Når frygten manifesterer sig

Det er virkelig længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Ikke fordi jeg ikke gider den længere – tværtimod, men vi er så vanvittigt heldige, at ham den efterhånden store bandit trives og vokser sig større og dejligere dag for dag. Min elskede superman!

I hverdagen er der sjældent nogen, der henviser til hans hjerteproblemer. Jeg tror, at dem, som før var bekymrede eller berøringsangst lidt har glemt det. I børnehaven fik vi kun ros med, da vi var til statussamtale. Et meget kompetent barn, en god ven, en inkluderende dreng med omsorg for andre, glad, fræk, sulten på livet og frokostordningen, veltalende og en gave til gruppen. Jamen altså – så tuder jeg igen. Dog på den gode måde.

Det vil lyde helt forkert at sige, at jeg “glemmer” hans hjertesygdom – for det gør jeg aldrig – men jeg har lært at skubbe angst og bekymringer i baggrunden i hverdagen og se på ham i stedet for diagnosen. Jeg øver mig hver dag, og det er en forholdvis let øvelse, når han trives som han gør.

I onsdags blev jeg sendt lige lukt tilbage til den allermørkeste tid. Tilbage til angsten, gråden, frygten, afmagten, tårerne. Vores nære venner mistede deres nyfødte søn 😦 En dreng født sund og rask – stor og uden synlige problemer. 1 uge gammel blev han pludselig skidt og blev indlagt. Tilsyneladende almindelige virusproblemer, men på kort tid eskalerede det hele og diagnosen stod forholdvis hurtigt klar: Meningitis. Få døgn senere slukkede de respiratoren og han døde ikke engang to uger gammel.

Mit hjerte græder for dem. Jeg kan ikke fatte, at skæbnen skal være så grum for nogen, jeg holder af. At skulle sige farvel til den ultimative lykke, fordi den ultimative sorg tager over, før man når at lære sit barn at kende.

Al den skræk, jeg havde under graviditeten og helt frem til længe efter min egen søns operation, manifesterer sig lige foran øjnene på mig hos en familie tæt på mig. Alle mine dystre tanker om at skulle fortælle verden om død i stedet for lykke. At skulle begrave sit barn. At skulle holde barsel uden barn. ALT det jeg frygtede.

Jeg kan ikke sætte ord på bisættelsen. Den nærmest mikroskopiske kiste i et hav af blomster med 100 mennesker omkring sig. Personlige fortællinger og en børnehistorie blev læst op. Kisten var prydet af hans søskendes tegninger. Vuggeviser blev sunget i stedet for salmer. 4 mennesker bar en kiste så lille, at den helt forsvandt imellem dem. Det burde ingen opleve i en livstid.

Selv om jeg burde have en masse trøstende ord til familien lige nu, fordi jeg også kender en anden og sværere side af livet – så ved jeg ikke, hvilke ord, jeg overhovedet kan bruge. For jeg kender ikke det endnu mørkere sted, hvor de står. Jeg blev reddet i sidste øjeblik af skæbnen, lægerne og min søns styrke.

Min mave har været en hård knude, siden beskeden ramte, og det har føltes hårdt og rigidt lige bag brystbenet. En følelse, som ikke har villet give slip siden onsdag. Minder er poppet frem, billeder kører nærmest konstant på nethinden. Både fra begravelsen af den lille purk, men lige så vel fra vores egen tid i limbo. Da vi i kirken sang “Solen er så rød, mor”, passerede alle de gange, jeg sad og knugede hænderne og sang den selv samme sang ved min søns kuvøse. Jeg sang den samme sang natten og morgenen før hjerteoperationen, og jeg sang den ved siden af ham på intensiv, imens maskiner bippede og slanger stak ud af hans krop. Jeg kunne bare ikke synge ordet “død”. I stedet sang jeg “Nu er solen sød, mor”. Ordet død, kunne jeg ikke tage i min mund, hverken ved hans side eller ved hans søsters, når hun skulle sove.

Jeg har haft svært ved at sove siden i onsdags. Har ligget og tænkt på min veninde, som nu har mistet sin søn. Har hjemløs kærlighed, som hendes mand ganske præcist udtrykker det. De skal nu gøre det, jeg frygtede allermest: De skal fjerne hans seng og hans ting. De skal sige farvel og prøve at leve igen. De skal være forældre for to små børn, som kræver deres mor og far – og fortjener dem – og fungere, selv om de er slået helt itu inden i. Jeg kan ikke forestille mig, hvor hårdt det må være, at skulle stoppe mælkeproduktionen, som kæmper i brysterne på hende, fordi kroppen og hjernen stadig fortæller hende, at hun skal nære et spædbarn. Kroppen bærer i højeste grad præg af, at et barn netop har forladt hendes krop, men desværre også hendes verden.

Jeg har samtidig endevendt mine egne børn. I en irrationel panik for smitte. Pletter, rødme, feber, nakkestivhed. Jeg ved godt med min fornuft, at det ville være ret usandsynligt – men jeg bliver nødt til at tjekke. Jeg bliver stadig irrationel, når frygten banker for hårdt på døren.

Jeg håber, jeg på nogen måde kan støtte dem. Selv om det er vanvittigt hårdt, kan jeg om nogen klare at høre det svære. Det vil jeg i hvert fald tro. Jeg har grædt, tænkt de grumme og umenneskelige tanker. Jeg har frygtet og følt, at jeg aldrig ville komme op igen. Det gjorde jeg – jeg var heldig. Jeg har følt, at det kun var min søn, jeg kunne give noget – og derfor ikke givet min datter det, hun burde have. Jeg har følt den dårlige samvittighed over at føle, at jeg svigtede min ældste og forsøgt at gøre op for det, selv om jeg slet ikke havde ressourcerne.

Men jeg har ikke følt det, de føler lige nu. Derfor føler jeg mig samtidig magtesløs over for deres sorg. Men af erfaring, handler det om at gøre noget, om det så er at tage opvasken, snakken eller møgfaldet. For sorgprocessen kører op og ned – svinger mellem afmagt og vrede. Det handler om at række ud efter dem i stedet for at vente på, at de rækker ud efter mig. For de kan ikke se andet end sorgen nu. Derfor er det alle os omkring dem, der skal støtte, imens de selv finder deres ben igen.

‘For størst af alt er kærligheden.

Reklamer
med emneordet , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Reklamer
%d bloggers like this: