Monthly Archives: september 2015

Trenden at fortælle det ubærlige

Jeg har længe haft lyst til at skrive dette indlæg. Eller lyst er måske så meget sagt. For det kommer til at handle om noget, som virkelig går mig på. Som gør ondt, men hvor jeg står et sted imellem at føle mig smålig på den ene side og hudløs på den anden.

Det handler om at blive konfronteret med det ultimative afsavn og mindernes vold nærmest dagligt og når man mindst venter det. At miste et barn, eller at blive mor til et alvorligt sygt barn.

Der er snart ikke den avis eller det forældresite på Facebook, der ikke har en artikel, kronik eller blog, om forældre, der har mistet et barn, eller fået et barn, der som min egen søn, er/var alvorligt syg. Misforstå mig ikke. Det er vigtigt at fortælle, at livet kan byde på andet end lykkelige graviditeter og forælderskab, hvor de største problemer er et spørgsmål om at få styr på sengetiderne og hvorvidt mor og far kan realisere sig selv samtidig med at børnene er små – selvfølgelig forsimplet og karikeret set. Det er vigtigt ikke at gøre de børn og forældre, der lever med frygten og alt det svære forkerte. Men i en hverdag, hvor min familie og jeg prøver at tro på og fatte, at vi fik lov til at beholde vores søn til trods for hjertesygdommen og den præmature fødsel; at lægerne gav ham livet, efter han forlod min livmoder, tager det pusten fuldstændig fra mig, og sender hele mit sind tilbage til tiden, der var, og de ting, vi stadig kæmper med at forholde os til. Og pirker til frygten for, at lykken kan vende.

Midt i arbejdstiden (ja, det er en del af mit job, at pleje jobbets appearance på Facebook), i formiddagspausen, eller inden jeg går i seng, får jeg – måske takket være Googles cookies – plastret tragedien og sorgen plastret lige op i fjæset. Kogt ned til maks. 2000 ord, som beskriver frygten og smerten og afsavnet, og alligevel ikke beskriver en skid af, hvad det overhovedet vil sige. Kun lige nok til at få andre til at tænke Gud, hvor forfærdeligt – og godt det ikke er hændt for mig. Men når det er hændt for én selv, så bliver man både enormt ked af at få rippet op i det sår, der aldrig heles helt, men også vred over, at noget så skrækkeligt og livsomvæltende beskrives udelukkende på overfladen. Og ikke mindst, at man uforvarende får det kastet i ansigtet, når man åbner Facebook eller surfer efter dagens nyheder.

Der synes at være en trend i at fortælle det ubærlige – og det gør jeg til dels også selv på denne blog, men ikke direkte ind på Facebook. hvor andre bliver taget uforvarende til gidsel. Der synes at være en tendens til at forfærde for nyhedsværdiens skyld.

Der er noget, man som hjertebarnsforælder eller hjertebarn selv kan vælge til. F.eks. at blive medlem af Hjerteforeningens Børneklub på Facebook. Et site for mennesker, der har én ting til fælles: Hjertebørn, og hvor der er plads til at skrive det gode og det svære. At være det selv eller at være forælder eller bedsteforælder til et hjertebarn. Det er en mulighed for at erfaringsudveksle, græde, juble og spørge. For rigtig mange tror jeg, det er en kæmpe hjælp, men jeg kan mærke, at jeg nok bliver nødt til at melde mig ud af “klubben”, da jeg simpelthen aldrig vænner mig til at blive mindet om der frygtelige, og til at se billeder af børn, der ligger i respirator lige efter operationen, når jeg mindst venter det. Her ser jeg nemlig ikke andre menneskers børn, men billedet på skærmen transformeres til billeder af min egen søn og alle de følelser og frustrationer og frygt, det bringer med sig. Helt uden filter.

Jeg kan for fa’en stadig bryde sammen i gråd og hulke, når jeg i TV ser en læge eller sygeplejerske med Region Midt-logo på kitlen, eller når jeg finder den nederdel, jeg havde på, den dag min søn blev opereret eller den skjorte, jeg havde på, den dag, vi på Skejby Sygehus fik beskeden om hjertets tilstand og valget om at vælge at lade ham leve eller få en abort. Det er 2 år siden præcis i disse dage. When September ends.

Jeg kan ikke få et Facebook-filter for artikler som disse. Jeg kunne nære et stort ønske om, at billeder af nyopererede børn i Børneklubben blev tilføjet i kommentarfeltet og ikke direkte i opdateringen. Men jeg kan ikke bestemme det. Jeg er sart på den front, det indrømmer jeg – og med rette, synes jeg. Men det er simpelthen alt, alt for hårdt for mig, der hvor jeg er i bearbejdelsesprocessen, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde vil vænne mig til det.

Reklamer
med emneordet , , ,

Sygdom kan man ikke løbe fra

Men man kan spænde skoene og løbe for en rigtig god sag! Den 25. oktober 2015 løber jeg for Hjerteforeningen, når der er Hjerteløb i Odense. For den gode sag – mest af alt for Villads, som selvfølgelig tager imod moar ved målstregen!

Fortræningen er i gang, og jeg agter at løbe ham i møde med åbne arme  ❤

Skal du med? Så giver jeg en kop kaffe og en hjertelig krammer.

Psssst. … man kan også gå 5 km, hvis løb på ditto distance eller en 10 km ikke lyder tiltrækkende. Og selvfølgelig gælder tilbuddet om kaffe og kram stadigvæk ☺

image

med emneordet , , ,
Reklamer