Alle de dage som kom og gik

Blev slået tilbage i sofaen og fik tårer i øjnene, da jeg første gang hørte citatet: “Alle de dage, der kom og gik, ej vidste jeg, at det var livet” (oprindeligt på svensk, vidst nok af digteren Stig Johanson).

Nu hvor min barsel lakker mod enden og Villads har taget hul på det pulserende vuggestueliv, så går mange tanker gennem mit hoved. Tanker om det som var, det som er og det som kommer. Hvor vi var, hvor vi er og hvor vi mon er på vej hen? Hvor vi drømmer om at komme hen. Det svære bliver igen mere præsent, i takt med at vi nærmer os 1-årsdagen for Villads’ fødsel og som følge af den uforløste suspens, der følger endnu en tur til Skejby i slutningen af måneden. Det, som skulle være overstået, havde omstændighederne været anderledes.

Første gang ham den lille skulle sove til middag i vuggestuen og jeg skulle forlade ham for en kort stund, gik jeg til min store overraskelse rundt som i en tæt tåge mentalt. Jeg var helt ok med at lade ham sove der, havde set frem til lidt tid på egen hånd for første gang i månedsvis. Var opløftet over hans umiddelbare glæde ved vuggestuelivet og alligevel havde jeg tårer i øjnene og tungt sind. Kan ikke sætte ord på, hvad jeg mig følte mest – glad eller nedtrykt – lammet måske? Kan ikke huske ret meget fra gåturen faktisk. Ikke før vuggestuen ringede og han var vågen igen. Samme aften faldt jeg i søvn på sofaen kl. 19.00 og var i noget nær koma-agtig tilstand til den lille vågnede kl. 4.30.

Og jeg har været træt lige siden. Kan sove konstant og føler mig ikke udhvilet bagefter. Pludselig er der (desværre) blevet plads til halsbetændelse og forkølelse og ja, så sidder jeg som naglet til stolen og kigger på det, jeg hele tiden har planlagt at skulle gøre, når først jeg fik muligheden. Helt ude af stand til lette måsen og få det gjort.

Jeg ved godt, at det ikke er odiøst at have det sådan efter en (livs)krise som den, vi har været igennem i 1,5 år nu. Kroppen og sindet har været på overarbejde i lang tid og så snart man kan slappe lidt af, kommer efterveerne. Men alligevel kommer det bag på mig, præcis hvor handlingslammet jeg er, nu hvor jeg pludselig har fået ‘friheden’ igen. Lidt som de første 50+ gange, jeg kørte alene i vores bil, efter vi endelig var blevet udskrevet, hvor jeg græd som en pisket over at kunne være en del af samfundet igen. At have bevægefrihed. At kunne hente mit store barn fra børnehave. Hulkede hen over rattet. På samme vis kan jeg tude som et lyn fra en klar himmel ved pludselige flash backs til tiden der var. Og dem er der rigtig mange af.

Alle de dage, der er gået det seneste 1,5 år siden beskeden om, hvad Villads’ hjerte indeholdt, har været en del af livet og det accepterer jeg. Men der er stadig kaos, nu blot 14 dage før jeg starter på job. Det hele er gået stærkt og alligevel er det den værste mareridtstur, der synes at have varet uendeligt. Og intet er puttet i kasser og kommet på rette hylde. Endnu. Det, der dog piner mig meget, er at jeg mange gange slet ikke har følt, at jeg levede, fordi verden var overvejende sort og min søns fremtid var så usikker. Men det var livet – som det åbenbart skulle være for os. Og vi er taknemmelige for, at vi endte på den rigtige side af helvede.

Min læge sagde den anden dag: “Jeg tror jo, ikke du har en depression, for du er meget afklaret med det overordnede”. Og det kan jeg godt give hende ret i. Jeg ved, hvornår jeg er ked af det og hvornår jeg er glad. Jeg ved, hvornår jeg er konstruktiv, og hvornår jeg er langt ude. Jeg ved, hvad der gør mig glad, og hvad der gør mig ked af det og vred. Og jeg trækker stikket ud, når det hele kulminerer og bliver for meget. Men jeg er så træt, som man slet ikke kan forestille mig.

Uden min mand var jeg ikke kommet helskindet igennem og selv om jeg som alle andre indimellem føler, at han er fra det ydre rum eller billigt til salg, så tror jeg på, at det hele har gjort os stærkere sammen. Vi kunne have bevæget os længere fra hinanden i forsøget på at overkomme det hele, men heldigvis er vi gået samme vej. Også det er jeg taknemmelig for.

