Monthly Archives: november 2013

Glæde og tårer i en lind strøm (Skejby-kontrol igen)

Jeg har mindst 7 ufærdige indlæg liggende til bloggen, men jeg har simpelthen ikke kunnet skrive dem færdig. Enten på grund af træthed, tanker eller ganske enkelt fordi jeg ikke helt var in tune med, hvad jeg selv følte, når jeg skulle til at trykke “publicer”.

Men det er på sin plads med en status, for i mandags gik turen igen til Skejby til endnu en skanning og endnu en kontrol af den lille mand i maven.

Som altid kredser tankerne i dagene op til, men jeg kan også mærke, at jeg fra gang til gang bliver mere og mere afklaret med, at “sådan er det”, “Det skal vi” og “Det er for det bedste, at lægerne ser alt det, de overhovedet kan”. Og alligevel har der ikke været meget nattesøvn på dagsordenen. Ligger bare og kigger og tænker. Så snart vi er i venteværelset på Afdeling Y, for jeg høj puls, ondt i maven og pludselig bliver lugten af sygehus aloverstigende. Når jeg sidder og kigger rundt blandt de smilende, forventlingsfulde par, der skal ind og se deres barn for første eller anden gang og som kun ser alt det positive, så tænker jeg på, om de kan se på mig, at jeg ikke har samme lethed? Om andre i blandt mig sidder og skal høre samme besked, som vi fik eller om andre også rejser langvejs fra og skal kontrolleres for noget svært i den tid, hvor man bare burde være mest glad? Det er ikke til at vide.

Men skanningen gik hurtigere end forventet. En anden og ældre kardiolog var nu koblet på og han udstrålede en ro, som fik min hjertebanken til at forsvinde igen. Lægerne konfererede som altid i deres fagsprog, men de lød ikke ovenud bekymrede og jeg var spændt på at høre, hvad de ville fortælle mig.
Og beskeden lød, at hjertet stadig ser ud, som det gør – med fejlene og med de operationsscenarier, de først har lagt ud, men at de nu endnu mere håber på, at kunne udføre den mildeste af de to store operationer. Altså den, de kalder helbredende. Igen fik vi af vide, at der ikke er nogen garanti, før de har ham ude og har skannet ham og set direkte på hjertet og ikke igennem min mave og livmoder, men at det ser stabilt ud efter omstændighederne. Nu har de flere pejlepunkter, end de havde i starten og kan begynde at se et mønster.

I kraft af, at vi nu kun er 7 uger fra kejsersnittet (i dag!), blev jeg nødt til at spørge om en ting, som virkelig piner mig og giver mig søvnløse nætter: Hvornår ser de operationen? Direkte fra min mave og på operationsbordet, som jeg har fået stillet i udsigt oprindeligt, eller? Igen afhænger alt af fødsel og omstændigheder, men kardiologen sagde, at efter hans bedste overbevisning, ville Lillebror først skulle opereres efter 1-2 døgn og at man via drop i navlen, forventede at kunne holde ham på kunstigt fosterkredsløb og derved aflaste hjertet medicinsk, til de havde de data, de skulle have. At jeg muligvis også ville få lov at holde ham og evt. prøve at lade ham ammes! Og så fik tårerne frit løb for mig. Det er stort i det ellers dystre billede, jeg har fået – og har bygget op mentalt. Jeg vil ikke komme til at ligge sammen med min nyfødte søn, da han skal direkte i kuvøse. Men jeg får måske lov at have ham i armene inden operationen! Det er overvældende.

Slutteligt fik vi af vide, at han evt. skal opereres af to omgange. At de vil risikovurdere, om det er forsvarligt både at rekonstruere aorta og udvide indsnævringen og herefter lukke hullet i hjertet på én gang, eller om de kun skal fokusere på aorta og efterfølgende lukke hullet i hjertet efter 6-9 måneder. Det er både godt og skræmmende. Godt, at de opvejer risikoen (selvfølgelig gør de det!) og samtidig skræmmende, hvis hans lille hjerte skal stoppes to gange inden for det første år.

Efter skanningen gik turen til Neonatalafdelingen, hvor han skal over kort tid efter fødslen. Her tages beslutningen om, hvornår operation skal ske og her får min mand lov at være med og være hos vores søn, imens de undersøger og skanner. Og her får jeg forhåbentlig lov at se ham, efter et par timer på opvågning. Det var hårdt at se kuvøserne og de mange maskiner og slanger. Hårdt, at gå gennem gangen og høre spædbarnsgråd og knuge hænderne på min runde mave. Hårdt at se en stue med plads til 4 kuvøser og begrænset plads til forældrene. Hårdt fordi de små mennesker lå koblet op på maskiner – meget meget små mennesker! Hårdt fordi der er andre forældre, der p.t. går igennem det, vi står overfor. Hårdt fordi der kun var plads til 1 forældrepar ad gangen og derfor stod det klart for mig, at jeg skal undvære ham en del i den første tid af hans liv, hvor jeg kun ønsker, at være tæt på ham.

