Monthly Archives: marts 2015

At genkende sig selv i det, man ikke kan nikke genkendende til

Da jeg åbnede min Facebook i dag, blev jeg hurtigt mødt med denne artikel fra Kristeligt Dagblad: Jeg skal have et barn, men han vil ikke leve længe. Artiklen var blandt andet delt i Hjerteforeningens Børneklubs gruppe, så noget anede mig, at det var fortællingen om et hjertebarn, der ikke længere er i blandt os. Og antagelsen var rigtig.

Jeg har i de sidste to uger været meget påvirket af det foto, som blev årets pressefoto: Et foto af lille Rose, som ikke overlevede sin hjertesygdom og skildringen af hendes forældres indsats for at skabe et normalt forhold til døden og til det lille liv, som ikke er mere. Det har jeg stor respekt for, men jeg tror ikke, jeg ville være i stand til at gøre det samme. Hertil ville jeg være for bange og for forskrækket. Hver gang jeg online bliver præsenteret for billedet, vækker det min egen underliggende frygt og en masse forfærdelige minder, jeg ikke helt kan få andre til at forstå til fulde.

Ligeledes er jeg enormt splittet over den her omtalte historie. Jeg genkender skræmmende mange af de tanker og problemstillinger, der omtales i artiklen og alligevel tror jeg ikke, jeg ville kunne genkende mig selv i deres valg.

Jeg får kvalme ved at læse om skanningen og beskeden om, at min søns hjerte var alvorligt sygt. Der ville under ingen omstændigheder være tale om en standardoperation. Til dato har vi ingen mødt, der enten selv har lidt af præcis samme eller hvis børn har. Der er endnu ingen, der har fortalt mig om, hvad fremtiden måske og måske ikke vil bringe. Og måske er det for det bedste.

Vi stod der og skulle træffe valget om at tro på lægerne eller at vælge en abort. Vi stod der med endnu et barn hjemme – alt for lille til at forstå situationen eller det forestående afsavn.
Vi fik på samme måde udsigter om, at der var en chance for at redde ham. Men i lige så høj grad en risiko for at miste ham. Jeg var helt og aldeles uforberedt på spørgsmålet om abort, men skulle træffe valget stort set med det samme. Min mand pressede på for en fostervangsprøve, for for ham ville han ikke kunne forestille sig, at vi skulle gennemføre graviditeten, hvis vores kommende barn også havde alvorlige mentale eller fysiske handicaps oveni. Jeg var stadig ikke sikker på, hvad jeg ville vælge. Jeg havde jo mærket liv. Han var en del af mig. Han var inden i mig.

Jeg tuder ved tanken om, at familien har holdt barnet i deres arme og vidste, at om lidt var det slut. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle have mobiliseret kræfter til at samle familien om barnet og tage billeder m.m., og hvordan man overhovedet italesætter dette for sine ældre børn. Men hvis man har truffet valget og forberedt sig på, at det er udfaldet uanset hvad, så har man måske forberedt disse ting og besluttet på forhånd? Jeg ved det ikke. Jeg ville være handlingslammet, vil jeg tro.

Havde jeg fået deres besked om, at der trods operationsmuligheder ikke var noget at gøre, så kunne jeg ikke forestille mig at gennemføre graviditeten. Det troede jeg aldrig, jeg skulle komme til at føle eller skrive. Ikke hvis meldingen var, at alt håb var ude.
Og alligevel føler jeg mig hyklerisk over at skrive det, når jeg heller ingen garantier havde – men dog bedre odds, end denne familie blev præsenteret for. Jeg ville have været angst for, om han skulle lide og kæmpe for sit liv på en fuldstændig forfærdelig og umenneskelig måde på baggrund af mit valg. Jeg ville være bange for, om jeg og min familie nogensinde skulle blive “hel” igen efter hans død. Jeg ville være alt for bange for døden i sig selv, også selv om den var et vilkår.

Og hvad er det så, jeg siger her igen? Vi kunne have stået i samme situation. Vi kunne have mistet så let som ingenting. Vi kunne have kigget efter gravsten i stedet for barnevogn og kunne have gået i sorggruppe i stedet for mødregruppe – og blev vi mere hele af at vælge operationen og alt, hvad den bragte med sig? Nu her – 15 måneder senere, hvor jeg står med min søn, der klarede oddsne under fødsel og operation og netop har taget sine første skridt, kan jeg sige, at vi har været heldige. At vi er blevet helet, men med dybe skår og ridser i lakken allesammen – forældre som børn på baggrund af det valg, vi traf. At vi trods alt valgte rigtigt.

Jeg fik en barsel, men jeg brugte de knap 14 uger, inden han blev født på at frygte at skulle være på barsel uden barn. På at skulle leve i tomheden og tabet. På at skulle forklare omverdenen, at graviditeten nok endte med et barn, men at han ikke overlevede. På at skulle fortælle søsteren på 2,5, at lillebror ikke længere var her. På at skulle savne og længes efter det liv, der ikke var stærkt nok til livet uden for maven. Ting, ingen mor burde skulle tænke på.

Jeg havde ikke turde træffe deres valg med de odds, de blev stilet i udsigt. Jeg havde været alt for bange for det hele. De gennemførte graviditeten i troen på Gud og på naturens gang. Jeg gennemførte min graviditet i håbet og troen på lægernes viden og kunnen. I dag er jeg lykkelig for mit valg, selv om det har gjort min familie og jeg til en anden for altid på godt og ondt. I dag tænker jeg ikke i samme udstrækning på frygten for at miste, selv om der sidder en grum djævel i mit baghoved, der indimellem titter frem og fortæller mig, at jeg ikke skal vide mig for sikker.

Mit valg er ikke bedre end deres. Vi er stillet meget forskellige odds i en ellers på mange måder lig situation. Jeg respekterer deres valg, selv om jeg ikke helt kan identificere mig med det – og alligevel forstår jeg mange af deres tanker.

Reklamer
med emneordet , , , , , , ,
Reklamer