Monthly Archives: oktober 2015

Løb for livet! 5 km for Hjerterknægt

Så blev det den 25. oktober 2015 og løbeskoene skulle kridtes for at løbe penge ind til Hjerteforeningen sammen med I form og en masse mennesker, der elsker motion og elsker hjertet. Sammen med 3 skønne damer satte jeg kursen mod smukke efterårsklædte skovarealer i Odense SØ. To ud af fire på holdet med hjertebørn hjemme, og en tredje var den, der holdt mig oppe i dagene efter beskeden om min ufødte Vs hjerte.

Op til løbet er der kommet en ok mængde kilometer i skoene, og jeg har slået min personlige rekord, som ellers har holdt, siden jeg var 22 år gammel (hvilket et lææææænge siden). Den nye PR er 22.40 min for 5 kilometer, gennemsnittet for den sidste måneds træning har ligget på 23-24 minutter. Jeg kunne ikke helt holde pacet i dag, efter en fødselsdagsfest i går og en urolig nat med ungerne, og måtte se mig nødsaget til at gå et par gange. Derfor endte jeg på en tid på 25 minutter. Men det er også ganske glimrende – ikke mindst fordi hver kilometer løbet konverteres til kroner til Hjerteforeningen – og dermed indirekte til min lille skønne Superman og alle i hans sted! Nu og i fremtiden.

Selv om det ikke er 140 milioner+, som Knæk Cancer indsamlede i går, så batter det forhåbentlig noget i sidste ende. Mon Danmark en dag kan gå sammen om at samle ind, på de store kanaler og i den bedste sendetid, til den generelle danske forskning i alle de hyppige sygdomme, så vi kan komme tættere på viden og løsninger? For mig virker det absurd at skulle “differentiere” mellem de sygdomme, som rammer så mange i befolkningen. Vi kender alle en med hjerteproblemer eller en med kræft, eller en med lungesygdomme eller kendskab til et menneske med en sygdom, der er så sjælden, at den sjældent får fokus, og et kan være svært at danne viden og evidens.

Jeg fik desværre ikke lov til at løbe min lille dreng i møde på opløbsstrækningen, selv om jeg virkelig gerne ville. Faren skulle arbejde, og derfor måtte der babysitning på, imens jeg løb. Men han var med mig i tankerne og i hjertet, og lad os bare sige, at jeg var grådlabil på løbeturen. Fordi det hele bogstavelig talt lå mit hjerte så nært.

063

Reklamer
med emneordet , ,

Vi voksne kan også være bange

Jeg har tænkt over noget. På det seneste har flere spurgt til min søn, hvilket jeg er glad for – lige som jeg er umådeligt glad for at sige, at han trives. At fortælle, at han er en stor fyr, at der pludselig ikke er så længe til vi kan skrive 2 år, at han er begyndt at tale og at han er en skøn, glad gut, der lige har klaret endnu en hjerteskanning med bravour, og nu skal gå helt til næste sommer, før han skal skannes igen. En dreng, der får så meget ros af lægerne for sin trivsel og af alle pædagogerne i vuggestuen for sin motoriske og sproglige udvikling. Så meget godt, at det er svært at få armene ned og ikke at råbe det til hele verden i megafon!

“Det er godt at høre”, svarer spørgeren. Efterfulgt af en kort pause og i 98% af tilfældende endnu et spørgsmål: “Hvad så fremover? Kan han leve med det?”. Endda en af de værste den anden dag: Ja, det er godt, så I kan nyde ham, så længe I får lov at have ham”.

Og så tager de pusten helt og holdent fra mig – også selv om det ikke er intentionen.

Med de ord bliver jeg mindet om uvisheden. Den uvished, jeg har fulgtes med i mere end 2 år, men som er sakket længere og længere bagud i takt med at Villads modbeviste alle odds. Så langt bagud, at vi til tider mister sigtet til den. Jeg forsøger at leve livet uden frygten og holde fokus på alle de ting, der er gået godt. Jeg forstår godt, at spørgsmålet kommer, for det virker også på en måde uvirkeligt for mig, at han er kommet SÅ langt, når man tænker på udgangspunktet. Lidt som science fiction.