Så snart vi havde forladt afdelingen brød det hele sammen for mig. Kroppen ville ikke gå mere og tårerne løb, som skulle de aldrig stoppe mere. Så mange indtryk, så mange informationer – omend forholdvis positive givet omstændighederne – og så mange tanker i mit lille hoved om, at det er dér, vi står om 7 uger. Kunne kun hulke og prøve at absorbere det hele og rejse mig op og køre hjem igen.

Om 6 uger skal vi derop igen. Om 7 uger skal han fødes. Det virker pludselig så ubegribeligt tæt på og samtidig så svært at fatte!

Lillebror 30+6

Lillebror 30+6

Reklamer
med emneordet , , , , , , , ,

Næste stop: Barsel

Vi ses i 2015Der har været stille på bloggen i et par uger, men langt fra stille i mit tankeunivers. Det hele tumler rundt i øjeblikket. Især fordi jeg i går satte min “træffes ikke-agent” på jobmailen til 1. januar 2015. For de fleste gravide ville det være en lise, at kunne sige bye bye til jobbet i så lang tid – men for mig er det bare ikke helt det samme denne gang. Sidste barsel så jeg frem til de 8 uger og tiden efter fødslen og alle de ting jeg skulle som nybagt mor. Denne gang var det med hjertebanken og rystende knæ, jeg trykkede “OK” til pop uppen.

For denne gang et tingene bare ikke givet – og det piner mig helt vildt, at jeg skal tænke sådan. Der er under 8 uger til det går løs og jeg er for at sige det lige ud pisse-bange for fremtiden p.t.

Jeg prøver at være så realistisk og objektiv som mulig – tale om tingene og mange vil sige, at jeg virker afklaret med situationen. Men det er jeg ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Under objektiviteten gemmer der sig en meget lille Mette, som godt gad krølle sig sammen og forsvinde for en stund. Men det kan jeg ikke – og det skal jeg ikke. For jeg er stadig mor for Storesøster og stadig kone og stadig en hel masse andet. Var jeg ikke det, ved jeg ikke, hvordan jeg var kommet ud af sengen om morgenen.

Men ligegyldigt hvor meget, jeg prøver at kæmpe imod, vandrer mine tanker til, hvad fremtiden vil bringe, “når det har været jul og julemand og mors fødselsdag“, som vi siger til den store, når hun spørger, hvornår Lillebror kommer ud og mor kan løfte hende igen. Bliver det 1. januar 2015, jeg vender tilbage til jobbet? Og bliver det til det job? Og så er det alligevel hamrende uklart – for min mentale kalender går ikke længere end til 15. januar 2014. På den anden side af det er der bare en tåget masse. Jeg siger til mig selv, at tvivl og angst skal forvandles til tro og håb for fremtiden. At lægerne bare har at kunne det, de siger, de kan. At de SKAL kunne. Og at jeg skal kunne…det som fremtiden byder.

Men jeg klikkede “OK” og rydede skrivebordet og sagde farvel og forlod bygningen. På vej hjem på ferie. Nu. Fra i dag.

med emneordet , , ,

Wake me up when September ends

Kørte på motorvejen i dag – fra Middelfart til Odense og hørte yndlingskanalen på radioen. Playlisten skiftede til Green Days “Wake me up when September ends”. Lækkert nummer, men pludselig løb tårerne. For pludselig huskede jeg, hvornår jeg sidst havde hørt sangen.

Et sted på selv samme motorvej eller en smule mod nord den 16. september 2013 i samme bil på vej hjem fra undersøgelse på Skejby Sygehus. Den dag, lægerne havde fortalt mig, at min ufødte søn ikke “kun” havde et hul i hjertet, men fejl, der kunne ende hans liv, hvis der ikke blev gjort noget direkte efter fødslen. Hvor folk havde talt med mig om operationer, kejsersnit, hjertetransplatation, risici ved operation, hjernesyndromer og at ende det svangerskab, som jeg var så lykkelig for. Så kynisk i mine ører, som en jomfruelighed, der blev taget med vold i min lille lykkelige gravide verden fuld af håb for det lille væsen, der vokser inden i mig.

En fostervandsprøve var taget og jeg ville så svar sidst på måneden, ligesom jeg skulle til Skejby igen på månedens sidste dag og få mere info om, hvilken vej det hele – muligvis – gik.

Totral ødelagt og ulykkelig sad jeg der og turde dårlig nok lægge hænderne på min mave. Tænk hvis… Nej, det turde jeg ikke tænke. Og så var jeg alligevel tvunget til det. Græd, havde tusind tanker i hovedet og alligevel ikke overskud til at tænke klart. Uvis om, om jeg kunne få lov at beholde min søn og med en viden så grum, at jeg var ved at kaste op.

Og her hørte jeg sangen og pludselig fik den en helt anden mening for mig. For lige dér ville jeg ønske, at jeg kunne lukke øjnene og sove til september endte – til der forelå svar – eller faktisk mest af alt bare sove og vågne og opdage, at det hele var en ond, ond drøm. At intet havde hold i virkeligheden.

Især disse linjer får tårerne frem på en ellers smuk sang:

“here comes the rain again
falling from the stars
drenched in my pain again
becoming who we are

as my memory rests
but never forgets what I lost
wake me up when September ends

summer has come and passed
the innocent can never last
wake me up when September ends”

Du kan høre den i sin fulde længde her.

med emneordet , , , ,

Gråt i gråt

Jeg har siddet den sidste time og set ud af vinduet. Gråt i gråt! Manden sidder ved sin computer og min datter overnatter hos bedsteforældre, så tankerne har kunnet få frit løb.

Efter datoen for kejsersnittet er kommet, har jeg været en blanding af lettet og tung om hjertet. Lettet fordi jeg nu kan planlægge noget, at jeg nu ved noget. Tung om hjertet, fordi der nu er en konkret dato for, hvornår det, der burde være en af de lykkeligste stunder i mit liv, men som p.t. virker som et sandt mareridt IRL, skal finde sted.

Jeg er begyndt at drømme om tiden efter kejsersnittet. Om at gå fra at mærke ham den lille trygt sparke i maven til at have maven tom og leve i uvisheden om, hvordan operationen vil gå. At hjertelægerne opererer på min lillebitte (p.t. 16% for lille) dreng efter hans fødsel. At de skal redde hans liv. Tomheden, desperationen og gråden.

Og når jeg så vågner fra sådan en drøm, er det ikke til at falde i søvn igen. Og så vandrer tankerne til den mandag, inden indlæggelsen, hvor jeg skal suge hvert et øjeblik sammen med min datter til mig, velvidende, at jeg skal undvære hende på ubestemt tid. Skal være mor, som altid, men samtidig prøve at få hver en millimeter af vores samvær gemt inden i til en slags lager, jeg kan trække på, når savnet bliver for stort. Og på den tidlige tirsdag morgen, hvor jeg skal kramme hende farvel (og på gensyn!) i vuggestuen, for at sætte kursen mod Skejby til uvished og alt det svære, som jeg så inderligt håber på, skal få det bedst mulige udfald. Hun intetanende, mig ødelagt inden i. Allerede nu er jeg ved at kvæles bare ved tanken.

Jeg ved ikke, hvordan det præcis kommer til at føles, når jeg står i det, men hvis jeg allerede har det så skidt nu, blot ved tankerne, kan jeg ikke forestille mig, at jeg kan røre mig ud af flækken. Kan ikke forestille mig, hvordan jeg kan løsrive mig fra det øjeblik. For som en læser skrev til mig:

…det må være en underlig blanding at se frem til at møde sit barn, og måske også samtidig have lyst til at beholde ham inde i trygheden for altid.

med emneordet , , , , ,

Så kom datoen

Da jeg åbnede postkassen i dag, lå der et brev fra Region Midtjylland. Og når det eneste, man venter pr. post fra Region Midtjylland er et brev med en dato for kejsersnit og dermed også operation, så springer tårerne ud af øjnene og hjertet hamrer. I hvert fald, hvis man er mig.

Rystende hænder ind til manden. Åbnede brevet og ganske rigtigt. Nu ved vi, hvornår jeg skal indlægges og han skal fødes….

Så kom brevet

Det er rart endelig at have en afklaring på, hvornår alt det, jeg går og tænker så meget på, skal ske. Og også helt vildt mærkeligt og skræmmende. Om 75 dage! 15. januar 2014. Pyh ha, tårerne løber stadig og følelserne er i vildrede i en blanding af lettelse over afklaring og angst for det forestående.

Afslutningsvis får I et billede af ham, det hele handler om og kan bruge al mulig tro, håb og kærlighed. Fotoet fra sidste skanning, uge 26+6:

Lillebror 26+6

 

med emneordet , , , , , , ,
Reklamer