke lyst til at involvere mig”. Jeg mangler muligheden for at melde mig ud af det forventede hype uden at blive stemplet deller dømt.

Jeg har det, som jeg har det, med de erfaringer, jeg har i bagagen. Det har jeg valgt at acceptere. For det er sådan, jeg har det, og det vil jeg give mig selv lov til. Det ændrer sig måske på sigt.

Jeg vælger at forholde mig til mine egne to. Det er dem, jeg kan og skal rumme. At jeg har dem hos mig trods modgang – og det er verdens største lykke. En lykke, som jeg ikke tager for givet på samme måde, som jeg ikke forventer, at andre til fulde forstår, hvad mit indre gemmer. Jeg håber blot, at de med tiden forstår, at jeg ikke ønsker dem noget dårligt. At jeg blot beskytter mit eget hjerte, som har sine egne “ar”.

Reklamer
med emneordet , , , , ,

Sandhed med modifikationer

På det seneste har jeg fået ét spørgsmål flere gange. Fra nye(re) bekendte samt mennesker, jeg kun kender fra mine børns hverdag i institution eller fra mit job. Spørgsmålet er: “Var der på noget tidspunkt risiko for, at han ikke ville overleve?”. Spørgsmålet er på én og samme tid berettiget og anmasende. Berettiget, fordi de ikke var en del af den tid, hvor det var allersværest og naturligt reagerer sådan, sikkert, på en voldsom historie, de ikke kendte til. Anmasende, fordi det er et spørgsmål, der tvinger mig til at tænke tanken: “Det kunne være gået galt” for Gud ved hvilken gang og jeg derved endnu engang bliver mindet om frygten.

Jeg kan godt forstå, de spørger, men jeg tror faktisk ikke helt, jeg kunne have fået mig selv til at stille samme spørgsmål, hvis jeg havde stået på spørgerens side. Jeg tror, jeg ville have været for bange for at såre. Også før jeg selv blev den, der skal svare. Jeg bliver ikke såret – men jeg bliver ked af det, fordi jeg stadig kan mærke smerten inden i og uden på. Der er måske løbet meget vand i åen siden, som man siger, men ikke NOK vand for mit vedkommende.

Jeg husker alt for tydeligt alt fra første skanning til nu, og selv om jeg rykker den mentale opbevaringskasse 2 cm. tættere på “lageret”, så er der stadig lang vej til at den finder en permanent plads. Det skal ommøbleres mentalt, før der er plads til den, hvis vi skal blive i metaforernes verden.

Men det er ok, at de spørger. Og jeg svarer ærligt: “Ja, det var der i allerhøjeste grad. Der var ingen garantier”. Enten udløser det tavshed eller flere spørgsmål. Jeg har vænnet mig til at svare ærligt, men ikke at hælde alle følelserne ud om, præcis hvordan det var. Dem har jeg inden i – dem kan jeg ikke beskrive – og dermed kommer det nogle gange – i mine ører – til at lyde som om, det “bare var noget, vi kom igennem”.

‘Alvoren blegner måske, men det er nok også bedst. For dem og for mig og ikke mindst for Villads. For han skal ikke holdes fast i det, der var. Han skal tales op, for han har klaret SÅ uendeligt meget. OVERLEVET så vildt meget! Det er vigtigt. At vi taler vores (hjerte)børn op! Mine følelser og minder er irrelevante i forhold til, at han skal være Villads og ikke “hjertebarnet”.

Jeg kan stadig ikke tåle at tænke på det, der ligger under spørgsmålet. Det tager fysisk vejret fra mig, sender mine tanker ud i den vildeste rutsjebanetur og efterlader mig med anseelig mental G-påvirkning. Ingen spørger i ond vilje – det ved jeg! Og jeg bliver ikke vred. Jeg svarer blot i stil med det, vi blev rådet til over for vores ældste datter under forløbet: Sandhed med modifikationer.

med emneordet , , , , , ,

Alle de dage som kom og gik

Blev slået tilbage i sofaen og fik tårer i øjnene, da jeg første gang hørte citatet: “Alle de dage, der kom og gik, ej vidste jeg, at det var livet” (oprindeligt på svensk, vidst nok af digteren Stig Johanson).

Nu hvor min barsel lakker mod enden og Villads har taget hul på det pulserende vuggestueliv, så går mange tanker gennem mit hoved. Tanker om det som var, det som er og det som kommer. Hvor vi var, hvor vi er og hvor vi mon er på vej hen? Hvor vi drømmer om at komme hen. Det svære bliver igen mere præsent, i takt med at vi nærmer os 1-årsdagen for Villads’ fødsel og som følge af den uforløste suspens, der følger endnu en tur til Skejby i slutningen af måneden. Det, som skulle være overstået, havde omstændighederne været anderledes.

