Monthly Archives: juli 2015

Hvis jeg kunne se, hvad krystalkuglen gemte

En sommerhilsen her fra os på Fyn. Håber, sommeren har været lige så god ved jer, som den har for os, selv om sommervejret har svigtet os på det groveste!

Det har været en af de ferie, hvor vi egentlig ikke har skulle noget, men har fået så meget med. Udflugter til Legoland og Zoo og stranden, hvor ungerne kunne grave i vandkanten og moderen fik dyppet sit luksuslegeme i det iskolde vand. En ferie med ret mange is og gode venner og naboer og legepladser. Med tid til at være og være sammen. Vi har ikke haft behov for at rejse eller planlægge alverden, for vores overskud er stadig kun en skygge af, hvad det var engang. Vi er stadig ikke “hele”, selv om vi er samlet som enhed.

Jeg kan mærke, at børnene begge er kommet ned i gear, og især mindstemand Villads har taget et kæmpe ryk i sin udvikling. Han har fået så mange nye ord i sit ordforråd. Til særdeleshed “Neeeeej” og “miiiiin”, men også far og søster og tørstig, og ned og traktor og dyne, for at nævne nogle få. Han kravler op af rutsjebanen den forkerte vej og står og triumferer i 2 meters højde uden begreb om, hvor langt der er ned. Han leger avancerede lege med sine mange elskede biler og insisterer på at gynge på den rigtige gynge og bliver stiktosset, hvis han skal sidde på en tripp trapp-stol. Voksen og følsom i en alder af 19 måneder. Jow jow!

Hans udvikling står i skærende kontrast til sidste sommers liv indendøre med en lille fyr, der missede flere og flere milepæle i den “almindelige” udvikling. Vi havde hans hjertesygdom og senfølgerne i tankerne, og håbede hele tiden, at der blot var tale om vilje og ikke førelighed, siden han ikke hverken rullede eller skubbede sig frem og tilbage eller holdt hovedet særlig sikkert. Frygten for at det var hjerneblødningen, der kom til udtryk var meget dominerende. Kunne jeg på det tidspunkt have set i krystalkuglen, hvordan tingene ville være ganske anderledes et år efter, ville mit hjerte og hjerne have fundet ro. For i dag er han som alle andre drenge. Kun de i forvejen indviede ved, at han er hjertebarn – alle andre aner det ikke, med mindre vi fortæller dem om den tid, der var, men som forhåbentlig aldrig kommer igen. Vi ved, at der stadig er en eksisterende fejl, men det er blevet meget lettere at glemme det i hverdagen. Heldigvis!

Fra tid til anden læser jeg i Hjerteforeningens Børneklubs gruppe på Facebook om kvinder, der spørger til råds om valg og fravalg og fostervandsprøve og fremtiden efter besked om hjertefejl ved deres fostre i uge 20. Vi kan alle give dem forhåbninger eller realiteter, men ingen af os kan sige, præcis hvordan det vil blive. Det kan ingen love. Det, der slår mig mest er, at de fleste af os formår at tale om tingene objektivt og prøver at se det bedste i alle udfordringer. At der er tro, håb og kærlighed – og ikke mindst fantastisk dygtige fagpersoner og vanvittigt stærke børn. Det kan jeg skrive under på!

Jeg føler mig stadig voldsomt træt og tankerne kredser stadig ofte omkring alt det svære. Om den tid, jeg aldrig vil kunne forklare nogen, helt hvordan præcis føles og overleves. Men jeg er dybt taknemmelig for hver eneste dag, jeg har sammen med denne lille stædige og viljestærke rad. Mit lille hjerte!

Reklamer
med emneordet , , , ,
Reklamer