Category Archives: Hjemme

Hjertebarn i mødregruppe

Jeg er i gang med at male børnenes værelser. Lofter, vægge, paneler, karme og døre. Så sagt på en anden måde: Der er rigelig af tid til at give sig tid til at tænke over tingene. Både ved første og andet lag maling.

I dag for tankerne tilbage i tiden. Helt tilbage til tiden lige efter, vi var kommet hjem og forsøgte at få fodfæste igen. Imens jeg var indlagt, blev jeg kontaktet af sundhedsplejersken i mit område. 5 dage efter fødslen spurgte hun, hvornår vi skulle aftale et besøg og spørge, om jeg ønskede at komme i en mødregruppe. Hun havde tydeligvis ikke fået besked om, at det barn, hun på papiret skulle tilse, var alt andet end rask. At han måske ikke ville overleve.

Hun kontaktede mig knap to uger senere, for at komme forbi, men her var vi stadig indlagt. Vi tog dog en snak om det med mødregruppe eller ej, nu hvor det var anden gang, og nu hvor alt ikke var efter bogen.

Jeg havde virkelig været i tvivl, om jeg overhovedet ønskede at komme i mødregruppe eller ej. Dels på baggrund af erfaring fra min første af slagsen, og dels fordi jeg ikke helt kunne se mig selv tale om bleer og børnetøj igen, når min verden handlede om liv eller død. Sundhedsplejersken foreslog mig en mødregruppe for for tidligt fødte børn – en præmaturgruppe. Men heller ikke her så jeg mig selv hjemme, for jeg så ikke min søn som primært præmatur, og jeg var ikke helt sikker på, at jeg ville falde til i en gruppe, hvor vi alle havde bekymringer fra start. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg overhovedet følte eller ville. På det tidspunkt var jeg så træt og frustreret, at jeg begyndte at tvivle på, om vi nogensinde ville forlade sygehuset.

Efter nogle uger hjemme, besluttede jeg mig alligevel for at give mødregruppen en chance. Jeg bad sundhedsplejersken om at koble mig på en nystartet gruppe, når der var mulighed for det og tænkte, at det måske kunne være ok, at de børn vi skulle være sammen med var yngre end min søn i forhold til det præmature og den lange tid i respirator.
1 uge efter fik jeg brev om at møde i en gruppe med 5 andre mødre.

Jeg mødte op og tænkte, at det ville blive ok. Jeg var ikke helt afklaret med, hvordan jeg ville håndtere at præsentere min søn med sonde, og hvor meget, jeg ville fortælle om hjertefejl og senfølger. Hvor meget ville jeg fortælle vildt fremmede mennesker, og alligevel var der jo ingen grund til at holde noget tilbage. Ærligheden lå jo ikke ligesom fjernt i forhold til bloggen.

Det skulle imidlertid vise sig, at jeg var blevet koblet på en eksisterende gruppe, hvor deltagerne havde mødtes flere gange, og hvor børnene var født samtidig med min søn, men til tiden. Det i sig selv var akavet, og det blev ikke mindre af, at ingen følte trang til at præsentere sig med andet en eget og barns navn, da jeg havde fortalt om vores søns forløb. Det var en væmmelig følelse at gå fra stedet med. Jeg følte mig helt nøgen og på ingen måde accepteret. Hjemme overvejede jeg meget, om jeg ønskede at komme forbi igen. Jeg besluttede at give det en chance til. Jeg var nok bare lidt sårbar.

Næste møde var på en café, og den manglende præsentation billirerede igen ved sit fravær. Det blev hurtigt klart for mig, at det at have et barn med udfordringer var en større udfordring end først antaget. Lillemanden og jeg var ikke gearet til caféer, legepladser, babybrunch, en tur i friluftbadet med alle vores børn – også de ældre og shopping m.m. Det var ikke foreneligt med sygehuskontroller, sterile forhold til sondemadning og den tilstand at mere eller mindre chok, vi alle nok stadig var i. Der var rigeligt med “normalt” i gruppen – jeg var nok bare slet ikke klar til det normale endnu. På den anden side, fik jeg mange spørgsmål om min søn og sygdommen og angsten, hvilket sandsynligvis er helt forventeligt, når det “normale” møder det “unormale”. Jeg var “unormal” i den normalitet, jeg ønskede, og gruppen var alt andet end “normal”, når V og jeg hver gang var “topic of the day”. Jeg valgte herefter at sige fra til gruppen og lade dem leve den fulde mødregruppe-udgave, uden at have os med på slæb.

