Monthly Archives: december 2014

Jeg fyrer sgu 2014

Nu er det besluttet. 2014 er fyret grundet ekstremt svær samarbejdsevne og en særegen evne til at bringe negative ting på bordet. Jeg har faktisk været bange for 2014 – helt vildt bange. I morgen holder vi afskedsreception og ser frem til afløseren: 2015.
Forhåbentlig byder 2015 på langt flere smil og lysere stunder, på en lille mand, som stadig udvikler sig og henter ind på det, der endnu ikke er helt som hos børn på samme alder. At 2015 byder på et lidt lettere familieliv og forældreskab – og at både storesøster og lillebror kommer længere og længere væk fra tiden på sygehuset fysisk og mentalt.

Jeg gik ud af 2013 med arbejdsrelateret stress og beskeden om, at mit kommende barn ville have alvorlige hjertefejl. Og så kom han jo – 6 uger før tid. Mit livs julegave. Ja, jeg sluttede 2013 med slet ikke at kunne huske, at jeg rent faktisk blev 32 år.

I morgen fylder jeg 33 år og det seneste år har gjort mig hård, tyndhudet og særdeles mange år ældre mentalt og fysisk. Det føles i hvert fald sådan. 2014 har gjort ondt. Rigtig ondt – og jeg ser frem til at lægge året bag mig, selv om jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme det.

Men selv om det har gjort ondt, så ved jeg også, at det har været kampen værd. I dag kunne vi bære en 10 kilo stor og knap 81 cm lang storsmilende fyr ud fra lægens venteværelse efter hans 1-årsundersøgelse. 7,6 kilo tungere end ved sin fødsel og 33,5 cm længere. Stædig, hidsig, kærlig, signalstærk, viljestærk, pludrende, på nippet til at gå. Vores Villads.

Farvel 2014 – du var sgu et hårdt bekendtskab. Jeg har et ambivalent forhold til dig, Du var mit livs røvtur, men samtidig har du lært mig at kende mig selv og vide, hvor mine grænser går. Du stod også bag min søn hele vejen, men du gjorde vejen svært fremkommelig.

Velkommen 2015 – må du bringe os alle det bedste!

Et HJERTEligt ønske til jer alle om et godt nytår 2015.

Reklamer
med emneordet , , ,

Sikke’n fest

Åh, så er vi i gang med de sidste krampetrækninger inde juleferien og samtidig helt og holdent flade ovenpå en weekend fuld af festligheder og svære minder. Villads blev fejret og fik så mange fine gaver, at jeg slet ikke kan forestille mig, hvad han dog mere skal få juleaften. Han er helt overvældet i DUPLO-biler og trælegetøj og togbane og tøj og møbler til værelset og nye sko og overtøj. Alle de søde mennesker, der betænkte min lille store dreng! Og moren var sentimental, men dog ikke i den grad, jeg havde frygtet 🙂

“Min lillebror er 1 år”, fortalte storesøster stolt, da jeg afleverede dem begge i institutionen her til morgen til den sidste dag inden juleferien. Ja, tænkte jeg. Det er han jo. Han er jo 1 år nu! Vildt! 1 år og på nippet til at gå. 1 år og uendeligt hidsig og vil bestemme selv. 1 år og smilende og pludrende. 1 og og ret dejlig.

Forude ligger nu en stille hjemme-jul med familie den 24. december og ellers kun dage hjemme med leg og hygge og ingen planer. Selv om julen og nytåret sidste år foregik i sygehusets regi og der ikke var meget fest over det, kan både min mand og jeg mærke, at vi ikke har behov for at skulle noget som helst i år. Vi vil bare gerne være hjemme som modstykke til en tid med andres øjne på os sidste år. Være hjemme og forkæle os selv med tid og ture til legepladsen og med en nytårsmenu, der kun skal hentes på restauranten. Ren opladning før endnu et år og ensnu en tur til Skejby Sygehus i januar. Men det gider vi ikke tænke på nu!

Jeg vil benytte lejligheden til at ønske alle læsere, faste som flygtige, en rigtig glædelig jul og et godt nytår 2015! Må I alle få alt det, I ønsker jer – især sunde børn og stærke hjerter!

Kh, Mette

Villads 1 år

med emneordet , , , ,

Den anden jul

Nå, så nåede vi endnu en årsdag. Ja, jeg beklager, at bloggen kører sådan i tomgang, men det fylder meget og det skal bearbejdes ud gennem fingrene. I disse minutter er det et år siden, jeg blev sendt med fuld udrykning til Skejby Sygehus med veer med 1,5 minut imellem. Vehæmmende drop og uvished om, om jeg ville blive mor nu eller senere? Og om jeg ville blive mor igen overhovedet…

Min mand og jeg talte det hele igennem i går og pludselig huskede jeg, at han var syg den dag med influenza og 40 i feber. Han blev placeret på forsædet af ambulancen med mundbind på, imens jeg lå i på båren bagved. Det hele var komplet kaos. Jeg husker de mørke gange, lyset i loftet, julepynten og så en fødestue og nye mennesker på fødestuen. Jeg husker, at jordemoderen, der havde fulgt mig i ambulancen, stod uden transport hjem, da ambulancen skulle videre. Jeg husker ikke så mange detaljer efter det vehæmmende stof begyndte at have en effekt. 5 minutter mellem veerne, 10 minutter, 12 minutter. Jeg småsov og alligevel kunne jeg ikke finde ro. Jeg husker, at jeg dårlig nok turde vende mig i sengen af frygt for at sætte noget i gang igen, men da en jordemoder vendte mig for at foretage en undersøgelse, så jeg min mand ligge sammenkrøllet på fødelejet iført sin vinterjakke og mundbind og sov. Syg, men alligevel med. Selvfølgelig. Selv om det hele var så kaotisk, tænkte jeg på, at nok ikke mange mænd havde prøvet at sove eller ligge på et fødeleje… Ja, hjernen er en sær størrelse, ikke?

Skanning, lettelse over at stoffet begyndte at virke og stadig en enorm angst fulgte dagen efter. Tanker til min lille pige hjemme, der sov, da vi blev kørt afsted og vågnede op med farmor ved sin side, men uden forståelse af hvor mor og far var henne. Og hvornår ville jeg komme hjem til hende? Skulle jeg mon holde jul på sygehuset? Nej, lød meldingen. Du responderer godt på det vehæmmende, så du skal nok bare blive her weekenden over og så kan du komme hjem lillejuleaften til familien.
Men sådan gik det ikke, som faste læsere ved.

Da jeg i går også kiggede gamle fotos af vores datter igennem, tænkte jeg, at vi også skulle have billeder af Villads’ første jul, lige som vi havde fra hendes første. Og så slog det mig, at det jo slet ikke var hans første jul. Jeg havde billeder fra hans første jul – her var han ”blot” ikke iført butterfly og nissehue, men ble, C-pap, sonde og diverse slanger. Alle de billeder vi havde fra hans første uger var jo hans første jul. Tænk sig, at jeg ikke helt huskede det – og alligevel forstod jeg det godt. Hjernen og hjertet var fyldt med alt andet end julestemning.

Men i år skal jeg fejre julen hjemme med mand og mine to børn. Med oldefar og mormor, som sidste år sad alene, da vi var i Skejby, og med farmor og farfar, som sidste år havde vores datter med til deres juleaftensaftale, så hun ikke skulle sidde på børneintensiv sammen med os, men kunne få en ”rigtig” jul. Kan stadig huske, hvor ondt det gjorde, at se billeder af mit barns jul dagen efter, men ikke selv at kunne være en del af den.

I år skal vi ikke spise andesteg på paptallerkener og med plastikbestik midt imellem kuvøser og overvågningsudstyr. I år skal vi fejre jul til tonerne af julemusik og samler – ikke lyden af alarmer fra saturationsmåler og svingende hjerterytme. En duft af appelsin og kanel og ikke lugten af sygehus og håndsprit. I år skal vi være far, mor og børn.

med emneordet , , , ,

Hov, det stod vidst ikke på ønskesedlen!

