Monthly Archives: oktober 2014

Ud og hjem er lige langt…desværre med uforrettet sag

Nå, det skulle åbenbart ikke være denne gang, min søde søn skulle have sin hjertekateterisation og dialatation 😦

Efter en dag med 6 timers forundersøgelser og ventetid, vågnede jeg op med en lille feberramt fyr ved min side på Trygfondens Familiehus. 39.4 sagde termometeret og jeg vidste jo godt, hvad det kom til at betyde. Den lille fyr havde det så skidt – og jeg var ubeskriveligt ærgerlig. Prøvede at trøste ham, indtil de ville se os på A40.

Nu skulle vi jo have det overstået!!! Men ja, det blev så ikke denne gang og vi er nu hjemme igen. Han kæmper mod feberen og jeg er tom inden i. Skæbnen ville det åbenbart anderledes. That sucks! Nu håber jeg bare, at han hurtigt bliver frisk og min lille glade dreng igen!

Reklamer
med emneordet , ,

Ramt

Føj! Lige pludselig har det for alvor ramt mig, at nu er det nu, vi igen skal se Skejby Sygehus indefra. Ikke om en uge, ikke om en måned, ikke måske. Men NU! Venner og bekendtes – og jer læseres – tanker via bloggen, Facebook og pr sms betyder meget. Men nu kommer tårerne for alvor. Min lille dreng ligger her og sover – intetanende om, hvad der skal foregå. Lille mand. I daglig tale omtales han som stor og robust, men han er jo bare en lille skrøbelig fyr på 10 måneder. ØV, hvor er jeg ked af, at han allerede skal under kniven igen.

Det giver en enorm tomhed inden i, at vi skal indlægges igen. At jeg skal forlade ham efter narkosen og sidde og vente og håbe alt det bedste, jeg kan. Endnu en periode i sygehusets vold – omend kortere end de 2 måneder, vi var indlagt sidst. Jeg er sgu tudefærdig!
Og så bare tanken om, at søster igen skal være hjemme – væk fra mig. Forhåbentlig forstår hendes 3-årige kløgtige sind, at jeg snart kommer hjem igen. Men jeg er langt fra sikker. Hun græd, da jeg i sidste uge fortalte hende, at mor og lillebror skulle sove på sygehuset, men at vi hurtigt kom hjem igen. At hun skulle lege med far den ene dag og farmor og farfar den anden og så var mor hjemme igen, når hun havde sovet to gange. “Jeg ville ikke over til farmor og farfar. Jeg vil kun have dig og Lillebror. Jeg vil kun have dig”, græd hun. Og jeg græd med. Lille skat, der også har et ar efter sidste operation. Hendes blot mentalt. Så føler jeg mig utilstrækkelig. Som en dårlig mor, der ikke kan være der ligeligt for begge mine børn. At jeg – igen – bliver nødt til at vælge at tage med Lillebror og lade hende være hjemme. Jeg ved, at hun vil blive forkælet fra top til tå og passet på som den dyrebare juvel, hun er. Men det fjerner ikke angsten og bekymringerne fra hende.

Som med så meget andet igennem det sidste 1,5 år, bliver jeg nødt til at tænke på det lidt a la “videre til det næste”, for at komme igennem det. For ikke at blive alt for ked af det. Nu dilatation, så hjem og på mandag starter han i vuggestue og så skal jeg snart tilbage på job. Det har været “videre til det næste” i knap 1,5 år uden mulighed for at sige stop og mærke efter. Men derfor gør det ikke mindre ondt. Det er blot en overlevelsesstrategi. Det er jo to kæmpe store ting i hans 10 måneder gamle liv. Indlæggelse, narkose og indgreb. Og dernæst det mere jordnære: Vuggestuestart. Som alle andre helt almindelige drenge. Han er, som jeg plejer at forklare, en helt almindelig dreng med en helt ualmindelig forhistorie. Men det er jo enormt for os begge. En overgang i hans liv og en overvindelse i mit. At skulle give slip og starte hverdagen efter det enorme pres og lange forløb, vi alle har været underlagt. Fysisk og mentalt. En lille mand, som skal ud og vise verden, hvem han er – helt uden mor.

Men én ting ad gangen. Nu indlæggelse og indgreb. Så hjem. Basta! Bum! Aldrig tilbage igen!

med emneordet , , , , , , , , ,

Så skal vi snart pakke igen

150017Så kom brevet. Inden udgangen af denne måned sætter sønnike og jeg igen kursen mod Skejby Sygehus og afdeling A40. Afsted mod en kateterundersøgelse og evt. ballonudvidelse, stod der i brevet. Altså ingen fuldstændig afklaring på, hvad der kommer til at ske. Desværre.

Af familiemæssige, økonomiske og arbejdsmæssige grunde bliver det kun mig, der tager med ham – og der er jo også kun en forælder, som kan være medindlagt. Ærligt, kunne jeg godt bruge min mand og min datter ved min side, men jeg er også afklaret med, at jeg klarede en stor del af de sværeste selv sidste gang og at det ikke er i nærheden af samme indgreb som sidst – og at jeg også klarer det alene denne gang.

Jeg har ikke lyst til at byde vores ældste at skulle færdes i sygehusmiljøet igen. Hun er jo først nu ved at blomstre op igen. Så hellere, at faren tager sig godt af hende hjemme og forvisser hende om, at mor og lillebror snart er hjemme igen. Det er vigtigere for mig, end at være alene i Skejby. Sådan skal det bare være.

Jeg kæmper stadig indeni i et skisma mellem at føle, at det er godt, at han hurtigt får operationen og at det er helt forfærdeligt, at vi skal afsted allerede igen. Mellem at tænke, at det er et standardindgreb og at være hamrende bange for at miste ham alligevel, når man læser den information, der sendes med. Om risici, der skal informeres om. Jeg kan ikke slippe frygten, selv om jeg prøver.

Men sådan er det. Sådan ligger landet og inden længe pakker jeg en taske til to. Og glæder mig til at komme ud på den anden side igen.

med emneordet , , , , , , ,
Reklamer