Skal jeg efterrationalisere, var forholdene for gruppen ikke optimale, med os som kom senere ind i forløbet og med en forhistorie, som ikke matchede resten. Samtidig tror jeg ikke, jeg ville have fundet mig særlig godt til rette i en gruppe, hvor vi alle havde problemer i større eller mindre udstrækning. Jeg havde på daværende tidspunkt hverken viden om eller ressourcer nok til at efterspørge andre hjertebørnsmødre på Fyn via f.eks. Hjerteforeningens Børneklub på Facebook.

Jeg følte en enorm dualitet hele tiden: Trangen til at komme videre og behovet for at være ærlig og genfortælle forløbet, så jeg måske selv kunne komme til at forstå det. Trangen til det normale og så at føle sig som en hund i et spil kegler, når jeg deltog. Behovet for at blive forstået, som udeblev, selv om jeg godt vidste, at ingen rigtig ville forstå. Behovet for både at kunne være skrøbelig og stærk, når jeg havde brug for det. Måske jeg i virkeligheden eftersøgte det umulige. For det var nok egentlig kun min mand og jeg, som kunne sætte ord på det og forstå det i fællesskab. Os, som havde set og følt det hele.

Det ramte mig tifold – og gør det stadig – når de andre i gruppen spurgte: “Var det sådan, at han kunne dø fra jer???”. Det vænner jeg mig aldrig til. Angsten forlader aldrig kroppen.

Jeg ville nok gerne noget, som i praksis slet ikke kunne lade sig gøre. En illussion. Jeg kunne ikke forene det liv, vi nu engang havde, med de vilkår og spilleregler, som det normale indebar. Jeg bliver stadig blank i blikket og øjnene flakker, når nogen omkring mig siger “Som det jo er, når man er på barsel” eller “Sådan som man skal, som mor”. Jeg kan langt oftest ikke genkende det, de taler om.

Nu er livet så normalt, som det stort set kan blive i en helt igennem “unormal” familie (altså ikke mentalt, vel??? ;-)). Der males vægge og hentes og bringes i vuggestuen og børnehaven. Der diskuteres lige så meget som hos andre og vi bøvler lige så meget som andre med natteroderi og aftensmåltider. Udenpå ligner vi en normal familie. Det bliver vi nok aldrig helt, men vi er blevet ret gode til at efterligne det. Inden under er vi stadig anderledes og bange. Indenunder er vi stadig nogle hudløse, hullede og trætte mennesker, som ikke 100% passer ind i kassen. Indenunder huden skal alle vore hjerter skal heles.

Reklamer
med emneordet , , , , , ,

Man kan være nok så meget Superman

….men når man har en søster, der elsker at lege med dukker, så er der ikke meget at stille op, når far og mor vender ryggen til….

image

Som om, man ikke havde været prøvelser nok igennem…. 😉

med emneordet , ,

Længe siden

HELDIGVIS er der ikke store og svære ting at skrive om for tiden. Ja, jeg frygter at begå hybris ved at skrive dette og blive ramt på det groveste af nemesis. Men nu vover jeg alligevel at gøre det.

Imens vi går og venter på næste kvartalskontrol i maj, har jeg fornøjelsen af en lille fyr, der nu kun går og ikke længere tyr til at kravle. Ja, han løber nærmest. Kravler op i sofaen, op på skamlen, piller og tester.

Og han taler i et væk. En hver mor forguder og forherliger sine egne børn, men jeg synes nu, at han givet sin svære forhistorie er rigtig godt med sprogligt. Han kalder søster og husets katte ved navn, siger “ae ae”, “mere”, “Se deeer?”, “Hva’ er det?”, “Se det deeeer”, “bil” og såååå fantastisk: Også “Mor” (“måååaaar”) :-).

Han synes at trives i vuggestuen. Er meget følsom over for hoste m.m., som desværre sætter sig til vedvarende hoste og påvirket vejrtrækning, og det varer ofte 2-3 uger, hvor hans vejrtrækning er påvirket og “knitrer” og han hoster hver 30 sek/1 minut, og vi tilbringer nætterne med at sætte ham op, så han kan trække vejret bedre. Her må vi give ham Airomir og Flixotide i spaceren morgen og aften og Airomir ved behov. Men det er stadig “småting” i forhold til alt, hvad han har været igennem. Det er på en eller anden måde “et almindeligt problem”.