Hmmm… Villads “fik” her til aften en tidlig “fødselsdagsgave” af vagtlægen… Bestemt ikke én, vi havde ønsket os – og den bærer desværre ikke byttemærke…

IMG_1275

 

Astmatisk bronkitis, sagde vagtlægen, og jeg sagde GISP! Måske ikke noget, han vil være påvirket af fremadrettet; måske han skal have det permanent. Det havde vi altså ikke skrevet på ønskesedlen! Nu skulle jeg jo lige til at lave et indlæg om, hvordan min lille mand kun får Nexium imod sin reflux (lige som hans søster fik), men ellers klarer sig helt uden medicin trods sin svære start på livet. Bum!

Jeg havde dog på fornemmelsen, at hans vedvarende hoste ikke blot var virus fra vuggeren. Dertil lød det for voldsomt og dertil fortalte min intuition mig, at det var noget, jeg skulle reagere på. Tror snart vores bil selv kan køre ruten ud til vagtlægen, så mange gange, vi har været der på det seneste med begge børn, der åbenbart først får symptomer om aftenen. Mellemørebetændelse hos den ældste, høj feber og høje infektionstal hos den yngste. Væske på begge ører hos den ældste og tilhørende høje infektionstal. Hånd-mund-fod-syge hos den yngste og tilhørende feber over 40 g C. Og nu astmatisk bronkitis. P*S!

Så må vi se, om dette monster skal være en permanent del af husholdningen, eller om vi slipper med et enkelt visit. Det er bestemt ikke kærlighed efter første “kys”! Givet hans diaphragmaparese, så er jeg bange for, at det bliver et bekendtskab over længere tid. Men nu må vi se, hvad det byder. Det skal ikke få lov at ødelægge glæden ved snart at skulle fejre den lille fyrs første år! Basta!

med emneordet , , , , , ,

En ganske anden

Efter små 14 dage på job, er noget, jeg egentlig godt vidste, blevet endnu tydeligere for mig. Jeg er ikke den, jeg var engang. Følelsen har ligget i mig længe og jeg har mærket en forandring i min måde at møde verden og til dels også mig selv på og det har nogle gange været svært helt at finde mig overens med den, jeg er blevet. Svært at lære mig selv at kende.

I arbejdslivets første uge, efter graviditet, fødsel, operation og barsel, gennemgik jeg en personlighedstest med den nye og større afdeling, jeg i mellemtiden er blevet en del af. En test, der tog udgangspunkt i privatmennesket bar arbejdsmennesket for at forstå, hvad vi hver især bringer til bordet, når vi flexer ind på jobbet om morgenen. Ikke hvem jeg er i en arbejdsmæssig sammenhæng, men hvem jeg er, når arbejdstøjet kommer af.

Før jeg fik beskeden om Villads’ hjertefejl – ja, før jeg gik ned med arbejdsrelateret stress 6 måneder inden jeg overhovedet vidste, at jeg var gravid – ville jeg ligge i en personlighedstype, der var både opofrende og samtidig perfektionistisk. En person, der sjældent gav sin mening markant tilkende og fik ondt i maven, hvis det var nødvendigt, og som havde lavere selvværd end gennemsnittet. Konfliktsky endda. Men også arbejdsom og som lagde en masse på egne skuldre for at gøre alting rigtigt. Men det var ikke det, testen viste nu.