Jeg bliver bange og knuden i maven vokser. Spøgelserne vælter frem fra deres gemmested og jeg begynder at tænke de samme tanker, som dem der spørger.

Og lige præcis der er det, jeg skal huske, at han ER. Han ER hjertebarn. Han ER kommet langt. Han ER her hos mig. Ingen kan spå om fremtiden, selv om fortidens skygger titter frem i tide og utide  og jeg for altid vil definere ham som hjertebarn med stykkerne i hans hjerte som vidnesbyrd. Ved skanningen i sidste uge spurgte jeg hjertelægen, hvad hun så for ham ud i fremtiden. Operation? Stent? Intet? Det var umådeligt grænseoverskridende at spørge, for ville jeg egentlig kende svaret? Var jeg modig nok til at høre det? Ville mangel på viden måske være den største trøst? For første gang var jeg kommet så langt, at jeg overhovedet turde spørge.

Svaret var positivt i mine ører. Vi ved begge, at ingen af os kan se i krystalkuglen, men lægen var fortrøstningsfuld. Ord, jeg kun turde drømme om at høre.

Gør det mig så mindre bange? Lidt, men angsten for at miste den dreng, jeg har kær vil altid være der. Som den også er med hans raske søster, på en mere rationel vis. Sådan som alle mødre har det.

Mon jeg nogensinde vil komme af med den (irrationelle?) frygt, at han en dag ikke skulle trække vejret, fordi jeg har overset noget? Fordi jeg ikke har reageret? Det ved jeg ikke. Jeg skal stadig mærke hans hjerte og høre hans vejrtrækning, inden jeg falder i søvn. Uden, kan jeg ikke få ro. Nogle gange kan jeg stå op om natten, hvis jeg skal vide mig sikker.

Vi voksne kan i den grad også være bange – det er ikke kun børn forundt. Det handler om at tackle angsten og det skræmmende, når det kommer. Det handler om at beskytte sig selv for de situationer, hvor angsten kan få lov til at gro. Det handler om at se på alt det gode – om at leve og huske det. Selv når der bliver stillet spørgsmålstegn ved det modsatte.

“Vi voksne kan også være bange
og synge lange, lange bange sange.
Der er så meget man skal passe på
Jeg har jo dig, jeg skal passe på”

(Tekst og musik: Bjarne Jes Hansen)

 

med emneordet , , ,

Til dem, der dagligt rører vore hjerter

Læste denne artikel i dag i anledningen af 25-året for den første hjertetransplantation i Danmark. 25 år… Det er ikke længere tid tilbage i tiden, hvor man i Danmark tog dette enorme skridt! Tænk lige på, hvad der er sket på 25 år! Jeg var 9 år gammel og anede intet om hjertesygdomme – og heldigvis ikke, at jeg selv skulle få en hjertesyg søn. Jeg var et barn, og alligevel er det slet ikke ret lang tid siden.

Jeg er fuldstændig slået tilbage i sædet over, hvor langt hjertekirurgien er kommet. For 25 år siden – og ikke mindst i dag. Hvilke kvantespring der er  taget for at være præcis der, hvor min søns liv blev reddet af én ufattelig dygtig kirurg og et team af dedikerede, dygtige mennesker. Og hvor meget, der er sket siden. Jeg kender ikke Doktor Liv. Jeg har aldrig været i forbindelse med ham. Og alligevel fornemmer jeg, at jeg på et plan har. For han er ganske givet et link, en inspiration og en kilde til viden for netop den mand, hvis hænder rørte min søns hjerte, og gav ham livet, efter han forlod min mave. Reddede det, min egen krop ikke formåede at skabe for ham.

Jeg er taknemmelig for de læger – de mennesker – der dagligt rører vore hjerter – bogstaveligt talt. Jeg er taknemmelig for dedikationen og evnerne. Jeg er taknemmelig for de børn og voksne, der kommer ud på den anden side – stærkere – som mennesker og pårørende. Af hjertet TAK!

med emneordet , , , , , , ,
Reklamer