Jeg ser meget frem til sommeren. Det et den første sommer i lang tid, hvor jeg har reel udsigt til at være glad og tilbringe tid med min lille familie samlet. Hvor vi kan have begge børn med i haven og få gode og sjove oplevelser sammen. Og forhåbentlig ikke se sygehuset indefra.

Lillemanden er begyndt at mærke på sit bryst/ar, når han er i bad og hvis han tøffer rundt i ble. Han mærker undersøgende på det; kigger længe. Jeg gad godt vide, hvad han tænker. Sidste sommer lå han på legetæppet kun iført ble, og her så vi arret tydeligt, men lagde mærkelig nok ikke så meget mærke til det. Det var for præsent i os, at det var der. Men som tiden er gået, er minderne også kommet lidt længere væk (men ikke lagt nok!), og selv om vi ser arret dagligt, når han får tøj på eller er i bad, så blev jeg alligevel slået helt ud, da min mand den anden dag lod lillemanden gå rundt i huset kun iført ble. Dér kom han gående, så rank og rundmavet, og med arret på brystet. Gående. Glad. Uden bekymringer. Det påvirkede mig så meget, at han var lige der. At jeg skule have lov at være så heldig. Og at han har været så fantastisk stærk. Det var så stor – og dejlig – en kontrast til den lille skrøbelige, syge dreng i kuvøsen på intensiv.

Storesøster har stadig skyggesider i sit ellers smukke og kløgtige sind – noget, som startede dengang, vi var indlagt og efter vi kom hjem. Hun er snart 4 år og har oplevet noget, som hendes børnehavevenner ikke har. Hun udvikler sig og er glad, men indimellem falder vi i et af de huller, hvor alt er dystert og hun af og til siger nogle ting, ingen mor har lyst til at høre.

Når hun leger med sine dukker, og hun leger, at hun får en baby, så skal babyen i 9 ud af 10 tilfælde have opereret hjertet efter fødslen. Og leger vi med hendes lægesæt, har én af os altid et dårligt hjerte. Bare ikke Villads. Han er altid rask i hendes leg. Det i sig selv er ganske uskyldigt og uproblematisk i mine øjne, men stadig en reminder om, hvad hun oplevede, da hun var 2,7 år – og i mange måneder efter. Hun er en stor og skøn pige. Og jeg håber, hun er lige så stærk.

Jeg har igennem de seneste måneder haft mange flashbacks og mange tudeture. Nogle gange bliver det simpelthen for meget. Oftest, når jeg har en stund alene. Mange gange flyder mine tanker hen mod en stund eller et minde; et ord eller en situation, hvor andre børn har det svært. Det rører ved det svære og det sår, som ikke heles indeni, og det minder mig også om ydmyghed. Jeg er ydmyg. Jeg ved ikke hvorfor det har været så tungt på det seneste. Ikke så synligt for andre, men tungt i mit indre. Min mand synes at have lagt det bag sig, på den måde som han er bedst til. Han plejer at kunne lukke ting ude og lade som om, de ikke eksisterer. Det kan jeg ikke. Og samtidig er jeg sikker på, at hans tanker også vandrer. At hans sår også prøver at heles. Vi taler bare ikke så meget om det.

Jeg er godt tilbage på jobbet og børnene trives generelt, og vi løber rundt i hamsterhjulet som alle andre småbørnsfamilier, der kronisk har for lidt tid. Ironisk nok, sammenlignet med, hvor meget jeg synes, tiden stod stille på hospitalet og i måneder efter. Men jeg er bare i bund og grund trist, selv om jeg har rigtig, rigtig meget at være glad for.

Det er livet her hos os. Lige nu i hvert fald. Villads er min fantastiske Superman og hans søster er en super god søster. De er heldige at have hinanden og jeg er heldig at have dem!
Superman på 90+ cm og 11+ kg. Med en skøn, rund mave og gode kinder. Med et temperament ud over det sædvanelige og en spirende forståelse af, hvordan han skal bruge det for at opnå noget til sin fordel. Min bomstærke lille knægt, der flytter rundt på møblerne i stuen – bare fordi han kan. Min lille bandit. Min lille røver. Min lille skat.

