Monthly Archives: april 2015

Længe siden

HELDIGVIS er der ikke store og svære ting at skrive om for tiden. Ja, jeg frygter at begå hybris ved at skrive dette og blive ramt på det groveste af nemesis. Men nu vover jeg alligevel at gøre det.

Imens vi går og venter på næste kvartalskontrol i maj, har jeg fornøjelsen af en lille fyr, der nu kun går og ikke længere tyr til at kravle. Ja, han løber nærmest. Kravler op i sofaen, op på skamlen, piller og tester.

Og han taler i et væk. En hver mor forguder og forherliger sine egne børn, men jeg synes nu, at han givet sin svære forhistorie er rigtig godt med sprogligt. Han kalder søster og husets katte ved navn, siger “ae ae”, “mere”, “Se deeer?”, “Hva’ er det?”, “Se det deeeer”, “bil” og såååå fantastisk: Også “Mor” (“måååaaar”) :-).

Han synes at trives i vuggestuen. Er meget følsom over for hoste m.m., som desværre sætter sig til vedvarende hoste og påvirket vejrtrækning, og det varer ofte 2-3 uger, hvor hans vejrtrækning er påvirket og “knitrer” og han hoster hver 30 sek/1 minut, og vi tilbringer nætterne med at sætte ham op, så han kan trække vejret bedre. Her må vi give ham Airomir og Flixotide i spaceren morgen og aften og Airomir ved behov. Men det er stadig “småting” i forhold til alt, hvad han har været igennem. Det er på en eller anden måde “et almindeligt problem”.

Jeg ser meget frem til sommeren. Det et den første sommer i lang tid, hvor jeg har reel udsigt til at være glad og tilbringe tid med min lille familie samlet. Hvor vi kan have begge børn med i haven og få gode og sjove oplevelser sammen. Og forhåbentlig ikke se sygehuset indefra.

Lillemanden er begyndt at mærke på sit bryst/ar, når han er i bad og hvis han tøffer rundt i ble. Han mærker undersøgende på det; kigger længe. Jeg gad godt vide, hvad han tænker. Sidste sommer lå han på legetæppet kun iført ble, og her så vi arret tydeligt, men lagde mærkelig nok ikke så meget mærke til det. Det var for præsent i os, at det var der. Men som tiden er gået, er minderne også kommet lidt længere væk (men ikke lagt nok!), og selv om vi ser arret dagligt, når han får tøj på eller er i bad, så blev jeg alligevel slået helt ud, da min mand den anden dag lod lillemanden gå rundt i huset kun iført ble. Dér kom han gående, så rank og rundmavet, og med arret på brystet. Gående. Glad. Uden bekymringer. Det påvirkede mig så meget, at han var lige der. At jeg skule have lov at være så heldig. Og at han har været så fantastisk stærk. Det var så stor – og dejlig – en kontrast til den lille skrøbelige, syge dreng i kuvøsen på intensiv.

Storesøster har stadig skyggesider i sit ellers smukke og kløgtige sind – noget, som startede dengang, vi var indlagt og efter vi kom hjem. Hun er snart 4 år og har oplevet noget, som hendes børnehavevenner ikke har. Hun udvikler sig og er glad, men indimellem falder vi i et af de huller, hvor alt er dystert og hun af og til siger nogle ting, ingen mor har lyst til at høre.

Når hun leger med sine dukker, og hun leger, at hun får en baby, så skal babyen i 9 ud af 10 tilfælde have opereret hjertet efter fødslen. Og leger vi med hendes lægesæt, har én af os altid et dårligt hjerte. Bare ikke Villads. Han er altid rask i hendes leg. Det i sig selv er ganske uskyldigt og uproblematisk i mine øjne, men stadig en reminder om, hvad hun oplevede, da hun var 2,7 år – og i mange måneder efter. Hun er en stor og skøn pige. Og jeg håber, hun er lige så stærk.

Jeg har igennem de seneste måneder haft mange flashbacks og mange tudeture. Nogle gange bliver det simpelthen for meget. Oftest, når jeg har en stund alene. Mange gange flyder mine tanker hen mod en stund eller et minde; et ord eller en situation, hvor andre børn har det svært. Det rører ved det svære og det sår, som ikke heles indeni, og det minder mig også om ydmyghed. Jeg er ydmyg. Jeg ved ikke hvorfor det har været så tungt på det seneste. Ikke så synligt for andre, men tungt i mit indre. Min mand synes at have lagt det bag sig, på den måde som han er bedst til. Han plejer at kunne lukke ting ude og lade som om, de ikke eksisterer. Det kan jeg ikke. Og samtidig er jeg sikker på, at hans tanker også vandrer. At hans sår også prøver at heles. Vi taler bare ikke så meget om det.

Jeg er godt tilbage på jobbet og børnene trives generelt, og vi løber rundt i hamsterhjulet som alle andre småbørnsfamilier, der kronisk har for lidt tid. Ironisk nok, sammenlignet med, hvor meget jeg synes, tiden stod stille på hospitalet og i måneder efter. Men jeg er bare i bund og grund trist, selv om jeg har rigtig, rigtig meget at være glad for.

Det er livet her hos os. Lige nu i hvert fald. Villads er min fantastiske Superman og hans søster er en super god søster. De er heldige at have hinanden og jeg er heldig at have dem!
Superman på 90+ cm og 11+ kg. Med en skøn, rund mave og gode kinder. Med et temperament ud over det sædvanelige og en spirende forståelse af, hvordan han skal bruge det for at opnå noget til sin fordel. Min bomstærke lille knægt, der flytter rundt på møblerne i stuen – bare fordi han kan. Min lille bandit. Min lille røver. Min lille skat.

Copyright: Mithjertebarn.wordpress.com

Reklamer
med emneordet , , , , ,

10 vi ka’ li’

I går fik jeg en mail fra min fagforening om, at der var stemt ja til overenskomst 2015. Det i sig selv er jo godt. Men da jeg gennemlæste resultaterne, gik det op for mig, at der var noget, jeg havde overset, da jeg stemte. Noget godt endda!

Forhandlingerne for AC kommunalt er nemlig faldet således ud, så vi pr. 1. april 2015 har 10 dage med løn ved barns hospitalsindlæggelse i stedet for de eksisterende 5 dage! Det betyder alverden for mig, da de første 4 dage allerede var brugt med udgangen af januar, og herfra var henvist til at søge tabt arbejdsfortjeneste, hvis lægerne beslutter sig for at prøve at udvide arvævet igen senere på året.

Set med mine briller, som mor til et hjertebarn, betyder de 5 ekstra dage mere for vores familie, end den procentvise løn- og pensionsstigning fordelt over de næste tre år. De 5 dage kan jeg helt konkret forholde mig til.

Så halleluja for overenskomster! Jeg er dybt taknemmelig! Også selv om jeg håber, at jeg aldrig kommer til at benytte dem!

med emneordet , , , , ,
Reklamer