Første gang ham den lille skulle sove til middag i vuggestuen og jeg skulle forlade ham for en kort stund, gik jeg til min store overraskelse rundt som i en tæt tåge mentalt. Jeg var helt ok med at lade ham sove der, havde set frem til lidt tid på egen hånd for første gang i månedsvis. Var opløftet over hans umiddelbare glæde ved vuggestuelivet og alligevel havde jeg tårer i øjnene og tungt sind. Kan ikke sætte ord på, hvad jeg mig følte mest – glad eller nedtrykt – lammet måske? Kan ikke huske ret meget fra gåturen faktisk. Ikke før vuggestuen ringede og han var vågen igen. Samme aften faldt jeg i søvn på sofaen kl. 19.00 og var i noget nær koma-agtig tilstand til den lille vågnede kl. 4.30.

Og jeg har været træt lige siden. Kan sove konstant og føler mig ikke udhvilet bagefter. Pludselig er der (desværre) blevet plads til halsbetændelse og forkølelse og ja, så sidder jeg som naglet til stolen og kigger på det, jeg hele tiden har planlagt at skulle gøre, når først jeg fik muligheden. Helt ude af stand til lette måsen og få det gjort.

Jeg ved godt, at det ikke er odiøst at have det sådan efter en (livs)krise som den, vi har været igennem i 1,5 år nu. Kroppen og sindet har været på overarbejde i lang tid og så snart man kan slappe lidt af, kommer efterveerne. Men alligevel kommer det bag på mig, præcis hvor handlingslammet jeg er, nu hvor jeg pludselig har fået ‘friheden’ igen. Lidt som de første 50+ gange, jeg kørte alene i vores bil, efter vi endelig var blevet udskrevet, hvor jeg græd som en pisket over at kunne være en del af samfundet igen. At have bevægefrihed. At kunne hente mit store barn fra børnehave. Hulkede hen over rattet. På samme vis kan jeg tude som et lyn fra en klar himmel ved pludselige flash backs til tiden der var. Og dem er der rigtig mange af.

Alle de dage, der er gået det seneste 1,5 år siden beskeden om, hvad Villads’ hjerte indeholdt, har været en del af livet og det accepterer jeg. Men der er stadig kaos, nu blot 14 dage før jeg starter på job. Det hele er gået stærkt og alligevel er det den værste mareridtstur, der synes at have varet uendeligt. Og intet er puttet i kasser og kommet på rette hylde. Endnu. Det, der dog piner mig meget, er at jeg mange gange slet ikke har følt, at jeg levede, fordi verden var overvejende sort og min søns fremtid var så usikker. Men det var livet – som det åbenbart skulle være for os. Og vi er taknemmelige for, at vi endte på den rigtige side af helvede.

Min læge sagde den anden dag: “Jeg tror jo, ikke du har en depression, for du er meget afklaret med det overordnede”. Og det kan jeg godt give hende ret i. Jeg ved, hvornår jeg er ked af det og hvornår jeg er glad. Jeg ved, hvornår jeg er konstruktiv, og hvornår jeg er langt ude. Jeg ved, hvad der gør mig glad, og hvad der gør mig ked af det og vred. Og jeg trækker stikket ud, når det hele kulminerer og bliver for meget. Men jeg er så træt, som man slet ikke kan forestille mig.

Uden min mand var jeg ikke kommet helskindet igennem og selv om jeg som alle andre indimellem føler, at han er fra det ydre rum eller billigt til salg, så tror jeg på, at det hele har gjort os stærkere sammen. Vi kunne have bevæget os længere fra hinanden i forsøget på at overkomme det hele, men heldigvis er vi gået samme vej. Også det er jeg taknemmelig for.

Jeg har sagt det før, og gør det igen. Jeg bliver aldrig den samme igen. Smadret inden i, fysisk og mentalt, men jeg bliver en anden. Og den person, skal jeg til at lære at kende. Lære grænserne at kende, lære hvornår nok er nok og hvordan jeg tackler det. Skal lære, hvordan jeg får det bedst mulige ud af det, der er kommet med i bagagen. Lære at håndtere frygt og bange anelser og hvornår bekymringer er reelle eller mentale puds.

med emneordet , , , , ,

Mors superman!

image

Fandt lige dette ecard. Der var ikke liiiiige et med et præmaturt hjertebarn, men dette dækker alligevel for mors egen superman!

Vehæmmende og ventetid

Der bliver stille på bloggen den kommende tid. Fik veer i nat og blev med udrykning og blå blink sendt mod Skejby med henblik på akut kejsersnit.

Heldigvis ser det vehæmmende stof ud til at have en effekt og det skal jeg blive på de kommende døgn. Og når det frakobles, vil tiden vise, om jeg skal have et julebarn frem for en januar-baby… *GISP!!*

Kryds fingre for, at han vælger at blive derinde lidt endnu!!!!

image

 

med emneordet , , ,
Reklamer