Copyright: Mithjertebarn.wordpress.com

med emneordet , , , , ,

Status på stemmen

I dag var min mand forbi stemmelægerne for at få en 1-årsstatus på Lillemandens stemme. Faste læsere husker måske, at han var stum efter operationen og at undersøgelser viste, at der var tale om en lammelse af venstre stemmelæbe.

I starten kunne vi intet høre – hverken gråd eller lyde, og kunne derfor aldrig lade ham ude af opsyn. Forstå mig ret: Babyer er altid under opsyn i en eller anden form, men vi kunne f.eks. ikke lægge ham til at sove i barnevognen, som ”normale” børn gør. Det var forfærdeligt ikke at kunne høre sin søn og mange tanker gik naturligt til, om han forblive stum.

Da han var godt 3 måneder gammel, var der en nat pludselig en svag lyd på hans gråd. Både min mand og jeg satte os op i sengen og var helt rundt på gulvet. Han sagde noget! Langsomt kom der mere og mere stemme på og i dag, hvor han er knap 14 måneder, kan han sige 5-6 ”ord” – eller forsøg på. Og vi kan SAGTENS høre ham :-). Jeg ville gerne skrive ”hans lunger fejler i hvert fald ikke noget”, som man ofte siger med slet skjult humor, men det er jo på tragisk vis ikke sandt i vores tilfælde, da endnu en senfølge har rod her.

Men i dag skulle der altså en status på stemmelæbens funktion. Og det var far, der tog afsted, da mit moderhjerte bløder ved at skulle holde min søn mod hans vilje, imens der føres en slange med et kamera ned igennem næsen på ham, imens han stritter imod. Det er hæsligt! ”Hvis bare du forholder dig roligt, så bliver han det også”, siger lægerne. Men det kan jeg altså ikke. Og jeg har svært ved at tro, at han finder det behageligt, selv om jeg udviser ren zen…

Endnu engang holdt en kedelig tendens stik: Hvis jeg regner med, at alt er godt, får vi dårlige nyheder. For hvor jeg havde regnet med, at der var tale om en midlertidig lammelse efter operation og/eller intubering, da han jo kan pludre i dag, viste det sig, at der med al sandsynlighed er tale om en permanent lammelse. Der er ingen umiddelbar funktion i venstre stemmelæbe og kroppen har fundet ud af at kompensere. Men hvad det betyder på sigt, ved vi ikke.

Ud fra denne status mener lægen, der har fulgt os hele vejen siden den lille fyr var 1 måned gammel, at skaden er sket under selve operationen, da recurrensnerven passerer det sted, hvor en stor del af operationen har fundet sted på det lille nips af en præmatur dreng, der blev opereret på. Og ikke i forbindelse med intubering, hvilket har vakt nervøsitet for mit vedkommende, da han sandsynligvis ikke slipper for at blive intuberet igen på sigt.

Når jeg ser på ham og lytter til ham, tænker jeg ham ikke anderledes end andre børn og tænker ikke over, om hans stemme er stærkere eller svagere end andre børns. Men jeg aner heller ikke noget som helst om den slags – altså, hvad jeg skal være opmærksom på. Det forklarer måske også noget om, hvorfor han mange gange fejlsynker, eller kaster lettere op end andre? Don’t know!

Med dagens fund får vi også en forklaring på, hvorfor hans vejrtrækning hurtigt kommer til at lyde faretruende og stærkt astmatisk, når han er forkølet eller hoster. Stemmelæbens unaturlige position skaber og forstærker lyden.

Sidstnævnte kan vi ”bruge” til at forklare os selv og vuggestuens personale, hvorfor han lyder, som han gør. Men ellers står vi nu med en blå seddel, hvor der står, at vi skal bestille tid om 5 år til samme undersøgelse – og meldingen, at han med al sandsynlighed har en permanent recurrensparese. Det er bare som et grimt monster fra “fortiden”, det igen stikker hovedet frem og viser os, at vi har været ufatteligt heldige, men at det også har haft andre konsekvenser. Konsekvenser, som vi ikke kender fremtidsperspektiverne for. Vi må “bare” håbe det bedste og at heldet stadig står os bi. Tænker stadig, at vi er langt bedre stillet end mange andre hjertebørnsfamilier! Vi lever stadig en forholdsvis normal hverdag og han trives.

