Monthly Archives: juni 2015

“Bare den lille er velskabt”

Puh ha, det er længe siden, jeg har skrevet på bloggen. Det er jo godt – for så har der ikke været noget alvorligt, tænker jeg. Men jeg ved også, hvor meget mit sind p.t. vandrer tilbage til tiden, hvor det var allersværest. Tilbage til tiden, hvor vi fik beskeden om hjertefejlene. Tilbage til tiden, hvor jeg fik en infektion i graviditeten, som sandsynligvis var medvirkende til den præmature fødsel. Tilbage til frygten og angsten. Tilbage til tiden på fødestuen, inden jeg blev kørt til operationsstuen og kejsersnittet skulle finde sted. Tiden på gangene, hvor jeg tænkte: Nu er det nu og verden alligevel ikke var så markant anderledes til tiden, hvor jeg ramte operationsstuen og alt ændrede sig. Tiden, hvor jeg ikke vidste, om han overlevede. Tiden, hvor min mand var hos ham og det føltes som 3 lange år, før han kom tilbage fra intensivafdelingen og fortalte, at vores søn havde det bedre end forventet trods de svære omstændigheder. Operationen og ALT det andet!

Det er hamrende hårdt, og tager ressourcer, jeg ikke føler, jeg har. Og nogle gange bliver jeg ramt af stadig at være bange.

Måske jeg bearbejder. Det kan man håbe på. Måske det er fordi jeg p.t. er i et opbrud mentalt i forhold til vores familie- og jobliv. Måske det hele bare er for meget. Jeg trænger sgu til at tude. Sådan rigtig tudbrøle og få alle de uforløste tårer ud. Men det lader sig ikke sådan lige gøre. Så let er det ikke.

På det seneste har diverse forældresites på Facebook eller nettet spurgt til debat om, hvorvidt man var skuffet, da man fik sit barns køn af vide. Og en overvejende mængde skriver: “Nej, det er jo lige meget, bare den lille er velskabt/sund og rask”. Og det er også rigtigt – og lidt en floskel, som man hiver op af ærmet, når man taler med andre. Noget af det, man “skal” skrive. Som min nu pensionerede læge skrev på sit papir om min førstefødte, da jeg var blevet gravid igen og skulle have udfyldt svangrejournal: “ROIL”. Rask og i live. Dengang syntes jeg, det var enormt morbidt at skrive. Dengang vidste jeg intet om Villads’ hjerte. Men i dag ved jeg, at man ikke kan tage det for givet.

Der er bare noget ved udtalelsen “Bare den lille er velskabt”, der generer  mig lidt. Støder mig lidt, faktisk. Jeg var ligeglad i begge ender, om jeg fik drenge eller piger og ved Gud, jeg ønskede dem sunde og raske. Men jeg fik en søn, der ikke var skabt 1:1 efter bogen. Men alligevel er han velskabt i min verden. Jeg ved godt, at det er velmenende, folk skriver det, men alligevel får det en negativ klang med min mentale og fysiske bagage. Jeg får underbevidst paraderne op. Han var så ubeskriveligt perfekt, da jeg så ham første gang. Også selv om hans hjerte var alt andet. Så frustrerer det mig bare, at han så falder i kategorien “ikke velskabt” i talemåden – og dermed på en måde ikke “rigtig”. Jeg ville gerne have været alt det svære foruden, men for mig var det sådan, Villads skulle være. Og den del har jeg accepteret. Fordi jeg har været heldig og er kommet ud på den gode side med ham i live. Havde det været anderledes, havde jeg måske ikke haft det på samme måde. Sandsynligvis ikke.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg mere vil sige. Og det er ganske givet også noget rod. Men nogle gange skal tankerne ud. Og ud kom de.

God aften derude.

Reklamer
med emneordet , , , ,
Reklamer