Monthly Archives: maj 2014

Nu vil jeg gerne snart bare være mor, tak

Jeg er kommet til et enormt mætningspunkt i min barsel. Alle mødre er vel sagtens møre her efter 5 måneder med 1 eller flere børn. Men min træthed ligger ikke kun i forhold til manglende overskud og nattesøvn. Den er i langt højere grad baseret på, at jeg siden lillemandens fødsel både har skulle være både intensivsygeplejerske, træner, fysioterapeut, ergoterapeut – og mor. Jeg har fået udvidet ordforrådet med flere sygehustermer, end jeg nogensinde troede, jeg skulle. Jeg har skiftet sonde og givet mundpleje og skiftet forbindinger. Jeg har holdt styr på infektionstal og væsketal, og jeg har på grammet haft styr på min søns medicin. Jeg har givet fortykningsmiddel i alle hans flasker for at arbejde med hans sutteteknik og jeg har trænet ham mange gange dagligt for at hjælpe ham motorisk oven på mange ugers immobilitet i kuvøse og respirator.

Jeg kender sygehusets gange ud og ind og er på small-talk-stadie med hans behandlere og husker at spørge til deres børn eller ferie eller lignende. De spørger kun om hans aktuelle status retur, for der er ikke så meget andet i mit liv p.t. Han bliver målt og vejet og jeg får gentagne gange af vide, at vi skal træne mere og øve mere og øge mere i madindtag. At jeg gør det godt, men skal fortsætte mere og mere.

Jeg er simpelthen så inderligt træt og ked af, at jeg er langt oftest føler mig mere som fagperson i forhold til min søn, end jeg reelt føler mig som mor. Der er hele tiden noget vi skal huske at gøre eller mere maveligning, der skal praktiseres, selv om knægten skriger sig blå i hovedet af raseri, blot jeg tænker på at lægge ham på maven. Jeg trænger sådan til at kunne lægge ansvaret for al hans træning og ekstra pleje over på en anden – for en stund blot lege og smile og være den sjove mor.

Give al arbejdet til en anden for en stund og nyde små fremskridt, uden at tænke på det, vi så også skal. Vi har ekstern hjælp på i form af en ergoterapeut, men en gang hver 2. måned batter ikke meget i hverdagen. Den ene time, hun er her, giver inspiration – men inspiration til endnu mere arbejde, jeg skal udføre med ham.

Så et gammelt afsnit af Desperate Houseviwes, hvor Lynette tænker på, hvis hendes barn var blevet handicappet og hvor de viser en scene, hvor hun træner med sin søn, der skriger og hun er ved at gå op i limningen og en eller anden siger ‘Se, han gør fremskridt. I skal bare øve lidt mere’. Jeg tudede som en pisket, da jeg så det. Min søn er ikke handicappet – gudskelov. Men han skal trænes med, synes den omkringliggende verden, for at hjælpes op på niveau med børn, der ikke er født for tidligt og ikke er hjerteopererede og ikke har senfølger. Og et eller andet sted, ender vi samme sted.

Jeg længes væk fra hjemmet og efter at få lidt lethed ind i hverdagen. Jeg længes (ofte) væk fra det hele. Men der er 5 måneder, til han har en institutionsplads, og der er 6 måneder, til jeg skal tilbage job. Så i morgen må vi bare gøre det hele om igen. Træne lidt mere. Øve lidt mere. Prøve at spise lidt mere.

Reklamer
med emneordet , , , ,

Det vækker minder

Den seneste tid har budt på fremgang for den lille fyr. Senfølger synes at bedres og hans vægt er øget flot. Jeg har smilet og næsten  glemt sygehustiden med alle dens frustrationer og bekymringer og dårlige nyheder. Og så ringer telefonen og så bliver alarmsystemet igen aktiveret.

Lillemanden er blevet tjekket fysioterapeutisk ved sine 12 uger og her syntes alt at være godt. Bagud, men godt. Men pludselig synes man alligevel ikke at have set de små bevægelser, der skulle være gode tegn i forhold til, at han ikke er i farezonen for at udvikle en cerebral parese efter hjerneblødningen.

Bedst som jeg syntes, vi var på rette spor, kommer der igen en kontrabesked, som sætter hele følelses-registret over styr . Sender mig lige lukt tilbage til de mange nyheder om fremskridt, som blev afløst af “men” og senfølger under indlæggelsen. Det er ikke sikkert, han er i farezonen, men tvivlen er der stadigvæk og nu skal han vurderes igen. Videooptagelser skal gennemgås af eksperter på området og vi skal igen vente på dommen. Det er hæsligt! Hæsligt, siger jeg dig!

Og så var det, at hybris blev efterfulgt af nemesis, da jeg dristede mig til at glædes over hans vægt og nu normale kurver. For dagen efter vendte han sig 100% imod sin mad og det er nu en kamp, blot at få få milliliter i ham. Med et slag, er maden blevet hans fjende.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op. Lammelsen indeni er tilbage og jeg kan mærke angsten, når jeg ligger vågen om natten og ikke kan undgå, at tænke på det skidte. Manden undviger – lader som om, det ikke eksisterer. For i hans optik, så forsvinder ting, hvis man gør sådan. Men det kan jeg ikke. For i min optik, fungerer tingene ikke sådan. Jeg skal have viden og værktøjer og alligevel er jeg hunderæd for at høre sandheden. Men fornægte den, det dur jeg ikke til.

Om der er fare for en cerebral parese, må tiden nu vise, men langt mere presserende er det med hans mad. Jeg håber, at vi kan få hjælp hurtigt, så der ikke skal være yderligere bekymringer. Det har jeg simpelthen ikke overskud til, ovenpå den omgang, vi allerede har været igennem.

med emneordet , , , , , ,

På normale kurver

I dag havde vi besøg af Sundhedsplejersken til vejning og en snak om overgangskost og udvikling. Der er ingen tvivl om, at Villads er bagud motorisk og at hans ryg og nakke ikke er så stærk, som jævnaldrende. Han HADER at ligge på maven og jeg er måske ikke ‘hård nok’, når han græder og skriger i maveleje. Jeg kunne træne mere med ham, men nogle gange er jeg også bare træt af at være ‘træner’ og lave øvelser i stedet for leg. For vi har virkelig arbejdet med ham, siden vi kom hjem fra hospitalet.

Overgangskosten skal til at være et decideret måltid ved middagstid og han skal introduceres for vand fra hanen i stedet for det kogte, han har fået indtil nu.

Og så var der det med udviklingen… Fra og med i dag skal min lille dreng ikke længere måles på præmature vækstkurver. Hans vægt og længde ligger nu nemlig over den øverste af dem! Han ligger nu på de nederste af kurserne for børn født til termin! Kun 4,5 måneder gammel og så godt med.

Det er virkelig flot, min dreng. Godt kæmpet!!! Mor er endnu engang meget stolt af dig! ❤

med emneordet , ,
Reklamer