Ét er ord – og dem har jeg mange af – men noget andet er: Hvad betyder det så for min søn på sigt? Hvad hvis han får behov for hjælp på sigt? Hvordan er vi så stillet, når lammelsen er sket i forbindelse med en operation? Hvor adresserer man de spørgsmål for at finde fyldestgørende svar? For 5 år ud i fremtiden er mega-diffust for mig lige nu. Skal han så følges af en talepædagog, eller ser man an, eller hvad fa’en gør man? Kan det få andre betydninger for ham?

Jeg ved det ikke, men har du gode råd at give med på vejen, så vil jeg meget gerne høre dem pr. mail. Du finder kontaktinfo øverst på bloggen.

med emneordet , , , , , , , ,

My Valentine

I går var det Valentinsdag og rundt omkring og alle vegne blev kærligheden fejret. En slags hjerternes dag!

Vi gør ikke så meget i det med Valentinsdag (læs: min mand), men det er også lige meget, for jeg fik en gave, der var bedre end nogle af dem, man kan finde i butikkerne. Min søde og kønne lille fyr var glad og sit sædvanlige frække og fjollede jeg igen efter knap 3 uger med sygdom! Fra jeg tog ham op af sengen og tog ham ind i vores seng (kl. 4.45…ZZZZ…) var han ét stort smil! Han tumlede med sin søster i sengen og spiste med fryd morgenmad. Bagefter pludrede han løs og gik langs alle møblerne og var på jagt efter nye ting, han kunne pille i og skille ad :-). Så kender vi ham igen.

En lille fyr, der tydeligt har tabt sig efter sygdomsperioden, men som havde lys i øjnene og et smil, der afslører hans tre fine fortænder i undermunden. Som råber “A deeeeeet???” efter alle ting i huset og “Seeeeee”, når han ser søster eller hankatten.

Den glæde kan ingen penge købe! Det varmede mig dybt og jeg har ikke tal på, hvor mange gange han blev krammet og kysset og fik af vide, at jeg elsker ham. Og søster fik samme tur!

Jeg har savnet at se ham rask; savnet hans lyde og latter. Savnet at tro på, at alt er ok og at han har det godt. For bekymringerne har hobet sig op i takt med, at han tog den ene virus efter den anden. Forbi sygehuset igen og mange dage med grædende, slap, hostende og feberramt lille fyr på kun 13 måneder. Jeg har savnet at tro på mig selv og min moderlige dømmekraft. For her har jeg ikke haft nogle løsninger i baghånden. Her vidste jeg til sidst ikke, hvad jeg skulle gøre og om jeg skulle reagere som hjertebarnsmor eller se an som “almindelig mor”. Det var hæsligt!

Nu skal det blive forår – sol, varme og død over baktusserne! Åh, at tænke sig et forår og en sommer en del mere muntert, end det var sidste år. Hvor vi skal udenfor og lillemanden skal med. Gående, tør jeg satse på 🙂

God søndag til alle og glædelig valentinsdag – omend en dag forsinket ❤

V

med emneordet , , , ,

Sikke’n fest

Åh, så er vi i gang med de sidste krampetrækninger inde juleferien og samtidig helt og holdent flade ovenpå en weekend fuld af festligheder og svære minder. Villads blev fejret og fik så mange fine gaver, at jeg slet ikke kan forestille mig, hvad han dog mere skal få juleaften. Han er helt overvældet i DUPLO-biler og trælegetøj og togbane og tøj og møbler til værelset og nye sko og overtøj. Alle de søde mennesker, der betænkte min lille store dreng! Og moren var sentimental, men dog ikke i den grad, jeg havde frygtet 🙂

“Min lillebror er 1 år”, fortalte storesøster stolt, da jeg afleverede dem begge i institutionen her til morgen til den sidste dag inden juleferien. Ja, tænkte jeg. Det er han jo. Han er jo 1 år nu! Vildt! 1 år og på nippet til at gå. 1 år og uendeligt hidsig og vil bestemme selv. 1 år og smilende og pludrende. 1 og og ret dejlig.