Jeg har sagt det før, og gør det igen. Jeg bliver aldrig den samme igen. Smadret inden i, fysisk og mentalt, men jeg bliver en anden. Og den person, skal jeg til at lære at kende. Lære grænserne at kende, lære hvornår nok er nok og hvordan jeg tackler det. Skal lære, hvordan jeg får det bedst mulige ud af det, der er kommet med i bagagen. Lære at håndtere frygt og bange anelser og hvornår bekymringer er reelle eller mentale puds.

Reklamer
med emneordet , , , , ,

3 thoughts on “Alle de dage som kom og gik

  1. Helle siger:

    Hej Anne Mette.

    Jeg ved godt, det er en ringe trøst, men jeg kan se mig selv, i det du har skrevet. Husker tydeligt, hvordan jeg også var gået i stå – og i stykker, efter det første lange år med et hjertebarn. Når jeg nu tænker tilbage på den tid, kan jeg se, at vi ikke levede – men blot forsøgte at overleve.
    Nu hvor min dreng bliver 8 år lige om lidt, kan jeg konstatere, at jeg stadig ikke har fundet den person, jeg var før Lucas ramte familien med et brag. Nogle gange har jeg det temmelig svært med, at have pligter, og at andre forventer, at jeg ordner tingene. Jeg har fri i dag, og ved du hvad, jeg burde flyve rundt i huset som en rengørende tornado, men helt ærligt så gider jeg ikke :-p
    Og helt ærligt så rager det mig en papand, at mit hjem ikke mere får den behandling, det fik førhen. Rengøring og støvsugning dagligt er SÅ overvurderet 😉
    Det er da meget hyggeligere, at give dig en kommentar med på vejen 🙂
    Det er skidehårdt, at komme videre efter de oplevelser vi har haft. Selv kunne jeg godt bruge en hjælpende hånd, til at sætte ting på plads inde i hovedet. Tænk hvis man automatisk, efter et stykke tid, fik tilbudt – som i at man ikke selv skal opsøge den, hjælp til at finde tilbage til sig selv 🙂

    Varme tanker herfra – Helle

  2. Mette siger:

    Jeg er glad for, at du smider en kommentar til mig (o:
    Det har i høj grad handlet om overlevelse – og gør det stadigvæk. Jeg er brugt til sokkeholderne – ja, også til under 0. Og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal mobilisere kræfter til at starte på job om under 14 dage igen. Jeg tænker en del over, at når jeg kommer tilbage, er det til en setting, som var på én måde, før jeg fik beskeden om Villads’ hjerte og før jeg fødte ham, og ganske givet har arbejdslivet flyttet sig det seneste år. Men jeg er bare bange for, at jeg har flyttet mig endnu mere på baggrund af det, jeg har oplevet, følt og tænkt. Allerede inden jobstart føker jeg mig som en spillebrik, der placeres i det forkerte spil.

    Jeg føler mig også mange gange uden empati, fordi jeg ikke kan sætte mig ind i andres “almindelige” problemer – som selvfølgelig er vigtige og afgørende for deres hverdag. Så længe de ikke er på kanten af liv og død og med den iboende uvisked og angst og sorg, så har jeg ikke evne til at opfatte dem helhjertet som problemer. Og det kan jeg mæske provokerer min omverden. Og det kan jeg godt forstå, de bliver – jeg kan bare ikke helt ændre på det, efter det seneste 1,5 års forløb.

    Jeg kan komme på mange ting, jeg gerne vil etablere i hjemmet, efter dette. Bl.a. fast barnepige og en rengøringshjælp, så jeg kan bruge tid på noget andet, så længe det er nødvendigt for at komme til at trække vejret igen. Det er blandt mine ønsker for 2015.

    Kh, Mette

    • Helle siger:

      Så lidt 🙂

      Syntes du skulle have en respons på dit åbenlyst frustrerede indlæg. Og ville vise dig, at du ikke er alene om de udfordringer, du står overfor pt.
      Jeg er da sikker på, at du ikke er uden empati. Vi to har oplevet større problemer, end de fleste, og som følge deraf sætter vi os ikke ned, og tuder over at lille X har været snottet i et par dage – det skal du ikke skamme dig over 🙂
      Blæs på dem, som føler sig provokeret, og ønsk for dem, at de aldrig vil opleve en liv/død oplevelse med deres børn…..

      Jeg priser mig lykkelig for mit halvtidsjob på mandens tandklinik. Tvivler på at jeg kunne bestride et fuldtidsarbejde – hatten af for dem som kan 🙂

      Håber du kommer godt tilbage på jobbet, og at dine kolleger vil hjælpe dig til rette.

      Supergod ide med lidt hjælp til børnepasning og rengøring.Det skal du unde dig selv :-):-)
      Kh. Helle

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Reklamer
%d bloggers like this: