Jeg er vokset op med troen – både fra min mormor, der til sin død troede på den Gud, som med sit hvide skæg sidder i himlen og ser alt, hvad vi gør og tænker, og min mor, der prædikede troen til mig hjemme, men i min hukommelse kun er gået i kirke ved livsbegivenheder, koncerter og juleaften (…en gang imellem).
Min tro har altid ligget et sted imellem. Jeg sidder ikke i kirken hver søndag, men jeg føler, at jeg praktiserer min tro gennem moral og igennem troen på en højere magt, end mig selv. Jeg bekender mig rent formelt til den kristne, protestantiske tro og når jeg betror mig til den højere magt og beder om hjælp, er det gennem de kristne, protestantiske ord. Det er det, jeg kender. Det er et forankringspunkt. Men jeg får brug for at gøre det på min egen måde, indimellem.
Jeg har hele mit liv også fundet troen gennem det smukke i naturen – skov og vand især. Steder, hvor jeg føler mig ydmyg overfor det, jeg ser og føler mig ophøjet over, at få lov at opleve dette. Steder, hvor jeg fandt mig selv fuldstændig i ro. I mit eget selskab. For min form for tro, praktiserer jeg som udgangspunkt ikke i fællesskabet.
Siden min fars død, har jeg fundet det både svært og nødvendigt at være i kirkerummet med jævne mellemrum. Tænde lys, tænke, i mit hoved fortælle, hvad jeg tænker og føler – uden filter. Sige det, der er svært. I den legestue, hvor jeg gik med min datter, var der hver den første tirsdag i måneden mulighed for, at komme op i kirkerummet til orgelspil, eftertanke, lys og ord. Og det fandt jeg enormt befriende. At sidder der og tænke på min far og min mormor og kramme min datter ind til mig. Ked af det i stunden og godt tilpas, når jeg forlod kirkerummet igen og kom ned til en kop kaffe med de andre mødre. Ingen af os følte nogen trang til at sige, hvad vi tænkte oppe i kirken, eller tale om hvorfor, vi gik derop – det var bare sådan, det var og det var rart. Det kan jeg godt savne.
Også da jeg var indlagt med min datter i 2011, følte jeg mig en dag så ensom og forladt på hospitalsstuen; at jeg var ved at sprænges. Trængte til at komme ud med det, der var svært og til at give los for følelserne. Derfor tog jeg elevatoren op til toppen af OUH med min datter i barnevognen og satte mig stille i kirkerummet. Fred, tårer, tanker, tro – også på fremtiden. Ingen pligt til at tale eller forklare. Bare være.
Min mand og jeg er vidt forskellige i forhold til religion – eller tro, som jeg langt hellere vil kalde det. Jeg praktiserer ikke min tro synligt for ham, andet end hvis jeg en gang imellem tager i kirke og i kraft af, at jeg ønsker, at mine børn skal døbes. Og det accepterer vi begge – hver vores prioriteringer og syn på livet men ikke nødvendigvis et clash. Selv om han ikke kan forholde sig til min måde, at se tro på, så tror jeg næppe, han ville vende mig ryggen, hvis jeg praktiserer troen åbent. Men igen er tro for mig langt fra nødvendigvis en fællesskabsorienteret ting. Snarere tværtimod.
Og han stiller ikke spørgsmålstegn ved, at jeg ønsker lillebror døbt efter fødslen, hvis det er muligt med det sammen og ellers snarest derefter. Og at det er enormt vigtigt for mig, at vi har lagt os fast på et navn til den lille. Også allerede nu, så jeg i mit sind kan kalde mit ufødte barn ved navn.
Derved ikke sagt, at jeg via det at tro, er kommet igennem livet uden knubs. Langt, langt fra. Og jeg har ikke altid fået, hvad jeg har bedt om. Det er (desværre) ikke nok blot at folde hænderne og bede. Jeg husker faktisk første gang, jeg tænkte, at hvis jeg bad og ikke blev hørt, hvad skulle det så til for? Hvad nytte gjorde det så? Hvor jeg i en længere periode sagde til mig selv, at troen ikke var med mig – ikke var en del af mit liv. Men den er der – på min egen måde forankret i de ord, vi lærer ved konfirmationsforberedelsen. Ord, som sætter en ramme for den mainstream tro, men som derefter lukker op for alt det, der foregår inden i mig og som der ikke altid er ord for. Og slet ikke andres ord. Kun mine egne.
Og derfor, i den ufatteligt svære situation, vi står i og overfor, føler jeg det både naturligt og nødvendigt at tro. Og at tro på det bedste. Tro, hver gang jeg mærker vidunderlige spark i min mave. Tro på, at det er et signal på, at han er stor og stærk og kan klare det, han endnu ikke ved noget om. Tro på fremtiden. Ellers ville alt håb være ude. Ellers ville det være et mareridt, der forestår i januar. Og det er det jo alligevel… Jeg skal tro på det bedste. Tro på lægernes kunnen og forudsigelser. Tro på, at vi kommer hjem igen hurtigst muligt og at jeg, på helt banalt niveau, kan gå i mødregruppe, lege med min baby, vise ham stolt frem og ja, leve som familie og elske ham og give ham alt, hvad jeg kan. Få et normalt familieliv trods hjerteoperationen. Være mor til to – og også give til hans storesøster, ikke mindst! Jeg skal tro på det!
Og derfor bliver troen, i kristen forstand, også mere præsent. Kald det måske en forsikringspolice for at tingene nok skal lykkes, hvis bare man beder nok om det. Men jeg har altid troet – troen har altid været med mig på min egen måde – og den bliver fra tid til anden en livline. Også selv om jeg ikke varmer kirkebænkene særlig tit.
Troen er for mig en støtte og en del af min opdragelse – og derfor er den på min måde og i mit liv. Og nu – mere end før – har jeg brug for at tro på fremtiden. Tro på lægevidenskaben. Tro på, at det hele nok skal lykkes. Troen i hverdagen – og på hverdagen – for at hænge sammen og skabe mening i tingene. Set gennem mine briller og det, jeg oplever og tænker. Sådan er det bare!