Forude ligger nu en stille hjemme-jul med familie den 24. december og ellers kun dage hjemme med leg og hygge og ingen planer. Selv om julen og nytåret sidste år foregik i sygehusets regi og der ikke var meget fest over det, kan både min mand og jeg mærke, at vi ikke har behov for at skulle noget som helst i år. Vi vil bare gerne være hjemme som modstykke til en tid med andres øjne på os sidste år. Være hjemme og forkæle os selv med tid og ture til legepladsen og med en nytårsmenu, der kun skal hentes på restauranten. Ren opladning før endnu et år og ensnu en tur til Skejby Sygehus i januar. Men det gider vi ikke tænke på nu!

Jeg vil benytte lejligheden til at ønske alle læsere, faste som flygtige, en rigtig glædelig jul og et godt nytår 2015! Må I alle få alt det, I ønsker jer – især sunde børn og stærke hjerter!

Kh, Mette

Villads 1 år

med emneordet , , , ,

Vandhund og Don Juan

Nu er Villads 8,5 måneder gammel. Sikke tiden går – så er det jo snart jul igen!!! I weekenden startede han endelig til babysvømning og det med stor succes. Den lille runde hjuldamper pløjede gennem bassinet og gjorde hvad han kunne, for at charme. Han er mindst lige så stor en vandhund som sin søster!

Inden vi kom afsted, kom jeg i tanke om, at nogen kunne finde på at spørge til hans ar på brystet og de mange huller i huden. Ikke fordi der er noget galt i det, men jeg har bare vænnet mig så meget til det og alle i omgangskredsen ved, at det er der og hvorfor. No questions needed.
Men det ved de øvrige svømmeforældre jo ikke. Det er på en gang naturligt at fortælle, hvorfor de er der, og alligevel rippes der op i mig, som vi HELDIGVIS kommer længere og længere væk fra. Der vil naturligt komme spørgsmål. Også når han engang selv kan stille dem. Men ingen spurgte. Villads var bare en helt almindelig dreng, som alle andre. Og det var rart. Det var faktisk befriende.

Og han har åbenbart også besluttet sig for, at når man nu ER født som Superman, så kan man lige så godt begynde at lægge damerne ned på stribe. I hvert fald starte med at snave nabo-babypigen halvt i gulvet… Min lille Don Juan har lige lært at komme fremad ved hjælp af sin ene arm og et ben og jeg skal lige love for, at han fik fart på, da naboens 2 måneder gamle datter lå på gulvet. Så kom mit efterhånden store drenge hastigt møvende hen til hende, greb fat om kinderne på hende og kyssede med åben mund. Et stort, savlende vådt kys! Tak for kaffe, han gik til den!
Offeret så en kende indigneret ud bagefter, alt imens Villads lå og brummede som en anden hulemand og bed i hendes dyne. I kampens hede fik han også hevet det stakkels pigebarns strømper af og lå stolt med en af dem i munden og smilede (selv)tilfreds til hende…. OMG… Hvis det bliver hans måde at score damer på, så ved jeg da ikke hvad 🙂 Men sødt, var det og den lille pige led tilsyneladende ikke overlast. Så må vi se, om vi bliver inviteret på besøg en anden gang…

Hvad vil jeg sige med dette? Ikke så meget andet, end at jeg er taknemmelig for, at han kan og gør nogle helt almindelige ting, blot i sit eget tempo. Det er intet mindre end fantastisk!

IMG_0803.JPG

med emneordet , , ,

Godnat lille hjerte

Hver aften, inden jeg går i seng, skal jeg lige ind på mine børns værelser. Lytte til deres vejrtrækning. Kysse dem på hovedet og fortælle dem, at jeg elsker dem. Ubetinget.

Ellers kan jeg ikke sove med ro i sjælen, tænker jeg.

Inden jeg forlader Villads’ værelse, lægger jeg også en hånd på hans bryst og hvisker: Godnat lille hjerte. Duk duk duk duk…det banker og banker og jeg elsker følelsen.

image

med emneordet

Sommerhilsen fra provinsen

Vi sender en varm sommerhilsen her fra Udkantsdanmark. Sommerferien er over os og selv om vi ikke skal noget som helst, så er det bare fantastisk at være sammen og at have far hjemme også. Så er vi to om hverdagen og to børn i små 3 uger (…og det trænger jeg til!!! Ensomheden har i en rum tid været ret overvældende for mit vedkommende).

