Monthly Archives: december 2015

Godt nytår!

Villads og jeg vil gerne ønske jer alle et rigtig godt nytår og takke fordi I endnu et år har fulgt vores “lille hjerte”. For det er præcis det, 2015 har været – et godt nyt år! Og han er faktisk slet ikke så lille mere.

2014 skuffede fælt, men 2015 har virkelig lever op til forventningerne og mere til. Villads er vokset fra 1 til 2 år, og han trives bedre, end vi turde håbe på. Tag bare i dag, hvor jeg tog ham med i legeland, og han løb omkring og kravlede op på alverdens forhindringer, for at følge med sin storesøster på 4,5 år. Han stak ikke op for noget. Og han kunne! Op og afsted. Lige indtil jeg måtte bære ham skrigende og sprællende ud af legelandet, fordi vi skulle hjem. “Nej, mig mere rutsje. Mig mere lege”.

2015 startede med et forsøg på ballonudvidelse af arvævet på aorta. Men uden succes. Det skulle ses an, og meldingen lød, at der evt. skulle gøres et forsøg igen i løbet af efteråret. Ved kontrol på OUH i oktober, var der stadig ingen anmærkninger, og kontrolintervallet blev sat op til 3 kvartal i stedet for 3 måneder. Vildt fantastisk – og lidt skræmmende, synes jeg faktisk. Men det er jo et godt tegn.

I 2015 fik vi konstateret, at lammelsen af venstre stemmelæbe sandsynligvis er permanent. Men til trods for det, taler den lille fyr nu i ét væk og har et ordforråd langt over gennemsnittet for en præmatur dreng, der netop er fyldt 2 år. Hans stemme har nuancer og kraft (!!!), og han er ikke udfordret af det. Ikke endnu i hvert fald. Indtil videre har vi også kunne holde hans lungefunktion stabil med en enkelt kur med Flixotide og ellers Airomir ved behov. Og behovet har ikke været stort, dog måske fordi vinteren indtil nu har været forholdsvis mild.

Han er en stor dreng. Bruger str. 98/104 år i tøj, trods det, at han først fyldte 2 år i sidste uge. Han er ikke tyk, blot stor og høj og stærk som en okse. Han er vuggestuens Don Juan og holder i hånd med mindst 4 små “damer”, og aer og kysser dem, hvis de slår sig. Lur mig, om han ikke savner sine små veninder her i ferien (der er kun to drenge blandt de 12 børn), og i morgen får han lov at fejre årets sidste dag i selskab med én af “kæresterne” 🙂

Så status er et stk.  løbende, talende, glad, stædig, trodsig, skøn, smilende, kærlig og motorisk god dreng, som jeg elsker så uendeligt højt. Jeg siger stadig godnat til hans hjerte, når jeg kysser hans runde kinder – det tror jeg aldrig, jeg vil lade være med. Ikke før han beder mig om det, i hvert fald. Det bliver sandsynligvis pinligt, når man er 16 år og har (endnu en) kæreste på besøg…

I hverdagen slapper jeg forholdsvis af omkring hans hjerte. Glemmer det faktisk fra tid til anden, selv om en frygt blusser op på ingen tid, så snart han rammes af sygdom, omend ganske almindelig sygdom for børn. Det faktum at frygten falder i baggrunden giver plads til at leve mere, men på nethinden; i sindets biograf; er der næsten dagligt gang i bearbejdelsen. Jeg er meget grådlabil, og har været det i et stykke tid, og tanker om tiden der var, giver stadig en mærkbar reaktion. Når sindet er i ro, vandrer tankerne tilbage til julen og januar 2013/14. Det fylder meget, og jeg bliver nogle gange overrasket over, hvor meget det stadig påvirker mig. Jeg tror, det er en sund proces, selv om den er svær. Den bestyrker mig også i taknemmeligheden. Noget af det, der hjælper er at løbe. Her bearbejder jeg, imens benene fører mig fremadskridt for skridt. Og så hjælper det, også at lade tårerne løbe.

Mine børns kærlighed til hinanden er slående. De kan ikke undvære hinanden, og min datter udtrykker stor kærlighed verbalt og i handling over for sin lillebror. Bevares, hun finder ham til tider lige så irriterende som alle andre store søskende, men de er meget tætte. Vores lille familie på fire er tæt forbundet af den lim, der opstod, da tingene var allermest svære, og vi oplever stadig, at andre undres over, at vi stadig lukker os lidt om os selv, når vi har tid sammen. Men det fungerer for os alle, og vi har (stadig) brug for det, for at hele og for at finde roen sammen. Vi er nok ret flossede i kanten, vi voksne, og søster får indimellem frustrationen fra indlæggelsestiden tilbage. Angsten for at vi skal deles eller være væk fra hinanden. Men heldigvis går der længere tid imellem.

I morgen skåler jeg for endnu et år. Et godt år og et år mere på samvittigheden, da jeg kan sætte endnu et lys i lagkagen. Jeg kan ikke huske, at jeg blev 32 år. Den dag forsvandt i sumpen af fødsel, frygt og frustration. Men jeg vil mærke 34-årsdagen fuldt ud i selskab med gode, nye venner og dem, jeg holder allermest af. Jeg vil skåle for Villads og hoppe ind i 2016 med forhåbningen om, at det nye år, må blive lige så godt, som det forgangne har været.

Godt nytår allesammen!

20151230_211853

Reklamer
med emneordet , , , ,
Reklamer