Her blev min egen fornemmelse bekræftet. Jeg har flyttet mig til en mere kontant, men stadig arbejdssom type. En mere målrettet person med fokus på det, der skal gøres, men også med stor kærlighed til den nære familie. Og til forskel fra før, også et menneske, som ikke helt har plads til andres negative følelser. En person, som simpelthen ikke kan rumme dem. For mig giver det god mening. For af omverdenen, er jeg blevet beskyldt for at være blevet mere kynisk. Og det er måske også rigtigt, selv om det gør ondt at høre.
Men når det så er sagt, så er jeg glad for at være blevet mere robust. Mere overens med, hvad jeg selv føler og kan – og ikke mindst, hvad jeg ikke føler og ikke kan. Også selv om jeg følelsesmæssigt er hullet som en si, og tårerne løbet, i takt med at vi går ind i ugen for årsdage for præmature veer, ambulancekørsel til Skejby med fuld udrykning og fødslen af min lille dreng alt for tidligt. 1 år…. Jeg fatter det ikke.

Jeg er blevet bedre til at erkende ting – især egne begrænsninger, men også egne styrker. Jeg har mere end før lært ikke at tage for givet; at verden ikke altid er, hvad man tror, den er. At jeg kan mere, end jeg nogensinde troede, jeg ville kunne – men også, at jeg skal se det svære i øjnene og anerkende, at jeg slet ikke har haft tid til at bearbejde endnu. Lade nogle følelser komme og lade andre følelser gå. Sortere, hvad jeg kan bruge til noget og hvad jeg ikke kan bruge til noget. Sige langt mere nej, hvilket var en ekstremt svær øvelse for mig “gamle jeg”. Jeg har lært at tro på ting, og i høj grad også lært, hvem der er ægte venner. Og hvad venskaber betyder. Lært en lille smule mere om, hvad livet er for en størrelse og hvor ondt, det kan gøre indimellem.

Jeg har også lært en ny følelse at kende. Nemlig at være ligeglad. Det tillod jeg ikke mig selv at være før og derfor gik jeg ned med stress. Den følelse kendte mit “gamle jeg” ikke. Jeg er ærligt talt langt mere ligeglad med det “almindelige”. Der er et kæmpe modsætningsforhold inden i mig imellem at lægge det svære bag mig og komme tilbage i livet – fremad og fortsætte, hvor vi slap, og at mærke en følelse af at være ligeglad med job, rod og hverdagsproblemer, da de for mig ikke rigtig har karakter af at være rigtige problemer eller udfordringer alligevel. Vi har været så langt ude i ekstremerne i følelsesregistret, at jeg ikke kan få pulsen op over førstnævnte. Jeg gør det bare, ser det bare, anerkender at det er der – men det betyder langt fra det samme for mig.

Men mest af alt har jeg nok lært at være taknemmelig. For at det gik, som det gjorde, selv om det har været svært og selv om en lille djævel på min skulder ikke lader mig tro helt på, at det er fuldstændig overstået. For hver hjerteskanning er jeg stadig rædselsslagen for at høre ordet “men”. Jeg tænker stadig tilbage på de ord, min sundhedsplejerske sagde for flere måneder siden: Så længe du ikke fornægter det, der er sket. Det synes jeg heller ikke, jeg gør, men jeg er på rigtig mange områder også lammet følelsesmæssigt. Jeg kan simpelthen ikke føle ret meget af gangen. Apropos det med at lægge afstand til andres negative følelser. Men jeg kan også godt se, at jeg påtager mig en form for tunnelsyn indimellem – simpelthen for at kapere, f.eks. som da vi fik beskeden om to scenarier i forhold til Villads hjerte og i tiden før, under og efter operationen. Jeg kan ikke pålægge omverdenen at føle det samme, hvis ikke de har været igennem samme helvede eller endnu værre, og for dem er problemer reelle problemer. Min målestok for problemer er bare blevet fu*ket helt op.

Nå, sadge hunden… Det var lidt om mig af den mere højtflyvende karakter. Den kommende uge kommer til at stå i 1-årets tegn. 1 år allerede. Jeg tuder dagligt, når jeg tænker på tiden der var for et år siden. Glæder mig til at fejre min lille dreng, men tror også, at jeg kommer til at være så følelsesladet hele dagen, at jeg nok næppe kan føre ret mange almindelige samtaler uden at tude.

 

med emneordet , , ,
Reklamer