Søster leger i haven og Villads har lært at råbe. Så der er liv og glade dage her på adressen! Og så bærer han sørme sit ar ret flot, iført kun ble og smæk :-).

God sommer fra os til jer!

20140710-164416-60256934.jpg

20140710-164418-60258852.jpg

20140710-164417-60257998.jpg

med emneordet , , , ,

Græder du nu igen, mor?

Når man står og ser Skt. Hans-bålet brænde ned på en klar og solbeskinnet sommeraften bag den kirke, hvor jeg for få måneder siden bar min hjerteopererede søn til sin kirkelige fremstilling, med sin 3-årige pige i favnen og Lillemanden sovende i barnevognen, ja, så kan man godt komme til at blive ret sentimental. Og når man stemmer i, med resten af forsamlingen, til tonerne af Holger Drachmanns Midsommervise, ja, så kan man godt fælde en tåre. Nærmest hulke fra kroppens inderste.

Min datter spørger: ‘Græder du igen, mor?’, imens jeg knuger hende tæt ind til mig.

Ja, min skat. Det gør jeg. For jeg elsker sommer, jeg elsker denne vise og jeg elsker dig og din lillebror og din far. Jeg elsker, at vi efter et vanvittigt hårdt år, står her alle 4 og ser bålet sammen.

Vi kommer længere og længere væk fra sygehustiden, selv om vi stadig frekventerer hopsitalet langt oftere end gennemsnitsdanskeren. Kontrol mig her og kontrol mig der. Og i takt med dette, prøver mit sind også at bearbejde det, der er sket. Jeg prøver at forstå det, som skulle gå vores vej. Der kommer ofte glimt af en ekstremt svær tid. Det kan nogle gange overrumple mig, at et billede eller en anekdote kan vække den svære, kvælende følelse inden i, selv om vi nu lever et familieliv, der er så normalt, som det kan blive med et hjertebarn. Det kan tage pusten fra mig, når jeg ser billeder af Villads i kuvøsen, med sonde i næsen eller et billede, hvor han vejer knap 3 kilo, når jeg nu står med en dreng i god trivsel på 7,1 kilo. Hvor lille han var. Hvor træt jeg ser ud, eller hvordan vi stod op på bestemte tider af natten og gav mad eller hjertemedicin i sonden. Hvor han ikke kunne klare at spise selv. Hvor jeg til tider aldrig troede, det skulle se en ende.

Når jeg i dag hører lægerne rose ham i neonatalambulatoriet og ser en stødt stigende vækstkurve, så kan jeg på en gang godt have svært ved at huske tiden og alligevel prise mig lykkelig over, at jeg ikke er så langt nede praktisk og fysisk – og min søn heller ikke – som vi var dengang. ‘Dengang’ værende for blot knap 4 måneder siden. Meget vand er løbet i åen siden, må man sige. Kaskader af vand! Jeg troede aldrig, jeg skulle blive normal igen. Normal er jeg vel sagtens blevet, men jeg bliver aldrig ‘mig selv’ igen, som jeg definerede det dengang – jeg er blevet et andet ‘mig’ på godt og ondt.

Hver dag kommer vi længere væk og alligevel tættere på. For der bliver godt nok bearbejdet fysisk og mentalt for mit vedkommende. Om 4 måneder plus det løse, skal jeg slippe ham løs i en institution som alle andre børn. Så starter virkeligheden for alvor igen. Den samme tidsramme, som vi nu har været udskrevet blot ud i fremtiden. En evighed og alligevel så tæt på.

Så derfor græd jeg igår. Derfor kom følelserne endnu engang op i mig til Drachmanns toner. For jeg husker, hvor meget jeg higede efter livet uden for hospitalet. Efter at være mor for begge mine børn. Efter at holde min store pige tæt ind til mig. Efter at komme videre. Og det var vi nu! 1 år fra de første svære beskeder under graviditeten. Et halvt år inde i det år, som skulle blive markant bedre end 2013, som var mit livs sværeste år. Et halvt år fra nu og Villads er 1 år…

Tiden går og hver dag priser jeg mig lykkelig for, at den er gået godt og at vi er samlet igen som det fire-brikkers puslespilsbrikker, vi er!

20140624-105831-39511454.jpg

med emneordet , , , ,
Reklamer