Monthly Archives: december 2013

Vehæmmende og ventetid

Der bliver stille på bloggen den kommende tid. Fik veer i nat og blev med udrykning og blå blink sendt mod Skejby med henblik på akut kejsersnit.

Heldigvis ser det vehæmmende stof ud til at have en effekt og det skal jeg blive på de kommende døgn. Og når det frakobles, vil tiden vise, om jeg skal have et julebarn frem for en januar-baby… *GISP!!*

Kryds fingre for, at han vælger at blive derinde lidt endnu!!!!

image

 

Reklamer
med emneordet , , ,

“Konstruktionsfejl kan laves”

I går var jeg til min 3. og sidste ordinære lægeundersøgelse hos egen læge. Igen én af de situationer, hvor jeg tænker, at jeg gør noget “normale gravide gør” – for en gangs skyld. 

Vægten var hæderlig (vejer ca. det samme nu, som jeg gjorde, da jeg fødte Storesøster, men føler mig som en hval!), blodtryk og urin fint, Lillebror har lagt sig med hovedet ned, normalt SF-mål og god aktivitet. Ingen kvalme, hovedpine, hævede legemsdele eller lignende. Så kort sagt: Min krop tager godt imod graviditeten, selv om den er så pokkers svær mentalt.

Lægen lyttede også efter hjertelyden. “Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg sige, at det hjerte overhovedet ikke fejlede noget”, sagde hun.

Hun tog mig i hånden og sagde, at jeg skulle lade så meget op som muligt mentalt og kun tænke på mig selv. Kun omgive mig med mennesker, der giver energi og for en stund glemme dem, der dræner for energi eller tager på mit overskud. At jeg skulle gå i biffen og læse og sove og drikke kaffe og gøre de ting, som jeg gerne ville, de kommende 6 uger frem til kejsersnittet. For det fik jeg brug for og når jeg ved, hvordan tingene vil blive med operation m.m., så skal jeg give mig selv lov til det!

Og det er svært, for det ligger normalt ikke til mig, kun at tænke på mig selv og mine egne behov. Men hun har jo ret. 

På vej ud af konsultationen, sagde hun: “Alt andet er normalt, Mette – der er tale om en konstruktionsfejl og konstruktionsfejl kan laves”. 

Det SKAL de kunne. Det SKAL hun få ret i!

med emneordet , , , , , , , ,

Der er også noget at smile af

Indlæggene på denne blog er overvejende i den tunge ende af følelsesskalaen, men jeg synes også, det er vigtigt at sige, at hverdagen går videre for Storesøster og for far og mor. Hendes hverdag er – så vidt jeg kan gennemskue og føler – tilbage til normalen efter de første uger med chok og gråd 24-7. Hun er glad og snakker om lillebror  – og det er faren i øvrigt også begyndt på.

Nu hvor jeg er gået på barselsorlov, er der indimellem mulighed for at gøre noget ekstra med Storesøster. I sidste uge holdt vi en fridag, hvor vi var hjemme og gik på legepladsen og så film – og i går havde jeg hende med til julekoncert og en tur på biblioteket efter bøger til højtlæsning. Og da vi så kom hjem, oplevede jeg én af de mest fantastiske stunder længe.

Hun ville gerne sove til middag i min seng og det fik hun selvfølgelig lov til. Selv om det var liiidt svært at falde i søvn, når man sådan ligger et nyt sted og der var liiidt for meget krudt i rumpetten på hende, så skete det alligevel, at hun rullede ind til mig, lagde armene rundt om mit hoved og krammede det, så min næse var boret ind i hendes søde, bløde, stadig lidt baby-runde mave. Hun blev ved med at holde fast og langsomt kunne jeg mærke, at hun overgav sig til søvnen.

Alt imens kunne jeg ligge dér og holde om hende og dufte til hende og mærke, at selv om hun er en stor pige efterhånden, så har hun stadig sine fine små buttede arme. Mærke hendes vejrtrækning mod mit ansigt. Bare ligge det og tænke på, hvor meget jeg elsker hende. Hvor glad jeg er for, at jeg blev mor til lige netop hende for lidt over 2,5 år siden.

Med hende, er der helt sikkert noget at smile af! Med hende, er der hver dag noget at stå op til og fungere for. Med hende, er hverdagen til at komme igennem og en masse at gemme i mit hjertes inderste skatkammer!

Jeg tror, jeg kunne have ligget der for altid – i hendes arme, som hun har ligget i mine arme siden sin fødsel. Det var vidunderligt og afslappende og trygt. Min elskede lille store pige ❤

med emneordet , , ,

1. søndag i advent

1 søndag i adventI dag er det 1. søndag i advent og sammen med min datter, har jeg været hjemme og besøge familien. Hyggeligt, men også på en måde hult, for de kigger på min mave, men spørger ikke. Man kan mærke blikkene, men ingen vil ødelægge mit “julehumør” eller stemningen, ved at spørge til den lille og det forestående. På en måde er jeg taknemmelig, for de, der er tættest på mig, er de sværeste at tale med det om, og samtidig skuffet, da jeg ved fra sidste graviditet, hvordan interessen var – og denne gang er der tavshed. Det er mærkeligt, at have det sådan, hvor man bare burde være helt vildt glad og forventningsfuld. Og de gør sig nok lignende tanker. Og det kan jeg egentlig ikke fortænke dem i.

Jeg ved ikke, hvad det er omkring jul og julemusik, der (også) påvirker mit humør. Jeg har altid syntes, det var noget trist og tungsindigt over juletiden. Jeg har altid savnet dem, jeg ikke længere har omkring mig og det skræmmer mig lidt. Nårh ja, og så har man i min familie haft en særdeles ringe evne til at enes midt i intentionen om, at tingene skulle være så gode og perfekte som muligt. Som hver de hver især huskede den perfekte juleaften. Desværre har deres drømme aldrig set end ud eller matchet. Der er bare ikke noget hyggeligt over at høre voksne mennesker diskutere og vrisse af hinanden over, at tingene ikke går efter deres hoveder.

Men det til side. I går hentede jeg den Libero Babybox, som jeg bestilte, før jeg kendte til realiteterne omkring Lillebrors hjerte. Da brevet kom, gav det er sug i maven. Men jeg ville hente boxen – lige som jeg prøver at gøre alle andre “normale” ting som gravid. Og så dristede jeg mig til at gå ned i babyafdelingen. Forbi tøjet – for jeg er stadig ikke helt modig nok til at købe det – men købte en pakke bleer og ammeindlæg med hjem. SÅ mærkeligt, at jeg følte det lidt grænseoverskridende. Men det gjorde jeg altså. I bilen hjem hørte jeg Mariah Careys: All I want for Christmas i radioen – og som på kommando stod tårerne ud af øjnene på mig. Sad og hulkede i bilens mørke på vej ud af en af Odenses store veje. Det hele blev som et lyn fra en klar himmel helt uoverkommeligt og tankerne og ensomheden vældede op. Fra at føle sig modig og “normal” til at bryde helt sammen. Ja, min hjerne er ikke helt, hvad den har været. Den optimistiske og modige Mette har godt nok lidt et knæk – eller også trænger hun til at forløsningen for de tanker, jeg nu har haft i 11 uger plus det løse.

Og så igen, da jeg her til aften hørte “Do they know it’s Christmas”. Bang! Så kom tårerne igen. Måske der bare er noget over julesange, som handler om taknemmelighed, savn, ønsker for fremtiden, stilhed, glæde, nogen der mangler, om at give, om verdensfred og lignende. Store spørgsmål og noget, vi alle bør være bedre til at gøre eller at tænke på en anden måde (altså fraset sange som Søren Banjomus og På Loftet Sidder Nissen, ikke?)

“All I want for Christmas is you”. Det er så sandt, som det er sagt. Jeg skulle ikke ønske mig noget til jul resten af livet – og fødselsdag m.m. heller, hvis bare jeg kunne få en garanti for at have 2 sunde børn i armene! Storesøster og hendes kommende Lillebror. Det skal jeg tro på!

Men samtidig: Jeg håber virkelig for jer alle, at I alle har haft en god 1. søndag i advent og at I i jeres juleønsker vil sende tanker og håb til min lille dreng.

Reklamer